I Danmark har vi ingen kriseplan for idrætten og foreningslivet. Det bør bekymre os alle

Men midt i denne brede og ambitiøse oprustningsdagsorden overser vi den frontlinje, som i en krise vil være den mest bæredygtige og tilgængelige.

Nemlig de lokale fællesskaber. Og især idræts- og foreningslivet.

Læren fra corona

Under coronakrisen oplevede vi tydeligt, hvor skrøbelige disse lokale fællesskaber er, når landet lukker ned. Foreninger mistede medlemmer, frivilligheden faldt, og mange klubber kæmper stadig med eftervirkningerne.

Jeg erfarede det på tætteste hold, da jeg i 2020 blev formand for Badminton Danmark midt under corona-nedlukningen og så, hvad denne nedlukning gjorde ved badmintonsporten de efterfølgende år.

Hvis Danmark skal stå stærkt i fremtidens kriser, kræver det en indre oprustning. For det var netop disse fællesskaber og disse mennesker nævnt ovenfor, der hjalp os alle tilbage på benene (og i hallerne igen), da folk igen søgte sammen, fandt trivsel og samvær i lokale klubber og foreninger.

Den norske model viser, at idræts- og foreningslivet kan være et strukturelt beredskab og ikke bare noget, man vender tilbage til, når faren er ovre.

Tore Vilhelmsen
Bestyrelsesmedlem, ADD, fhv. formand, Badminton Danmark

Det vil kræve politisk vilje, strukturel understøttelse og økonomisk prioritering af Forenings- og Idrætsdanmark. Men det er på ingen måde umuligt.

På finanslovens for 2026 er der afsat kr. 45 mio., som over de næste tre år skal gå til at undervise danskerne i kriseberedskab. Og det er positivt, at man nu prioritere at uddanne os danskere i, hvad beredskab er. Men vi skal mere end det. Og der skal nok også findes flere midler en kr. 15 mio. om året i en treårig periode.

Norge har gjort det

I Norge har man med den seneste totalforsvarsplan formelt indskrevet kultur, sport, frivilligt foreningsliv og fritidsaktiviteter som en del af beredskabet. I en krise eller krig skal regeringen ifølge planen sikre, at “arenaer og mødesteder for kultur, sport og frivillige aktiviteter” bevares så vidt muligt.

Det handler ikke kun om at bevare underholdning i en krisetid. Det handler om at bevare sammenhængskraft, social stabilitet, håb, identitet og mentale rum for befolkningen, når alt andet vakler.

Den norske model viser, at idræts- og foreningslivet kan være et strukturelt beredskab og ikke bare noget, man vender tilbage til, når faren er ovre. Det skal hjælpe os med at komme godt igennem selve faren. Dette er en model, Danmark med fordel kunne lade sig inspirere af.

I Danmark har vi stadig ikke en samlet plan, der sikrer, at foreninger og idrætsklubber kan holde til en krise. Og hvad sker der med frivilligheden, økonomien, anlæg, medlemmer, når det rigtigt får konsekvenser?

Hvad gør en gymnastikklub, når den mister halvdelen af medlemmerne og flere frivillige?

Hvordan hjælper vi foreninger, der i en krise står på kanten af kollaps, men som i hverdagen binder mennesker sammen?

Hvem tager ansvar for, at idræt og fritidsliv kan blive en del af national modstandskraft som et supplement til det militære?

Foreløbig er svaret: Ingen. Og det burde bekymre os alle.

Idræt og foreninger bør betragtes som kritisk infrastruktur

Hvis målet er et stærkt, modstandsdygtigt samfund, bør idræts- og foreningslivet ikke være en luksus. Det bør være en del af beredskabet. Forskning peger på, at stærke lokale fællesskaber fremmer social sammenhæng, mental robusthed, modstand mod desinformation, tillid og social kapital. Alt sammen kvaliteter, der er afgørende for at komme bedst muligt igennem en krise.

Hvis vi i Danmark følger Norges eksempel, kan vi ende med en model, der understøtter samhørighed på tværs af samfundslag, sikrer fællesskaber og sociale mødesteder og bevarer mental og fysisk sundhed.

Hvis vi ønsker at være et samfund, der ikke blot overlever, men står stærkt efter en kommende krise, må vi ikke kun investere i kampfly, kugler og pansrede køretøjer.

Tore Vilhelmsen
Bestyrelsesmedlem, ADD, fhv. formand, Badminton Danmark

Hvordan vi præcis skal løse dette i Danmark, har jeg ikke svaret på. Men hermed kommer et par forslag:

En beredskabsfond for civilsamfundet, så foreninger har en økonomisk buffer, hvis medlemstal falder, anlæg lukkes, eller aktiviteter suspenderes.

En national strategi, der anerkender idræt og fritidsfællesskaber som en del af samfundets samlede beredskab og ikke som en luksus. Men som nødvendig social og demokratisk infrastruktur.

Vi skal investere i det indre forsvar

I Danmark er vi klar til at foretage de nødvendige militære investeringer. Det kan der ikke være tvivl om mere.

Men vi skal også prioritere investering i vores samfunds modstandskraft, sammenhængskraft og fremtidige stabilitet. Og dette vil alt andet lige være et lille beløb i forhold til de kr. 350 mia. kr., der investeres i militær oprustning.

Hvis vi ønsker at være et samfund, der ikke blot overlever, men står stærkt efter en kommende krise, må vi ikke kun investere i kampfly, kugler og pansrede køretøjer.

Vi må investere i mennesker, fællesskaber og idræt. For det er netop den indre oprustning, som holder samfundet sammen. Og dét vi i sidste ende forsvarer.