Dag 1: Drænende coronatest

Vil du med til De Olympiske Lege i Tokyo som den danske regerings officielle repræsentant - som fungerende sportsminister? Sådan lød tilbuddet fra Statsministeriet, da det viste sig, at kulturminister Joy Mogensen på grund af lykkelige omstændigheder ikke selv måtte flyve til Japan for at repræsentere Danmark.

Det vil jeg da rigtig gerne, nærmest fløj det ud af munden på mig. Men først skulle der koordineres med familien, da rejsen kolliderede med den sidste uge af en aftalt familieferie. Heldigvis var de enige i, at opgaven var for vigtig og for spændende til at sige nej til.

Nu er jeg så af sted. Langt om længe. Dag 1 for mig i Tokyo. Nyakkrediteret som Danmarks fungerende sportsminister og den officielle regeringsrepræsentant ved OL. At komme hertil var noget af et bureaukratisk hækkeløb.

På grund af corona har Japan set sig nødsaget til at indføre en langt række restriktioner og sikkerhedsforanstaltninger. Derfor har vi inden afrejse måtte udfylde stakkevis af dokumenter og downloade to apps og en QR-kode, hvor der kan holdes styr på alt fra vores temperatur, coronatests, akkrediteringer mm. Jeg har også måttet tage hele to såkaldte saliva-test i Danmark og en ved ankomsten til Haneda Lufthavnen i Tokyo. Testen handler kort fortalt om, at man skal spytte i en kop - vel at mærke i mængder, der efterlader dig helt drænet og hulkindet efter at have spyttet igen og igen for at nå op til den angivne målelinje på plastickoppen. Fra vi landede i Haneda-lufthavnen til vi kunne køre direkte videre til det Olympiske Stadion gik der ikke mindre end halvanden time med fem stop for at udfylde og kontrollere papirer. En meget sød og hjælpsom medarbejder fra organisationen Tokyo 2020 hjalp os igennem de mange bureaukratiske knæbøjninger.

Testen handler kort fortalt om, at man skal spytte i en kop - vel at mærke i mængder, der efterlader dig helt drænet og hulkindet efter at have spyttet igen og igen for at nå op til den angivne målelinje på plastickoppen.

Rasmus Prehn
Fødevareminister (S)

Et vigtigt element for at komme ind til OL i Tokyo er også, at man på tro og love oplyser, hvilken social boble, man indgår i. Jeg er i boble med bl.a. Danmarks Idrætsforbunds nyvalgte formand, Hans Natorp, og Danmarks ambassadør i Japan,

Peter Taksø Jensen. Det er dem og ikke andre, jeg må køre i bil med, spise med og i det hele taget opholde mig i nærheden af i længere tid ad gangen. Heldigvis er selskabet godt og spændende. Ambassadøren fortæller levende om japansk politik og samfundsform og hele optakten til OL, mens Hans Natorp deler ud af sine mange stærke og spændende visioner for fremtidens danske idrætsliv. Hans har i øvrigt selv deltaget som atlet ved OL i Seoul i 1988, hvor han deltog i sejlads sammen med sin bror, Paul, ligesom han har krydset Atlanterhavet i sejlbåd og foretaget andre spektakulære ture i sejlbåd. Altsammen superspændende at høre om.

Første stop i dagens program var Tokyos Olympiske Stadion, der er en ny renoveret udgave af det olympiske stadion, der blev bygget, da Tokyo var vært for OL første gang for 57 år siden i 1964. Et på alle måder imponerende og topmoderne stadion med gennemtænkt logistik. Men det virker selvsagt tomt og trist, når der i stedet for de 68.000 publikummer, der er plads til, alene er åbnet for atleterne, deres trænere og hjælpere samt ganske få officielle repræsentanter og pressen. Måske få hundrede mennesker i alt.

Det virker selvsagt tomt og trist, når der i stedet for de 68.000 publikummer, der er plads til, alene er åbnet for atleterne, deres trænere og hjælpere samt ganske få officielle repræsentanter og pressen.

