Kommentar af 
Niels Frid-Nielsen

Her er de bedste bud på en ny kulturminister efter valget

Hvem har format til at genrejse det Kulturministerium, Mette Frederiksen i denne valgperiode har tabt på gulvet? Mange partier har stærke kort på hånden, men den allerbedst egnede er uden partifarve, skriver kulturkommentator Niels Frid-Nielsen.

For mange vil det måske lyde som en ond drøm, men i en blå regering med støtte fra det yderste højre, vil Messerschmidt som kulturminister måske blive det, der får puslespillet til at gå op, skriver Niels Frid-Nielsen.
For mange vil det måske lyde som en ond drøm, men i en blå regering med støtte fra det yderste højre, vil Messerschmidt som kulturminister måske blive det, der får puslespillet til at gå op, skriver Niels Frid-Nielsen.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Niels Frid-Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kunne man forestille sig udøvende kulturpersonligheder som Steffen Brandt, Niels Hausgaard eller Hanne-Vibeke Holst indtager hjørnekontoret som kulturminister efter det kommende folketingsvalg i en ny regering? Næppe.

Forholdet mellem politikere og kulturliv er ikke så nært forbundet i dagens Danmark, at det er sandsynligt, at en statsminister vil overlade kulturpolitikken til en kulturpersonlighed. Desværre.

Men med folketingsvalg lige om lidt er håbefulde politikere i fuld gang med at køre sig selv i stilling til de magtfulde ministerkontorer.

Så spørgsmålet melder sig, hvem der skal være kulturminister i den næste regering?

Mette Frederiksens socialdemokratiske regering har ikke haft held med kulturpolitikken. Den har stort set været fraværende de sidste tre år.

Hvis det mod forventning lykkes Frederiksen at fortsætte som leder i en etpartiregering, vil det klogeste derfor nok være at begynde forfra. En ny kulturminister vil kunne give Socialdemokratiet et frisk pust og måske endda bringe det gamle arbejderparti i samklang med den moderne befolkning, hvad angår kultur og fritid.

Men hvilken socialdemokrat kan klare tjansen som minister i det ministerium, partiet selv oprettede i 1961?

Socialdemokratiet har faktisk gjort en stor kulturpolitisk indsats i byer som Hjørring, Frederikshavn og Helsingør, men sporene skræmmer fra Roskilde. Her klarede den succesfulde borgmester, Joy Mogensen, ikke at bevæge sig fra kommunal- til landspolitik.

En ny kulturminister vil kunne give Socialdemokratiet et frisk pust og måske endda bringe det gamle arbejderparti i samklang med den moderne befolkning, hvad angår kultur og fritid

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator

Rasmus Prehn gjorde det faktisk godt som vikar for Joy Mogensen, men netop nu har han travlt i det vigtige fødevareministerium.

Stemmeslugeren Ida Auken er landet på benene i sit nye parti, men om partiflakkeren kan genvinde Socialdemokratiets troværdighed i kulturlivet, er nok mere usikkert.

Meget kunne derfor tale for et comeback til partiets mangeårige kulturordfører Mogens Jensen, der snart må have udstået straffen for sin medvirken i minkskandalen. Det har han gjort uden at kny, samtidig med at han ufortrødent har arbejdet videre som næstformand i partiet og som næstformand i Forsvarsudvalget.

Mogens Jensen vil som kulturminister ikke have nyhedens interesse, men være et kompetent valg, der viser, at partiet måske alligevel på en måde vil kulturen.

Det er velkendt, at folkesocialisterne har våde drømme om at vende tilbage til regeringskontorerne. Kommer de med i en socialdemokratisk ledet regering, kan kulturministeriet blive en mulighed, hvis ikke Radikale sætter sig på ministeriet.

I SF’s bagland sidder en af de danskere, der i dag ved mest om kulturpolitik, nemlig Tom Ahlberg. Fra 1986 til 1994 var han Danmarks yngste kulturborgmester i København.

Siden har han ernæret sig som forlægger og ikke mindst redaktør af net mediet Søndag Aften, der kulegraver tilgængelige statistikker om kulturpolitik. Derfor har Ahlberg stadig partitoppens ører – og derfor kunne det være et spændende bud at gøre ham til dansk politiks Comeback Kid.

Den tidligere formandskandidat i Alternativet, Rasmus Nordqvist (SF), sidder i kulturudvalget og har interesseret sig for området i snart mange år. Men om han også har potentiale til at bringe kulturministeriet tilbage på rette køl, er noget mere uklart.

Enhedslisten kommer næppe til at indtage nogle ministerposter i en ny regering. Dertil er partiet simpelthen for kritisk – også over for Socialdemokratiet.

Partiets medlem af folketingets kulturudvalg, Søren Søndergaard, har ellers gjort et solidt arbejde i udvalget; men i et parti, der skifter talsmænd hurtigere end mange skifter briller, tilhører Søndergaard nok for længst fortiden.

