
Der står oprustning på dosmersedlen hos Sparta Atletik og Løb.
I den forbindelse har klubben ansat Jesper Lind Andersson som ny kommerciel chef.
Den nye chef udtaler i en pressemeddelelse, at det nye job er "et ønskejob" for ham.
"Jeg elsker at arbejde med den kommercielle side af sporten, og løb har altid været en stor del af mit liv," udtaler Jesper Lind Andersson.
Han kommer direkte fra en stilling som kommerciel chef hos podcastbureauet GoLittle.
Men det er ikke første gang, at han skal arbejde i sportens verden. Forinden podcastbureauet var han ansat som kommerciel direktør i både DBU og TV 2 Sport.
Jesper Lind Andersson bliver hurtigt kastet for løverne. Hans første store opgave bliver nemlig DHL Stafetten, der løber af stablen 26. til 30. august.
Men der venter endnu en opgave for den nyansatte chef om to år.
"Alene frem mod VM-værtskabet i 2026 venter der en meget stor opgave med blandt andet forhandlinger om rettigheder og organisering af hele det kommercielle område, hvor Jesper Lind Anderssons erfaringer og tilgang bliver helt afgørende," lyder det fra den administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb, Dorte Vibjerg.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Generalsekretær: Foreningslivet er ikke nostalgi og kulturarv. Det er samfundskritisk infrastruktur
- Her er idrætsaktørernes ønsker til en ny regering: "Vi aner ikke, om vi er købt eller solgt"
- Her er ni vigtige politiske debatter på Idrætsmødet
- Debatten om mistrivsel i skolerne overser en oplagt kur: Foreningslivets frirum





