Rasmus Prehn
Fødevareminister (S)

Jeg var så heldig, at danske Jakob Larsen (tidligere direktør i det danske atletikforbund) og nuværende direktør for event og konkurrencer i det internationale atletikforbund, Word Athletics, tog imod os og gav en særlig rundvisning “behind the scenes” med tidtagningerne, videoovervågning, kommentatorbokse og meget mere. På turen fik jeg også hilst på det store atletikikon fra min barndom, britiske Sebastian Coe, som jeg som jeg på tv så vinde OL-guld i 1500 meterløb - både i Moskva 1980 og i Los Angeles i 1984. Coe er i dag direktør for det Internationale Atletikforbund, ligesom han var en af de vigtigste aktører, da OL kom til London i 2012. Jeg må indrømme, at jeg blev temmelig star strucked.

Jakob Larsen fik os også helt ned på første parket til finalen i mændenes trespring. En voldsom præstation af de knivskarpe og toptrænede atleter. Det så voldsomt ud, når de trådte forkert og man kunne se smerterne forplante sig i deres ansigter. Alligevel vildt at en trespringers ben belastes med 12-15 gange atletens egen vægt, når der hinkes inden det endelige spring. Spændende at se vinderen, portugisiske Pedro Pichardo, springe og præstere imponerende 17,98 meter. Vildt!

Desværre måtte vi haste videre fra stadion lige inden det danske herrestafethold i 4x100 meter. Vi skulle nå fantastiske Emma Aaastrand Jørgensen og finalen i 500 meter ener kajak. De danske stafetløbere slog ellers dansk rekord og var sølle 22 hundrededele af et sekund fra at kvalificere sig til finalen. Pokkers.

På kajakstadion var der trods corona god stemning og store forventninger. Og inden startskuddet blev der spillet spændingsmusik for at sikre suspense og ekstra lir. Selvom et sådan 500 meterløb tager under to minutter, er der alligevel plads til en følelsesmæssig rutchebanetur. På en storskærm kan man se nøjagtig, hvordan kajakkerne ligger i forhold til hinanden. Og positionerne når at rykke sig adskillige gange. Heldigvis fik superseje Emma Aastrand Jørgensen kæmpet sig frem til tredjepladsen og en meget flot og imponerende bronzemedalje. Jeg var helt høj og meget stolt over personligt at lykønske hende. Det var endda hendes anden medalje ved dette OL.

Efter møde og middag på den danske ambassade med tv-interviews om arbejdet som dansk sportsminister, er det endelig tid til et af førstedagens absolutte højdepunkt: Nemlig semifinalen i herrehåndbold mellem Danmark og Spanien.

Håndbold var et brag af en oplevelse med forrygende dansk spil. Den spanske keeper gjorde det dog til en mere spændende oplevelse end det havde behøvet at være. Det var nervepirrende og neglebidende intenst til det sidste. Heldigvis havde vi Mikkel Hansen og så stod det danske forsvar mere solidt end bornholmsk granit. Det betyder, at vi er klar til finalen mod Frankrig. Det er så stort!

 Dag 2: Møde med Japans landbrugsminister 

Anden dag i Tokyo begyndte da vækkeuret ringede kl. 23 dansk tid. Og selvom det er kl. 6 i Tokyo kunne det godt mærkes, at første dag havde været lang. Men hvis der skulle være tid i kalenderen til træning, var det tidligt op. Corona-restriktionerne betyder, at jeg ikke må bevæge mig ud for hotellet, men heldigvis har hotellet en lille have. Så kl. 6.30 stod jeg i haven for at løbe runder frem og tilbage, inden varmen for alvor fik fat. Det var faktisk en god oplevelse, selvom det jo giver et indtryk af, hvordan det må være i et fængsel, hvor man kun kan løbe ture rundt i gården. Det var “kun” ca. 30 grader og stadig fugtigt, men det blev hurtigt varmere - især også fordi, det er obligatorisk med mundbind i Japan, selv når man løber ude alene om morgenen.

Corona-restriktionerne betyder, at jeg ikke må bevæge mig ud for hotellet.

