Padelforbund klager over DIF-top til Etisk Komité

Dansk Padelforbund indgiver officiel klage over DIF-afgørelse i sag om lottomidler. Uafhængig etisk komité skal nu høre DIF's version af forløbet, før man tager stilling til, om komitéen går ind i sagen.

DIF-formand Hans Natorp er ikke bekymret over klagen fra Dansk Padel Forbund.
DIF-formand Hans Natorp er ikke bekymret over klagen fra Dansk Padel Forbund.Foto: Ritzau Scanpix
Rasmus Dahl Løppenthin

Konflikten mellem Dansk Padel Forbund, DIF og Dansk Tennis Forbund fortsætter.

Efter offentlige anklager om kammerateri og inhabilitet mod DIF-toppen har Dansk Padelforbund nu indgivet en officiel klage over, at Danmarks Idrætsforbund har placeret padelsporten i regi af Dansk Tennis Forbund.

Det sker i en skrivelse sendt til DIF's uafhængige organ Etisk Komité, som har til opgave at vurdere spørgsmål om good governance og etik.

"Vi mener ikke, vi har fået en ordentlig behandling, og derfor vil vi have dem til se på sagen med friske øjne," siger Dansk Padel Forbunds formand, Ole Egholm.

Urolighederne mellem Dansk Padel Forbund og Dansk Tennis Forbund har ulmet i en årrække. Og sagen er senest blusset op, fordi DIF i august valgte at optage padelsport som en officiel idrætsgren og placere den i regi af Dansk Tennis Forbund. Tennisforbundet fik samtidig støttekroner til at ansætte en turneringsansvarlig inden for padel.

Vi mener ikke, vi har fået en ordentlig behandling.

Ole Egholm
Formand, Dansk Padel Forbund

DIF begrunder beslutningen med, at man gerne vil støtte den eksplosivt voksende padelsport, men endnu ikke kan optage Dansk Padel Forbund, der først blev stiftet i august 2017. Idrætsparaplyens vedtægter fastslår, at DIF tidligst kan optage medlemmer, fem år efter deres stiftelse.

Men den forklaring preller af på Dansk Padel Forbund

"Det er os, der har skabt den store vækst for padelsporten. Og DIF vidste udmærket, at vi ønskede at blive optaget som medlem, da de traf beslutningen om at lade tennisforbundet stå for padel. Vi føler os utrolig dårligt behandlet, og derfor håber vi, Etisk Komité vil gå ind i sagen," siger formand, Ole Egholm.

Fastholder mistanke om inhabilitet

I klagen beder man blandt andet Etisk Komité tage stilling til, om DIF's beslutning hviler på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Padelforbundet fremhæver i klagen, at man arrangerer det klart største Danmarksmesterskab, ligesom Dansk Padel Forbund organiserer de danske padellandshold, der i denne uge deltager ved EM i Bilbao.

I klagen fra Dansk Padel Forbund spørger man også Etisk Komité, om DIF's direktør Morten Mølholm Hansen er inhabil i sagen, når han samtidig er bestyrelsesmedlem i Birkerød Tennisklub. Juridiske eksperter har fastslået over for Altinget, at der ikke er kød på mistanken om inhabilitet, men Dansk Padel Forbund vil alligevel have Etisk Komité til at se på sagen.

Læs også

Derudover vil forbundet have Etisk Komité til at vurdere, hvornår Dansk Padel Forbund formelt kan blive optaget som medlem. Ifølge DIF-toppen kan det tidligst ske på det første årsmøde, efter forbundet har passeret fem års-grænsen - altså i forsommeren 2023. Men den fortolkning bestrider Dansk Padel Forbund.

"Ville det være mere korrekt, jævnfør DIF's optagelseskriterier at konstatere, at Dansk Padel Forbund tidligst vil kunne optages 18. august 2022, altså om mindre end et år," spørger padelforbundet i klagen.

Jeg vil fortsætte min dialog med Ole Egholm, som har en direkte hotline til mig. Jeg håber, han vil gøre brug af den.

Hans Natorp
Formand, DIF

DIF: Har fulgt vores vedtægter
Altinget har været i kontakt med Etisk Komités formand, Ole Borch, som ikke vil kommentere sagen eller oplyse, om man har tænkt sig at komme med en udtalelse. Han henviser til komitéens forretningsorden, hvor det fremgår, at DIF nu skal høres, før komitéen afgør, om man vil gå ind i sagen.

Danmarks Idrætsforbund formand, Hans Natorp, har noteret sig klagen, men er ikke bekymret for, om man får kritik.

"Vi har truffet beslutninger, der er helt i overensstemmelse med vores vedtægter," siger han.

Hans Natorp har af flere omgange opfordret til, at parterne i sagen begraver stridsøksen og i stedet begynder at samarbejde for at styrke padelsporten. Og klagen fra Dansk Padel Forbund rokker ikke ved den position.

"Jeg vil fortsætte min dialog med Ole Egholm, som har en direkte hotline til mig. Jeg håber, han vil gøre brug af den," siger Hans Natorp.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Natorp

Formand, DIF
Ingeniør, Insead Board and Management Program

0:000:00