Altid i sort, men glødende rød

PORTRÆT: Dygtig, myreflittig og respekteret både blandt kolleger og politiske modstandere. Selvom Per Clausen (EL) kommer fra et lille parti, er han alligevel en politiker, der bliver lyttet til - også på højrefløjen.
Altinget | Energi og Klima stiller frem til sommerferien skarpt på fire af Folketingets energiordførere.
Altinget | Energi og Klima stiller frem til sommerferien skarpt på fire af Folketingets energiordførere. Foto: Mads Nissen

Han er ikke sådan en, der altid bare siger nej. Han bliver i forhandlingerne.

Anonym kilde
Fra et borgerligt parti
Fakta

CV for energiordfører Per Clausen (EL)
1955 født i Norge
1972-1981 arbejdede som vaskeriarbejder, bilarbejder (satte venstre bagdør på Volvo-biler), fabriksarbejder og
militærnægter.
1988 Cand.phil i samfundsfag fra Aalborg Universitet.
1990-1994 VUC-lærer.
1990-1994 undervisningsassistent på Aalborg Universitet. 
1994-2000 formand for dansk magisterforening.
2001-2004 sekretær i Enhedslisten.
2005 medlem af Folketinget, valgt i Nordjyllands Amt.
Har været energiordfører siden 2005
Er desuden ordfører på følgende 12 andre områder:
-
Dyrevelfærdsordfører
- Energiordfører
- EU-ordfører
- Ordfører vedr. fødevarer, landbrug og fiskeri
- Idrætsordfører
- It-ordfører
- Klimaordfører
- Kulturordfører
- Medieordfører
- Miljøordfører
- Psykiatriordfører
- Sundhedsordfører
- Trafikordfører

Bor privat med Susanne i en lille lejlighed og et kolonihavehus i Aalborg.


Kilde: Folketingets og Enhedslistens hjemmeside
Fakta

PORTRÆTSERIE:
Uanset udfaldet af et kommende folketingsvalg, indtager begge fløjes energiordførerne en nøgleposition i forhold til Danmarks fremtid og position på energiområdet.
Altinget | Energi og Klima stiller i en portrætserie frem til sommerferien skarpt på fire, udvalgte energiordførere, der har været og sandsynligvis vil fortsætte med at være helt afgørende for energipolitikken i det kommende folketingsår.

 

Han er altid klædt i sort T-shirt, sorte jeans, og sorte sko og kun få gange i sit liv har han båret slips. Men det har været under fremmede himmelstrøg og mest for ikke at vække opsigt.

Energiordfører Per Clausen fra Enhedslisten vil ikke forstyrre folk med sit udseende, siger han. Til gengæld holder han sig ikke tilbage med at forstyrre ministre og folketingsmedlemmer med spørgsmål og stædigt fastholde kravet om et gyldigt svar. Med gennemsnitligt 800 §20-spørgsmål om året slår han alle rekorder på trods af den ellers relativt større arbejdsbyrde, der er forbundet med at tilhøre et parti, der kun tæller fire MF'ere.

Spørge-Jørgen
I Enhedslisten er han kendt og værdsat for sit politiske overblik og sin evne til hurtigt at finde ind til det politiske brændpunkt i en sag. Mangler partiet en, man kan sende i salen med hvad som helst lige fra kirkelige emner til intelligente elmålere, så sender man Per Clausen, for han kan altid lynhurtigt finde ind til den politiske konflikt, fortæller en kollega.

I det Energipolitiske Udvalg går han for at være lidt af en spørge-Jørgen. Men selv en række af hans politiske modstandere, som Altinget | Energi og Klima har talt med, må indrømme, at der på trods af hans uudtømmelige kilde af Rasmus Modsat-spørgsmål altid bliver lyttet på tværs af politisk overbevisning. Dygtig, velfunderet og seriøs er ord, der igen og igen lyder fra både kolleger og folk, der ellers i øvrigt dømmer hans parti uden for pædagogisk rækkevidde.

Velforberdt og myreflittig
På trods af den relativt store arbejdsbyrde, der påhviler et lille parti, er Per Clausen kendt som den, der hører til de bedst forberedte, når han dukker op til møder. Det gælder både møder i "det grønne segment", men også i blandt andet Folketingets Energipolitiske Udvalg, hvor mange i det skjulte viser sig at være ret imponerede over, at han kan være så godt inde i tingene på trods af en lang række politiske ansvarsområder. Selv svarer Per Clausen på spørgsmålet om, hvordan han kan gabe over 13 ordførerskaber, at det handler om at prioritere benhårdt. På det energipolitiske område undgår han eksempelvis at drukne i tekniske detaljer.