Rasmus Prehn
Fødevareminister (S)

Inden dagen for alvor kunne komme i gang skulle vi levere endnu en saliva-test. Så jeg fik lov til endnu en gang at spytte i en kop, inden turen gik til golfbanen Kasumigaseki. De danske kvinder Emily K. Pedersen og Nanna K. Madsen lå på en delt andenplads efter en super runde torsdag. Vi stod klar, da Emily slog ud på første hul på en glohed golfbane. Kontrasten til gårsdagens håndboldkamp var stor. Koncentrationen lyser ud af golfspillerne, når de skal putte. Og for at sikre de optimale betingelser har de japanske arrangører derfor sørget for en lang række officials, som løfter et lilla skilt med ordene “Quiet please”, når man skal være helt stille. Desværre fik Nanna K. Madsen en svær start, men endte med en hæderlig runde og røg kun lidt tilbage i feltet, mens Emily K. Pedersen stadig er helt fremme på en delt tredjeplads.

Skiltet med “Quiet please” kunne man sagtens bruge i andre sammenhænge, men der var absolut ikke brug for det på mit næste stop. Den legendariske arena Kokugikan er normalt stedet, hvor de kæmpestore japanske sumostjerner udkæmper deres brydedueller. Til OL er det stedet hvor boksning finder sted, og det er lidt af en oplevelse at se de toptrimmede atleter udveksle slag. Semifinalerne i letvægt for mænd var et festfyrværkeri af lette, dansende trin og hurtige, hårde stød. Desværre uden dansk deltagelse. Det håber jeg bliver anderledes om tre år. Men bokserne fra USA, Armenien, Rusland, Australien og Cuba var virkelig i topklasse og gjorde det til en mindeværdig begivenhed ved OL. Især for en bokseentusiast som mig.

Det pt. beskedne marked for økologisk eksport kan stige med op til 70 pct

Rasmus Prehn
Fødevareminister (S)

Efter boksearenaen bød den næste del af programmet på endnu et sceneskift, nemlig et besøg hos min japanske ministerkollega Kotaro Nogami med ansvar for landbrug og fiskeri. Det var et besøg, som var planlagt ned til mindste detalje fra de japanske værter. Japan er en super vigtig samarbejdspartner blandt andet på grund af den store fødevareeksport til en værdi af godt 4,8 mia. kr. årligt, men også et marked med kæmpe potentiale for mere eksport. Det er eksempelvis vurderingen, at det pt. beskedne marked for økologisk eksport kan stige med op til 70 pct. Derfor var grøn omstilling af landbruget og økologi også blandt de punkter, som vi drøftede på mødet. Og vi kom også rundt om vigtige emner som afrikansk svinepest i vores konstruktive drøftelse. Det var helt perfekt at kunne slå to fluer med et smæk og også komme i arbejdstøjet som fødevareminister, når jeg nu alligevel er i Tokyo.

Dagen fortsatte i samme ånd med et møde på ambassaden med Taro Kono, som er tidligere udenrigs- og forsvarsminister, og nu minister for administrative reformer og udrulning af Covid19-vaccinerne. Derudover er han også en god ven af Danmark, og derfor var det en god lejlighed til at gøre status for det dansk-japanske forhold og forhåbentlig gøde jorden for et endnu stærkere samarbejde fremadrettet.

Og mens jeg havde møder med ministre vandt de danske kvinder OL-sølv i parløb på cykelbanen. Sådan!

Prikken over i’et og dagens sidste punkt på programmet var en tur tilbage til atletikstadion. Det var en vild oplevelse at se finaler på nær hånd på det smukke stadion. Og vi fik fornøjelsen af at opleve en olympisk rekord på 1500 m for kvinder. Og så var det et kæmpe sus at se de intense stafetter på 4 x 100 m for både mænd og kvinder. Den fart som løberne kommer ned ad langsiden med er helt vild. På kvindesiden var det ingen overraskelse, at Jamaica vandt stafetten, da de havde vundet både guld, sølv og bronze på den individuelle 100 m. For mændene vandt Italien med kun en enkelt hundrededel foran Storbritannien og det betød dobbeltguld til Lamont Jacobs. Imponerende! Og sådan blev det endnu en gang midnat i Tokyo!

