DEA: Klimaudfordringen er ikke en månelanding

Lande og regioner rundt om i verden sætter sig i stigende grad for at bruge innovationspolitik til at forfølge løsninger på store samfundsudfordringer som klimakrisen.

Ikke mindst i Danmark, hvor den seneste S-regerings grønne forsknings- og innovationsstrategi fra 2020 introducerede fire teknologiske missioner for: 1) fangst og lagring eller anvendelse af CO2; 2) grønne brændstoffer til transport og industri; 3) klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion og 4) genanvendelse og reduktion af plastikaffald.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har i dag ansvaret for arbejdet med de fire missioner, som både skal skabe nye danske eksportmarkeder og bidrage til at nå klimalovens mål om 70 procents reduktion af drivhusgasudledninger på dansk jord i 2030 og et klimaneutralt Danmark i 2050.

Det er ikke tilstrækkeligt med en strategi for udvikling af grønne teknologier

Jeppe Wohlert
Programleder for forskning og innovation, DEA

Men klimakrisen er et eksempel på en af flere hyperkomplekse kriser, vi står over for i dag. Skal vi indfri klimalovens målsætninger, er det ikke tilstrækkeligt med en strategi for udvikling af grønne teknologier.

Det konkluderer Tænketanken DEA i en ny undersøgelse af, hvad statens missionsdrevne innovationspolitik kan lære af den historiske udvikling og udbredelse af vindteknologier i Danmark.

Klimaet kan ikke sammenlignes med en månelanding

Nutidens missionsdrevne innovationspolitik udspringer af historiske eksempler på forsknings- og innovationspolitiske missioner. Mest kendt er nok Apollo-programmet, hvor den amerikanske regering i 1961 satte sig for at lande en mand på månen og få ham sikkert tilbage igen.

Månelandingen var en teknologisk udfordring og trak på forsknings- og innovationsmiljøer omkring USA's National Aeronautics and Space Administration (NASA).

Imidlertid er nutidens kriser, som faldende fødevaresikkerhed, ulighed i sundhedssystemet og ikke mindst klimaforandringerne, grundlæggende af en helt anden karakter.

Forskere har døbt sådanne kriser wicked problems og beskriver udfordringerne som komplekse, svære at definere, uforudsigelige, kendetegnet ved at være grænsende til allestedsnærværende, at gribe ind i hinanden og at have konsekvenser for hele systemer som eksempelvis socioøkonomiske systemer og klimaet. Her er teknologiske løsninger ikke længere tilstrækkelige.

Udfordringerne kræver også løsninger, som ændrer på vores adfærd og kulturelle tilbøjeligheder, som for eksempel madvaner, flyrejser og affaldshåndtering.

Borgerinvolvering bør få større opmærksomhed i arbejdet med regeringens grønne missioner

Jeppe Wohlert
Programleder for forskning og innovation, DEA

Sådanne adfærdsændringer betragtes i dag ikke som en del af innovationspolitikken til trods for, at de påvirker sandsynligheden for, at løsninger som for eksempel nye teknologierne udbredes i samfundet.

Statens påvirkning af adfærden i samfundet varetages af efterspørgselsorienterede politiske instrumenter i andre ministerier, eksempelvis Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriets offentlige udbud af opførslen af nye energikraftanlæg og prisstøtte til at drive anlæggene.

Og det arbejde foregår i dag uden større koordinering med de teknologiske missioner i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Parallelarbejdet risikerer at forsinke indfrielsen af Klimalovens mål og kan i værste fald betyde, at vi ikke når målene.

Det vil kræve ændringer i vores adfærd

Skal de teknologiske løsninger såsom grønne brændstofteknologier og fangst og lagring af CO2 ud og virke allerede inden 2030, som den tidligere regering satte sig for med den grønne forsknings- og innovationsstrategi, vil det kræve adfærdsændringer på flere planer.

Alene for missionen om grønne brændstoffer peger DEA's undersøgelse på tre opmærksomhedspunkter.

For det første eksisterer der i dag ikke noget marked for grønne brændstoffer. Det er en flaskehals for udviklingen af teknologierne.