Men sandsynligvis handler det ikke bare om en evne til hurtigt at flække en politisk sag på midten. Den arbejdsomme nordjyde arbejder fra 8 til 22 - også i de mødefri perioder - så konen og kolonihavehuset i Aalborg ser ham kun i weekenderne. Han er den slags politiker, som journalisterne elsker, fordi han altid tager telefonen, og hvis han en sjælden gang ikke svarer, så ringer han altid tilbage og leverer en mundret meningstilkendegivelse, der temmelig sikkert bidrager til artiklens dynamik.

Politisk hukommelse som en elefant
Hvad enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen mangler i politisk hukommelse, det henter hun efter eget udsagn hos Per Clausen, som hun kan ringe til også sent om aftenen for at spørge, hvordan en given politisk sag hænger sammen. 

"Per har et fantastisk politisk overblik. Vi trækker alle på ham, fordi han er så utrolig vidende om mange forskellige områder. Han kan altid huske forhistorien," siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Som tidligere VS'er og med en god kontakt til partiets bagland rækker hans partihukommelse meget langt tilbage i tiden. Selvom han først blev medlem af Folketinget i 2005, har han været politisk aktiv siden starten af 70'erne, hvor en "usædvanlig usympatisk, borgerlig historielærer" talte grimt om VS'eren Erik Sigsgaard og derved kun opnåede, at den 15-årige knægt meldte sig ind i Venstresocialisterne.

Men interessen for energipolitik er af en lidt nyere dato. Det var ikke noget han havde arbejdet med før og begyndte mere som noget, der udsprang af nødvendighed end af lyst. Ud af de få partimedlemmer var det ham, der blev udpeget til at sætte sig ind i det temmelig komplicerede energiområde. Til gengæld er interessen stigende, fortæller Per Clausen, som har tænkt sig at fortsætte som partiets klima- og energiordfører.

Oppositionens samling om klimavision er en sejr
Når Altinget | Energi spørger Per Clausen, hvad der har været hans største bedrift på energiområdet i det forgangne folketingsår, kræver det ikke lang tids granskning at finde et svar. At oppositionen har fundet sammen i enighed om en fælles klimavision har været en stor sejr.

Energipolitikere fra de andre oppositionspartier beskriver Per Clausen som uhyre konstruktiv og kompromisvillig i en forhandlingssituation og som en meget åben og drivkraftig politiker, der har været stærkt optaget af at samle alle oppositionspartierne om en fælles front i klima- og energipolitikken. Nu gælder det om at holde hele oppositionen fast på at stå sammen og afstå fra at indgå "halvdårlige aftaler" med de borgerlige, før og efter valget, siger Per Clausen, som i øvrigt slet ikke kan forestille sig nogensinde at indgå aftaler med V og DF på energiområdet.

Udelukket er det dog ikke, at Enhedslisten ville kunne indgå aftaler med de Konservative. Per Clausen er efter eget udsagn mere optaget af det politiske resultat end af partifarven. Hvis DF ville holde op med at tvivle så meget på, om CO2 er menneskeskabt eller ej, og i stedet fokusere på at blive uafhængig af fossile brændsler, så kunne Enhedslisten såmænd også samarbejde med DF.

Dokumentation

VISION

Borgerne skal have medejerskab til de vedvarende energiprojekter, siger Per Clausen.

Vejen frem mod et grønt og bæredygtigt samfund skal banes i kraft af større folkeligt engagement, mere solidaritet og fællesskab. Værdier, som vil blive vækket endnu mere til live, hvis folk fornemmer en politisk vilje til at gøre noget seriøst ved målsætningerne på klima- og energiområdet.

Borgerne skal inddrages i processen frem mod et fossilfrit samfund, mener Per Clausen. Ligesom på Samsø. Og slet ikke lige som i Østerild. I forbindelse med etablerigen af Anholt Havvindmøllepark var der folk, som viste interesse for at blive medejere, men det kunne ikke lade sig gøre. Det er ærgeligt, mener Per Clausen.

Lokalbefolkningen skal være medejere af de vedvarende energiprojekter. Det er på den måde, at energi og klima kan blive andet end en uforståelig og abstrakt størrelse, der diskuteres i lukkede rum på Christiansborg, mener altså Enhedslistens energiordfører.


0:000:00