Dag 3: Fransk grus i maskinrummet

Efter morgenens løbetur i hotellets have med mundbind på var første stop på dagens program beachvolley. Det olympiske program spænder enormt bredt og derfor er det spændende for mig at opleve nogle af de sportsgrene, som vi ikke ser så meget i Danmark. På stadion var der DJ og officials, der lavede små dansetrin, mens de ordnede banen i spillets pauser. I det hele taget kan man kun være imponeret af de japanske officials, som er forberedt på alle situationer. Da vi kom til stadion var det varmt og solrigt, og vi blev mødt af officials, der havde koldt vand og kølige håndklæder. Da det lunefulde japanske sommervejr 10 minutter efter skiftede til styrtregn, stod de selvsamme officials klar med regnslag til os. På banen endte det i øvrigt med, at de norske mænd fik guld ved at slå et par fra Rusland, mens bronze gik til Qatar.

I fortsat silende regn bevægede vi os den korte vej fra beachvolleybanen over til rostadion, hvor de fire unge piger; Emma Aastrand Jørgensen, Sara Corfixen Milthers, Bolette Iversen og Julie Frølund Funch på flotteste vis havde kvalificeret sig til finalen i 500 m for 4’er kajak. Det var der ikke mange, der havde regnet med på forhånd, og derfor var det fedt at kunne give lidt opbakning til pigerne, som kæmpede i den silende regn, men som i gåseøjne måtte ”nøjes” med en 8. plads.

Næste stop var den olympiske klub, hvor jeg var inviteret på frokost af formand for DIF Hans Natorp, som i den funktion også er formand for den danske olympiske komité. Det er kun medlemmer af den olympiske komité, der har adgang til klubben, så det er lidt mere formelt end andre steder under legene. Vi kom dog alle i vores sportstøj, som er dresscode på stadion, så mere formelt var det alligevel ikke.

Derefter gik turen til Izu og dermed min første og eneste mulighed for at se en lille smule af Japan. Izu er en lille by ca. 2 timer syd for Tokyo, som ligger på en halvø, der også hedder Izu. Det er et populært udflugtsmål for japanerne, da der både er bjerge og strand. Og på vejen dertil kørte vi faktisk lige forbi det berømte Fuji-bjerg, der med sine 3.776 meter er Japans højeste bjerg. Mest kendt er det nok for den meget smukke kegleform, som er afbilledet på utallige traditionelle japanske malerier. I dag var udsigten ikke billedskøn, da bjerget var helt og aldeles gemt i regnskyerne. Heldigvis så jeg det flotte bjerg, da jeg ved ankomsten landede i flyet.

Det var så dejligt at se de entusiastiske japanere på lægterne og dermed få bare en lille fornemmelse af, hvordan det ville have været med tilskuere til OL.

Rasmus Prehn
Fødevareminister (S)

Til gengæld ventede der os en oplevelse af de helt store i vélodromen i Izu. Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen skulle i parløbet forsøge at følge op på flotte danske resultater på cykelbanen, som indtil videre havde givet Danmark to sølvmedaljer. Og jeg skal love for, at rammen var perfekt. Da Izu ligger uden for Tokyo, er der andre restriktioner, der gælder, og det betyder, at japanske tilskuere i begrænset omfang er tilladt på stadion. Det var så dejligt at se de entusiastiske japanere på lægterne og dermed få bare en lille fornemmelse af, hvordan det ville have været med tilskuere til OL.

Der var ingen tvivl om, at Mørkøv og Norman var tændte. Parløb har ikke været på det olympiske program siden OL i Beijing i 2008, og dengang var Mørkøv klar kandidat til en medalje, men havnede sammen med Alex Rasmussen uden for podiet. Det skulle revancheres i dag, og det blev det. En flot præstation af danskerne gav Danmark den 3. guldmedalje.

Retur fra Izu gik turen direkte til håndboldfest, og finalen mellem Danmark og Frankrig. Festen gik dog ikke helt som planlagt, da franskmændene besluttede sig for at kaste grus i maskinrummet. Der var hjertebanken og spænding lige til det sidste. Danskerne fightede og kom tilbage efter ellers at have været et godt stykke bagud i hele kampen, men det var desværre ikke nok.