R i København: Fritidspasset løser ikke problemet for fattige børnefamilier

En stille katastrofe

Børnefattigdommen er stigende, det var den allerede, inden kontanthjælpsreformen trådte i kraft, alene i København er der aktuelt over 5.000 fattige børn.

Vi taler om børn, der mangler madpakker, fodtøj og overtøj, der passer til årstiden.

Det er faktisk en lille, stille katastrofe. For fritidslivet er ikke bare tidsfordriv.

Frederikke Alban (R) og Christopher Røhl (R)
Hhv. kandidat og spidskandidat, København

I den sammenhæng kan det lyde ligegyldigt, at der selvfølgelig heller ikke er adgang til fritidsaktiviteter, for det koster penge, og det kræver ofte også særligt udstyr.

Men det er faktisk en lille, stille katastrofe. For fritidslivet er ikke bare tidsfordriv.

Det er en nøgle til fællesskab, trivsel og dannelse, og netop fritidsaktiviteter kan være den afgørende faktor, der giver børn fra fattige og udsatte familier en tiltrængt pause fra en presset hverdag.

Derfor har man indført et såkaldt fritidspas, der skal give udsatte børn mulighed for at kunne deltage i nogle af de samme ting som deres jævnaldrende kammerater.

En fremragende ordning, men i Københavns Kommune har man desværre valgt, at fritidspasset kun kan bruges til offentlige tilbud.

Med andre ord, børn, der i forvejen lever i fattigdom og mistrivsel, får ikke adgang til fritidstilbud på samme vilkår som deres kammerater, da private aktører som danseskoler, tegneskoler og fitnesscentre er udelukket. 

Formes af fællesskaberne uden for skolen 

Vi taler meget om forebyggelse i politik. Hvis vi virkelig mener det, burde fritidspas være noget af det mest oplagte at investere i.

Hver krone, vi bruger på at give et barn adgang til fællesskaber, kommer tifold tilbage i form af bedre trivsel, lavere frafald i skolen og færre sociale problemer senere i livet.

Med 5.000 fattige børn bør København gå forrest og vise, at vi tager børns trivsel alvorligt.

Frederikke Alban (R) og Christopher Røhl (R)
Hhv. kandidat og spidskandidat, København

Ordningen er fantastisk og skal bestå, men den bør inkludere alle fritidstilbud, også de private.

Det er SMVdanmark, der midt i efterårsferien fremlagde tallene for, hvor mange kommuner, der giver udsatte børn fuld adgang til hele paletten af fritidsaktiviteter, og det er desværre kun halvdelen af dem.

Når vi taler trivsel, handler debatten hurtigt om normeringer og faglige test.

Gode skoler og daginstitutioner er helt afgørende for os som radikale kandidater, men vi må ikke glemme, at børn i høj grad formes af de fællesskaber, de er en del af, ikke mindst uden for skolen.

Et barn, der går til dans eller finder fællesskab i et fitnesscenter, lærer samarbejde, disciplin og glæden ved at mestre noget.

Et barn, der spiller i band eller står på en teaterscene, oplever at have en stemme og blive set. Det er her, selvtilliden bygges, og venskaberne, som kan bære et helt liv, opstår.

København skal gå forrest

At nægte udsatte børn adgang til visse fællesskaber er både uretfærdigt og kortsigtet.

Med 5.000 fattige børn bør København gå forrest og vise, at vi tager børns trivsel alvorligt.

Det betyder konkret, at fritidspasset skal gælde både private- og foreningstilbud.

Samtidig bør vi styrke indsatsen for at opsøge børn, der ellers ikke selv finder vej ind i foreningslivet, og vi skal begynde at tale om kultur, fritid og fællesskab som en lige så vigtig del af børns liv som dansk og matematik.

Som kommunalpolitikere er vi desværre handlingslammede i forhold til at forhindre de meget alvorlige konsekvenser af kontanthjælpsreformen, da vi simpelthen ikke må tilbyde kompenserende ydelser.

Men vi skal som minimum gribe enhver chance, hvor lille den end kan synes, for at hjælpe byens fattige og udsatte børn ind i fællesskaber.