Denne uge på Energi og Klima (43)

DENNE UGE: Klima-, Energi- og Bygningsudvalget skal drøfte mulige initiativer under det kommende danske EU-formandskab. Derudover byder ugen på et elbil-seminar på Christiansborg og en international konference på dansk jord om Smart Grid Applied.
Foto: Colourbox
Fakta

Hver uge giver Altinget | Energi & Klima et overblik over de vigtigste begivenheder på området.

I uge 43 afholder Klima-, Energi- og Bygningsudvalget dets andet udvalgsmøde, der blandt andet har det kommende danske EU-formandskab på dagsordenen. Og så kommer spørgsmålet om beskyttelse af havmiljøet i Østersøen, fremme af elbiler i Danmark samt anvendelse af smart grid-teknologi til debat via diverse aktør-arrangementer, der alle afholdes på dansk grund.

Folketinget:
Onsdag kl. 13.30 afholder Klima-, Energi- og Bygningsudvalget dets andet udvalgsmøde efter Folketingsvalget. Udvalgsmedlemmerne skal blandt andet drøfte mulige initiativer under det danske EU-formandskab i første halvår af 2012, herunder afholdelse af et interparlamentarisk møde. På dagsordenen er desuden modtagelse af deputationer, drøftelse af indkomne invitationer fra aktørerne samt gennemgang af EU-bilag.

Der er i skrivende stund ikke planlagt debatter i Folketingssalen eller åbne samråd med relevans for energi- og klimaområdet.

Der er dog blevet stillet en række § 20-spørgsmål til klima- energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R).

Per Clausen, der blandt andet er Enhedslistens klima- og energiordfører, er spørger til størstedelen af de stillede spørgsmål.

Ordføreren ønsker en redegørelse for, hvor stor en risiko for overskridelse af 2 graders-tærsklen, som regeringen finder acceptabel. Derudover ønsker han en redegørelse for, hvordan et udledningsmønster frem mod 2020 og en reduktionssti frem mod 2050 ser ud, hvis 2-graders-målsætningen skal overholdes. Og endelig ønsker han en redegørelse for, om regeringen arbejder for at ændre EU's holdning, så der kommer en målsætning om, at det globale udslip af drivhusgasser skal toppe senest i 2015.

Per Clausen vil desuden have oplyst, hvor stort atmosfærens indhold af drivhusgasser vil være i 2050, hvis udledningen af drivhusgasser frem mod 2020 fortsætter med at vokse med samme gennemsnitlige takt, som de gjorde i perioden 2001-2010.

Dennis Flydtkjær (DF) har stillet to spørgsmål til ministeren. Han spørger, om ministeren kan bekræfte, at tilskudsordningerne til etablering af vindmøller er indrettet således, at det er turbinestørrelsen og ikke vindmøllens reelle ydelse, der afgør støtten. Derudover ønsker han svar på, om der er eksponentielle stigninger i støjniveauet for omgivelserne, når mange vindmøller er placeret i samme område.

Andre arrangementer
Fra mandag til onsdag inviterer Invest in Denmark, Udenrigsministeriet, Transportens Innovationsnetværk og Innovationsnetværket VE-Net til en international konference om Smart Grid Applied In Denmark. En række virksomheder fra blandt andet Europa, USA og Asien ventes at deltage i konferencen. Konferencen vil sætte fokus på, hvordan anvendelse af smart grid-teknologi har bidraget til Danmarks førerposition med hensyn til vedvarende energi og præsentere mulighederne for internationale virksomheder til at deltage i etableringen af et intelligent energisystem i Europa. (Link)

Onsdag fra 9.00-16.30 afholder Det Økologiske Råd et Elbil-seminar i Fællessalen på Christiansborg for brancheorganisationer, kommuner og erhvervet med oplæg og debat om mulighederne ved anvendelse af eldrevne biler i Danmark. Seminaret har titlen "Elbiler nu og i fremtiden", og formålet er at fremme samarbejdet mellem de interesserede aktører i bestræbelserne på at få gang i introduktionen af eldrevne biler i Danmark. (Link)

Onsdag til torsdag afholdes BERAS-konferencen: Diet for a Clean Baltic i København. Formålet med konferencen er at sætte fokus på spørgsmålet om, hvordan man beskytter det sårbare og unikke miljø i Østersøen, hvad de største forhindringer er, og hvordan man overvinder disse. Fokus vil være på, hvordan man kan fremme økologi og genbrug i landbruget. På konferencen vil der desuden blive udvekslet gode eksempler og erfaringer fra forskellige relevante aktører og beslutningstagere. (Link)

0:000:00