Det er usandsynligt, at en statsminister vil overlade kulturpolitikken til en kulturpersonlighed. Desværre

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator

Det ville til gengæld klæde listen at give mæle til de kunstnere og kulturpersonligheder, der i stort antal støtter partiet.

Jeg ved ikke, om protestsangeren Arne Würgler er medlem af Enhedslisten, men han har erfaring fra fagpolitik, tænker politisk og ville være en inspiration i det politiske liv.

De Radikale er det traditionelle kulturminister-parti i Danmark. Kristen Helveg Petersen, Elsebeth Gerner Nielsen, og Marianne Jelved kom alle fra det lille parti med den store indflydelse – og gjorde et fornemt arbejde som kulturministre.

Hvis den linje følges, bliver det Zenia Stampes tur til at indtage kulturministeriet i en ny regering hen over midten. Stampe har fokuseret på kulturpolitikken de seneste par år, har fået en betydelig indsigt og rent faktisk flere gange har formået at sætte dagsorden som kulturordfører.

Det store spørgsmål i den forbindelse bliver, om de radikale med Sofie Carsten Nielsen ved roret vil slås for at få en kulturminister.

Med Venstre i regering ligger det lige for, at lade Jan E. Jørgensen køre med kulturklatten. Som kulturordfører har han sat en ny dagsorden for det gamle bondeparti. Han er mangeårigt medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og har med en moderne, liberal profil skabt en fordomsfri kulturprofil for partiet.

Med Jan E. bliver der ingen blodrus mod DR, eller rindalistiske felttog mod kultureliten, men en mere nuanceret tilgang til området.

Det samme har Morten Løkkegaard i høj grad som næstformand for kulturudvalget i EU praktiseret. Han indså længe før den nuværende regering nødvendigheden af at tæmme techgiganterne. Løkkegaard kunne også være et bud på en Venstre-kulturminister, men med den trænede debattør Jan E. i førersædet, forbliver Løkkegaard nok en outsider.

De Konservative har altid haft sans for kulturen – spørg bare Per Stig Møller. I dag er partiets bedste kort Frederiksberg-politikeren Nikolaj Bøgh. Bøgh gør sig stærkt gældende i værdi- og kulturdebatten med afsæt i klummer i Berlingske. Han vil være et spændende nyt kort i landspolitikken – og som kulturminister vil han kun kunne overraske positivt.

I en blå regering med støtte fra det yderste højre, vil Messerschmidt som kulturminister måske blive det, der får puslespillet til at gå op

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator

De konservative vil som nævnt kulturen. En stærk outsider i partiet kunne være cykelsportsdirektør Brian Holm, der også er politiker på Frederiksberg Rådhus. Lad mig også nævne MF’er Mette Abildgaard, der ud over at gøre det godt rent politisk også har en fortid som pressemedarbejder på Betty Nansen Teater.

Dansk Folkeparti vil gå efter ministerkontorer i en blå regering, hvis partiet altså kommer ind. Partiformanden Morten Messerschmidt vil være oplagt som kulturminister. Han elsker opera, Bakken og vil med sin renæssanceagtige stil kunne gøre sig i kulturlivet som en slags Maskot for de nationale kulturværdier.

For mange vil det måske lyde som en ond drøm, men i en blå regering med støtte fra det yderste højre, vil Messerschmidt som kulturminister måske blive det, der får puslespillet til at gå op.

Men måske ville det være nok så klogt at bringe en anden Morten i spil: Nemlig den administrerende direktør på forlaget Gyldendal, Morten Hesseldahl.

Det danske kulturliv har adskillige personligheder, der tænker og forstår politik. Lad mig bare nævne musikerne Niels Hausgaard, Steffen Brandt og Anne Linnet. Eller for den sags skyld Simon Kvamm, der jo har slået et slag for den danske sangskat.

Endnu mere oplagt er Hanne-Vibeke Holst. Hun har i sit forfatterskab vist stor indsigt i politik og arbejdet for FN. Hun ville klæde hjørnekontoret i Kulturministeriet.

Men stærkeste kort til at genrejse Kulturministeriet er Morten Hesseldahl. Gyldendal-direktøren har tidligere arbejdet som direktør på Det Kongelige Teater og som kulturdirektør i DR. Han ved, hvordan man genrejser tunge kulturinstitutioner med respekt for deres kunstneriske egenart. Han ved meget om kulturøkonomi og er en dygtig strateg. Morten Hesseldahl vil kunne genrejse kulturministeriet i både en rød og blå regering.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Frid-Nielsen

Journalist, kulturkommentator, forfatter, foredragsholder
exam.art. i nordisk litteratur og sprog (Københavns Uni. 1978)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Joy Mogensen

Fhv. kultur- og kirkeminister, borgmester (S), Roskilde Kommune
BA i kultur- og sprogmødestudier (Roskilde Uni. 2005)

0:000:00