Debat

2013-visionen, der blev væk

DEBAT: Hvad blev der af løftet om en støtteordning for energirenoveringer, der både var en del af energiplanen og energiaftalen, spørger direktørerne for Arkitektforeningen, Håndværksrådet, Dansk Byggeri og formanden for IDA.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af direktør Jane Sandberg, Arkitektforeningen, formand Frida Frost, IDA, adm. direktør Ane Buch, Håndværksrådet og adm. direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen

Lad os minde om, at regeringen selv har sat sig gode, ambitiøse klimamål for grøn omstilling i hhv. 2020 og 2050, som vi og byggeriets øvrige parter vil arbejde hårdt for at nå. Og vi har en stor indflydelse: Som det er i dag, står den danske bygningsmasse for godt 40 % af Danmarks samlede energiforbrug.

Det er derfor en rigtig dårlig ide at nedprioritere energirenoveringerne på den kommende finanslov.

Vi kan ikke bare udskyde klima- og energiudfordringerne, til der er flere penge i statskassen. Derfor er der brug for en 2013-vision for området. Nu og her.

Det er ikke nogen hemmelighed, at store dele af byggesektoren ligger underdrejet i finanskrisens kølvand. Det har en lang række negative konsekvenser. Ikke mindst når det gælder jobskabelse og vækst. 310.000 danskere har brugt boligjobordningen, og det har helt overvejende været til bygningsformål.

Derfor skønner branchen, at jobeffekten er på den gode side af 4.000 ekstrajob - og vel at mærke renset for de arbejder, som ville være udført uden fradraget. Det er ganske betydelige tal. Ikke mindst i lyset af, at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen ifølge Danmarks Statistik er reduceret med godt 50.000 i løbet af de sidste fire år.

Der er derfor behov for nogle politiske initiativer, som har positiv effekt på mere end klima- og energiområdet. Her bliver støtteordningen til energirenoveringer relevant. Ikke alene fordi støtteordningen kan have en positiv effekt på energiforbruget i den danske bygningsmasse, men i høj grad også fordi ordningen kan have en positiv effekt på beskæftigelsen - og dermed væksten - i Danmark.

Men en støtteordning alene er ikke nok. Vi foreslår derfor en række konkrete tiltag, som bør være en del af en 2013-vision:

  • Den kommende strategi for energirenoveringsområdet skal sikre, at Danmark styrker sine kompetencer på området, så resten af verden i fremtiden køber rådgivning og får inspiration af os.

  • Prioritér støtteordningen til energirenoveringer - også til private boligejere - som et grønt vækst- og jobskabelsesinitiativ på finansloven for 2013.

  • Hæv det alt for lave anlægsloft i kommunerne - især når det gælder energirenovering af offentligt byggeri som skoler, daginstitutioner og ældreboliger.

  • Sæt ind i den almene boligsektor. Her bor mere end én million mennesker, og behovet for energirenovering er stort, fordi en stor del af bygningerne er opført før 1980.

  • Giv et fradrag til boligejere og boligforeninger til arkitekt- og ingeniørfaglig rådgivning i forbindelse med energirenovering, så bygningens arkitektur og kvalitet ikke skæmmes.

  • Involvér befolkningen. Beboere og boligejere har alle brug for konkret viden om, hvad vi kan gøre her og nu for at spare på energien i vores bygninger.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jane Mylenberg

Formand, foreningen Brobyggerne, bestyrelsesmedlem, Ungdomsbureauet
cand.phil. i kunsthistorie (Københavns Uni. 1996), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 2001), master i kommunikation (Aarhus Uni. 2005)

Frida Frost

Innovationschef, DTU Vind og Energisystemer, Leder af PowerLabDK, DTU, Bestyrelsesformand for Experimentarium
Digital Technologies for Business Transformation (CBS, 2021), Cand.polyt. (DTU 1999), prof. bestyrelsesuddannelse (Insead 2012), executive program (Singularity University 2012), G2 Governance & Strategy (Wharton School 2014),

Ane Buch

Formand, Danvak, fhv. adm. direktør, SMVdanmark
cand.mag. i samfundsfag og historie (RUC 1981)

0:000:00