Idrætsfaget er under pres — det er en politisk fejlprioritering

Senest har jeg som jurymedlem for prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer haft fornøjelsen af at læse nogle af alle de flotte ord elever, forældre, lærerkollegaer, ledere og foreningslivet har om de indstillede idrætslærere.

Selvom det er værdsat, at DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt hylder idrætslærerne gennem dette initiativ, kan og bør det ikke forblive en enkelt hyldest – den bør være et centralt element i en national strategi for fremtidens folkeskole og samfund.

Idrætslærerne er meget mere end undervisere i boldspil og konditionstræning. De fungerer som brobyggere mellem skolen og det lokale foreningsliv og som katalysatorer for sundhed og trivsel blandt børn og unge.

Det er en rolle, der politisk bør anerkendes og prioriteres i langt højere grad.

Hvis vi ønsker, at børn og unge skal være mere aktive og trives bedre, må vi skabe de nødvendige rammer for, at idrætslærerne kan udfylde deres potentiale.

Jeg har ofte oplevet idrætslærere, der inddrager lokalsamfundet i undervisningen, som introducerer elever til lokale idrætsforeninger og som skaber inkluderende fællesskaber både i og udenfor skolen.

Dette blot som få ud af mange eksempler, der bidrager til at realisere de politiske ambitioner om at styrke vores børns trivsel.

Hvis det skal fortsætte, kræver det, at der er politisk vilje til at investere i idrætsfaget og lærernes forhold til faget.

På trods af de høje forventninger til idrætslærerne er det i den seneste tid blevet tydeligt, at faget stadig kæmper med en lavere status i forhold til andre fag.

Hvis vi som samfund mener noget med, at sundhed og trivsel skal være centrale elementer i vores uddannelsessystem, er det afgørende, at idrætsfaget har samme prioritet som de øvrige kernefag.

Malene Vissing Tønder
Næstformand, Dansk Skoleidræt, Formand, det idrætsfaglige udvalg

Politiske beslutninger, som afskaffelsen af idrætsprøven, reduktionen af minimumstimetallet for idræt og den manglende prioritering af formelle idrætsfaglige kompetencer i indskolingen sender et bekymrende signal til mine idrætskollegaer og mig.

Hvis vi som samfund mener noget med, at sundhed og trivsel skal være centrale elementer i vores uddannelsessystem, er det afgørende, at idrætsfaget har samme prioritet som de øvrige kernefag.

Denne manglende prioritering mærkes tydeligt blandt de idrætslærere, som jeg møder både i min lokale hverdag, men også når jeg kommer rundt i landet.

I samtaler med idrætskolleger oplever jeg en stigende frustration over, hvordan faget behandles, hvilket ikke blot påvirker deres arbejdsglæde, men også deres oplevelse af status og anerkendelse som fagprofessionelle.

Mange idrætslærere fortæller mig, at de oplever, at det hårde arbejde, de lægger i at skabe bevægelsesglæde og trivsel for eleverne, ikke bliver værdsat på samme måde som i de boglige fag.

Min frygt er, at det kan svække motivationen og gøre det sværere at opretholde den energi og kreativitet, der er så afgørende for at levere inspirerende og inkluderende idrætsundervisning.

Idrætsfaget er en hjørnesten i grundskolen og bør stadig prioriteres af vores politikere.

Malene Vissing Tønder
Næstformand, Dansk Skoleidræt, Formand, det idrætsfaglige udvalg

Når børn og unge trives og er fysisk aktive, forbedres deres muligheder for læring og deres mentale sundhed styrkes.

Samtidig er idrætsundervisningen med til at skabe sociale fællesskaber og inklusion, hvilket igen bidrager til samfundets sammenhængskraft.

Idrætsfaget er en hjørnesten i grundskolen og bør stadig prioriteres af vores politikere.

Hvis vi ønsker, at idrætslærerne skal have gode rammer for at fortsætte med at gøre en forskel, bør vi sikre, at idrætsfaget og idrætslærerne får den plads og anerkendelse, de fortjener.