Transparency International: Udenlandsk kapital er doping for sportsledere

De tider er forbi, hvor man kan begå sig i elitesport uden brug af præstationsfremmende midler og metoder. Spørgsmålet er så, om de midler og metoder man bruger, er lovlige eller ulovlige. Men doping, det er det.

Sådan er det jo også for idrættens organisationer og de store sportsklubber. Klubberne med de største budgetter, er også over tid dem, der vinder flest medaljer.

Det er der sådan set ikke noget galt i. Det er udtryk for, at elitesport koster, og at moderne idræt udover at være rammen om sportslig aktivitet, også er en moderne forretning. Risikovillig udenlandsk kapital er derfor en slags doping for sportsledere. Som ved de stoffer og metoder udøverne bruger, er der også god og dårlig kapital.

Forskellige interesser

Et centralt spørgsmål må være, hvilken interesse har investorer i at gå ind i moderne sport. Der har vel traditionelt været to.

Hvor det kan være svært og tage mange år, at få ændret reglerne på internationalt plan, så ligger der en løsning lige for. Nemlig hos idrættens organisationer.

Jesper Olsen
Formand, Transparency International Danmark

Det ene er mæcenen, der ud fra mere filantropiske interesser og måske gammel kærlighed til klubben, vælger at støtte sin gamle hjerteklub. Den anden er mere forretningsorienteret, hvor man ser sport som en god investering og forrentning af sine penge.

Over de senere år er der vel kommet to typer mere på banen. Den ene gruppe kan man samle under betegnelsen 'sportswashing', hvor eksempelvis flere arabiske og russiske rigmænd har købt sig ind i store fodboldklubber, for dermed at få den goodwill, der følger med en loyal fanbase.

En hel særlig moralsk problematik, der udspiller sig i forhold til menneskerettigheder og nu Ruslands krig i Ukraine.

Den tredje gruppe, og den ser man mere på lavere sportsligt niveau, er investorer hvor man ikke altid ved hvem, der er de reelle ejere, og hvor man kan sidde tilbage med en fornemmelse af, at her er der tale om mere risikovillig kapital.

Jo længere væk vi er fra toppen, de store sponsorater og lukrative TV-aftaler, jo mere må man stille spørgsmålet: Hvad er deres motiv for at investere i lavere rangerende klubber?

Krav til ejere

Fra Transparency International Danmark har vi flere gange opfordret fodbolden til selv at stille krav om, at man skal kunne se hvem de reelle ejere er. Det der også hedder 'beneficial ownership'. Kun på den måde er det muligt for klubberne at foretage den nødvendige due diligence i forbindelse med salg og investeringer.

Hvem er det, der nu får bestemmende indflydelse på vores klub? Hvad er det for en risiko vi påtager os? Kan de leve op til deres betalingsforpligtelser, så vi kan blive ved med at betale løn til vores ansatte spillere?

Når vi helt generelt går meget op i transparens i ejerforhold, så hænger det sammen med, at det kan være med til at holde de brådne kar ude, forebygge hvidvask og sikre myndighederne gode muligheder for kontrol og efterforskning, hvis der er noget at komme efter.

Læg dertil det moralske. I sport er fans passion, følelser og loyalitet en handelsvare. Dem skylder man, at der er orden i penalhuset.

Lovgivning om åbenhed

Danmark er et af de lande, der har nogle af de mest gennemsigtige regler om ejerskab gennem vores selskabsregister. Her kan man se de reelle ejere – lige indtil vi rammer landegrænsen. I forbindelse med sagen om de nye ejere i Esbjerg Boldklub, der stoppede gennemsigtigheden, da man nåede selskabsregistret i Hong Kong.

Hvor det kan være svært og tage mange år, at få ændret reglerne på internationalt plan, så ligger der en løsning lige for. Nemlig hos idrættens organisationer.

De kan jo stille krav om, hvilke krav man skal leve op til, for at kunne spille i deres turneringer, og dermed beskytte sportens integritet. Da vi rejste det forslag i efteråret, blev vi hældt ned af brættet af Divisionsforeningen.

Heldigvis er de kommet på bedre tanker. Jeg hilser det derfor meget velkommen, når divisionsforeningen på DBU's årsmøde i marts 2022 kunne fortælle, at man inden udgangen af marts, ville komme med nogle nye krav om gode ejerskaber. De skal ikke kun handle om udlændinge, men om alle, blev det understreget.

Det sidste kan jeg kun være enig i. Risikovillig kapitel er risikovillig uanset hvor pengene kommer fra. Det eneste punkt, hvor der er forskel, er lovgivningen om åbenhed om det reelle ejerskab, som beskrevet i dette indlæg.