Lykke Friis: Undervejs på min tyske fodboldrejse er det gået op for mig, at sporten er et spejl på nationen

”Du ikke væk med transport. Nu skal du først spise,” lød den gebrokne melding, som reddede Fritz Walters liv. Transportens destination var en af de berygtede fangelejre i Sibirien…

Men det var ikke kun 1954, der fandt vej til den tyske historiebog. Det samme gjorde sig gældende for 1990, 2006 og 2014.

Da Andreas Brehme scorede på straffespark i Rom i 1990, var det første gang, der blev jublet både i Øst- og Vesttyskland. Berlinmuren var faldet få måneder forinden, og under dette VM tog tyskerne forskud på genforeningen. Er man i tvivl om det, skal man bare gense den prisbelønnede film ”Goodbye Lenin”, hvor hovedpersonen Alex nyder det tysk-tyske festfyrværkeri fra toppen af et østtysk højhus.

Franz Beckenbauer, der nu havde vundet VM både som spiller og træner, forstod dog ikke helt, hvor vigtigt det var, at Tyskand netop i disse måneder gik på listefødder. Mange europæere med den britiske premierminister Margret Thatcher i spidsen frygtede et stort, genforenet Tyskland i en sådan grad, at de helst ville have to af dem.

Mon ikke der vil være et længere afsnit om ”Die Mannschaft” i kanslerens omfattende biografi, der udgives sidst i 2024?

Lykke Friis

Så kansler Helmut Kohl var næppe glad, da Kaiseren på den efterfølgende pressekonference i Rom lod forstå, at Tyskland fremover ville være ”unschlagbar”. For snart kunne landsholdet også trække på talenterne øst for Berlin.

Med diplomatisk snilde lykkedes det kansler Helmut Kohl at opnå udlandets accept til genforeningen. Det skete bl.a. ved, at det nye Tyskland skulle lade sig fortøjre som en storpolitisk Gulliver. Tyskerne sagde farvel til deres elskede D-Mark, som ligesom landsholdet ellers havde været en vigtig del af deres nye identitet. D-Mark-nationalisme, som et alternativ til tidligere tiders aggressive form for nationalisme, var blevet et nyt begreb.

”Fahr’n auf der Autobahn”

Trods alt dette var Tyskland for mange europæere fortsat primært et land, man kørte igennem, når man skulle feriere ved mere sydlige himmelstrøg. ”Fahr'n fahr'n auf der Autobahn”, som Kraftwerk sang i 1970’erne, jovist, men altså ikke for at se Hamborg, München eller Weimar.

Og jo, Tyskland var fortsat det land, som alle helst ville slå på foldboldbanen. Tag bare det danske landshold, der triumferende sang ”Deutschland, Deutschland alles ist vorbei” på rådhusbalkonen i København efter det danske fodboldmirakel – EM-finalesejren i 1992 over Tyskland!

For de fleste uden for Tyskland var det en lise, at Beckenbauer var en større fodboldstrateg end spåmand. For med undtagelse af EM i 1996 lod de tyske triumfer vente på sig.

Men så kom 2006 og det tyske sommereventyr (”Sommermärchen”). Allestedsnærværende Franz Beckenbauer havde skaffet VM i Tyskland. Selvom Tyskland efter en hjerteskærende exit i semifinalens døende minutter mod Italien måtte tage til takke med bronzen, vandt Phillip Lahm, Bastian Schweinsteiger og Lukas Podolski tyskernes hjerter. Og hvad der var endnu vigtigere: Resten af Europa, ja verden, var så begejstrede over Tyskland uden for fodboldlægterne, at tyskerne fandt ud af, at de måske alligevel havde noget at være stolte af.

Jo længere VM varede, jo mindre forkrampede blev tyskerne, og jo flere tyske flag kom op på bilerne, i vinduerne og sågar i katalogerne for tysk julepynt!

Lykke Friis

Et moderne, åbent Tyskland i balance med sig selv; en antitese til det Tyskland som præcis 70 år forinden havde afholdt OL. Jo længere VM varede, jo mindre forkrampede blev tyskerne, og jo flere tyske flag kom op på bilerne, i vinduerne og sågar i katalogerne for tysk julepynt! Især det sidste havde jeg svært ved at komme mig over. I 1970erne udbrød min tyske tante med rædsel, da hun så Dannebrog på vores juletræ i Gentofte: ”Um Gottes Willen, er I nationalister?”

Men den tyske fodboldrejse stoppede ikke her. I 2014 var det nærmest, som om der opstod en symbiose imellem fodboldlandsholdet og den tyske regering.

År med socialdemokratisk domineret styre blev afløst af en konservativt ledet regering, der for første gang havde en kvinde i spidsen: Angela Merkel. Tysk økonomi kom op i fart, og regeringen erkendte for alvor, at Tyskland var blevet et Einwanderungsland. Så nu gjaldt det om at integrere de mange nytilkomne, som for øvrigt var uundværlige for landets industri.

Landsholdet blev her en slags integrationsmotor eller paradeeksempel på, at mangfoldighed og multikulti var vejen frem. Indvandring og integration gjorde ganske enkelt Tyskland til et bedre og mere slagkraftigt land. Se bare på landsholdet, der spillede fejende flot fodbold i Brasilien og løftede VM-pokalen med stribevis af spillere med ”migrationsbaggrund” på holdet, såsom Jerome Boateng, Mesut Özil, Sami Khedira og for den sags skyld ”polakkerne” Miroslav Klose og Lukas Podolski. Og landsholdet kom naturligvis til at indgå i utallige af kanslerens taler og markeringer.

Og mon ikke der vil være et længere afsnit om ”Die Mannschaft” i kanslerens omfattende biografi, der udgives sidst i 2024?

Bogen, der mangler

Under alle omstændigheder vil kanslerens biografi snart være en del af min omfattende tyske bogsamling med romaner, politiske biografier og bøger om tysk historie, der aldrig synes at stoppe.

Ikke overraskende har jeg også en stor sektion med tyske fodboldbøger. Biografier om Franz Beckenbauer og Karl-Heinz Rummenigge, Ronald Rengs gribende bog om landsholdsmålmand Robert Enke, der begik selvmord og utallige bøger om yndlingsklubben over dem alle, Bayern München. Sågar bøger, som kun omhandler en enkelt kamp, indgår i min samling: VM-semifinalen i 1982 mod Frankrig og VM-semifinalen mod Brasilien i 2014.

Men indtil for nylig havde jeg ikke en bog om 1974. Og jeg tror egentlig aldrig, jeg havde savnet en. Ikke alene er 1974 før min tid, bortset altså fra Tip & Tap og skriget fra Schwarzwald; 1974 indgår heller ikke - i modsætning til 1954, 1990, 2006 og 2014 – i fortællingen om det nye Tyskland. Så måske var 1974 blot et fodbold- og ikke et historisk år? Maskotterne, Gerd Müller 2-1, og Kaiser Franz, der løftede pokalen. Ende, aus, vorbei.

Paradoksalt nok er det faktisk en af pointerne i Ronald Rengs bog om 1974. Ganske vist kan de fleste, der levede dengang fortsat huske, at DDR sensationelt slog Vesttyskland i Hamborg.

Men turneringen satte sig ikke varige tegn i tysk historie eller selvforståelse. Turneringen fandt sted i en tid, hvor enhver sportsbegivenhed var uløseligt forbundet med terrorangrebet på OL i München i 1972. Det måtte pinedød ikke ske igen.

Spillerne var derfor buret inde langt væk fra stadion på kedelige sportshoteller. Ingen måtte forlade værelserne (selvom målmand Sepp Maier og Uli Hoeness ikke kun dy sig). Selve sejrsceremonien og æresrunden efter finalen tog eksakt 11 minutter.

Alt dette skyldtes ikke kun 1972, men i høj grad også det faktum, at Vesttyskland oplevede en terrorbølge iværksat af Rote Armee Fraktion. Det var med andre ord en gravalvorlig tid, hvor det næsten forekom upassende at glæde sig over fodbold.

Det var der så heller ikke mange, der virkelig gjorde. Få dukkede op, da verdensmestrene kørte fra Olympia Stadion til Hilton Hotellet, hvor der blev holdt en steril reception (uden ”spillerkonerne”). Og borgmesteren i München havde for længst gjort det klart, at han ikke skulle nyde noget af at holde reception i en terrortid.

Det hele endte sågar med, at holdet holdt fest forskellige steder i byen, og at selveste Gerd Müller trak stikket til landsholdet.

Fodbold-EM i Tyskland i 2024 kunne i hvert fald også være en effektiv hæfteklammer for tyskernes (og europæernes) erindring af Putins brutale krig, Donald Trumps mulige anden periode og Alternative für Deutschlands fremgang.

Lykke Friis

Men giver det så overhovedet mening at skrive en hel bog om 1974? Kan man virkelig skrive næsten 500 sider om den 22. juni 1974, hvor DDR slog Vesttyskland på mål af Jürgen Sparwasser?

Ronald Reng giver selv svaret. Kampen er en ”hæfteklammer for tyskernes erindring, der holder sammen på den tids historiske og samfundsmæssige begivenheder”.

Hovedpersonerne i bogen er derfor hverken Gerd Müller eller Franz Beckenbauer; det er derimod Matthias Brandt, søn af Willy Brandt, det er den dømte terrorist Klaus Jünscke, turistguiden Doris Gercke og hidtidigt ukendte østtyske fodboldspillere som Lothar Kurjuweit og Gerd Kische.

Den eneste vesttyske stjerne, der for alvor får omtale, er ham, som kun spillede sølle 20 minutter under hele VM, nemlig Günter Netzer. Med afsæt i, hvor disse og flere personer opholdt sig den 22. juni, fortæller Reng deres historie og dermed også historien om 1970erne.

Så ”1974” er ikke en fodboldbog; det er samfundshistorie på øverste hylde, som giver et unikt indblik i Rote Armee Fraktions indre liv, kansler Willy Brandts exit efter afsløringen af, at Stasi havde plantet en spion på hans kontor og i østtyskernes hverdag.

Ambitionsniveauet er ikke til at tage fejl af: kan man virkelig indfange en hel epoke, halvfjerdserne, igennem en enkelt fodboldkamp eller enkelt dag?

Mit svar er ja, men bedøm selv. Og hvem ved, måske bogen danner skole?

Fodbold-EM i Tyskland i 2024 kunne i hvert fald også være en effektiv hæfteklammer for tyskernes (og europæernes) erindring af Putins brutale krig, Donald Trumps mulige anden periode og Alternative für Deutschlands fremgang.

I modsætning til 1974 ville der dog ikke være en tysk anfører, der løfter pokalen til sidst. Det ville ellers i sig selv have været et symbol på dagens Tyskland. Anføreren hedder nemlig Ilkay Gündogan, født i Gelsenkirchen af andengenerations tyrkiske Gastarbeitere. I tråd med den polarisering, der i disse år karakteriserer Tyskland, ville det imidlertid ikke have skabt glæde i hele det politiske spektrum.

Fodbold er nemlig ikke kun fodbold; den er og bliver også et spejl på nationens udvikling – 1954, 1974, 1990, 2006, 2014 og 2024.

God læselyst

Lykke Friis