DIIS-forsker: Kinas klimatilgang er ikke den mest ambitiøse, men kan være en realistisk vej frem

Det store spørgsmål skal Europa stille sig selv

Koalitionen er bygget på pragmatisme, vækst og partnerskaber, noget der særligt vinder genklang i det globale syd. Af eksempler kan nævnes ASEAN Catalyst Green Finance Facility, hvor Kina står for en stor del af finansieringen, og Special Fund for the China–Africa Green Industrial Chain, der støtter Kinas investeringer i grøn industri og udvikling i Afrika.

Derudover har Kina også grønne samarbejder med Frankrig om projekter i udviklingslande. Kina virker heller ikke voldsomt skuffede over resultatet af årets klimatopmøde.

EU står nemlig over for et strategisk valg mellem at slutte sig til Kina i et fælles lederskab af den grønne koalition eller at fortsætte som hidtil med risiko for at blive ladt tilbage i en ny verdensorden.

Yang Jiang
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Kina har sin egen plan for udfasning af fossile brændsler og for at hjælpe udviklingslande med udbredelse af vedvarende energi, og årets topmøde viser, at grønne energikilder er den nye trend, sagde Kinas vicemiljøminister Li Gao til DR som reaktion på aftaleteksten.

Spørgsmålet er, om en sådan koalitionstilgang vil fragmentere og forsinke den globale klimahandling, eller om lige præcis denne tilgang er den mest realistiske og effektive til at fremskynde den grønne omstilling i en verden med store geopolitiske og økonomiske udfordringer.

Det spørgsmål skal Europa stille sig selv. EU står nemlig over for et strategisk valg mellem at slutte sig til Kina i et fælles lederskab af den grønne koalition eller at fortsætte som hidtil med risiko for at blive ladt tilbage i en ny verdensorden inden for grøn omstilling og klimastyring.

Kinas pragmatiske krav til udviklingslandene

Pragmatisme er første nøgleord i Kinas klimatilgang. Det er tydeligt i Kinas egne nationale klimaplaner, og Kina går ind for pragmatiske krav til udviklingslandene i deres klimaplaner.

Disse planer, kaldet National Determined Contributions eller NDC'erne, er en del af Parisaftalen og skal opdateres hvert femte år, hvor hvert land redegør for, hvor meget og hvordan de vil reducere udledningen af drivhusgasser.

Kinas plan, der lyder på syv til ti procents reduktion fra højeste udledningsniveau inden 2035, opfattes af de fleste som konservativ. Det er et mål, Kina er sikker på at nå til tiden og endda før tid.

Samtidig med at Kina taler højt om behov for pragmatiske krav til udviklingslandene i deres reduktionsmål, har Beijing også stået fast på, at udviklede lande bør bære den største reduktionsbyrde og samtidig hjælpe udviklingslande, særligt i forhold til klimatilpasning. 

En holdning, der deles af mange lande i det globale syd.

Mange af dem prioriterer netop økonomisk udvikling frem for meget ambitiøse klimamål, og de ser det som uretfærdigt, hvis grøn omstilling skal bremse deres økonomiske aktiviteter, eller hvis de skal nedlægge nye fossile brændstofanlæg.

Kinas pragmatiske tilgang er ikke den mest ambitiøse, og om den er tilstrækkelig til at bremse klimaforandringerne, er værd at diskutere.

Dog lægger den stor vægt på implementering og hensyntagen til nationale forhold, især i udviklingslande, hvilket ofte mangler i den europæiske tilgang. Derfor kan dette være en mere realistisk vej frem.

Grøn omstilling som et plusspil

Parallelt med pragmatismen har Kina forsøgt at fremme matematikken bag grøn omstilling som et plusspil, ikke et minusspil for økonomien.

I Danmark har Dansk Industri og en række industrivirksomheder på samme måde advokeret for, at grøn omstilling kan skabe både job og vækst.

Det er noget, EU i høj grad har kæmpet og stadig kæmper med. I Europa hører vi ofte, at for stor satsning på ambitiøse klimatiltag og omlægning til grønne produktionsformer er for dyrt og vil koste arbejdspladser.

Den hurtige opbygning af industrier for vedvarende energi i Kina – herunder solenergi, batterier, vind og elektriske køretøjer – har derimod skabt arbejdspladser, styrket industrigrundlaget og stimuleret innovation, hvor private virksomheder spiller en stor rolle.

Kina har med succes eksporteret nogle af produkterne til det globale marked – landet dominerer inden for litiumbatterier og solpaneler, og det gør store fremskridt inden for vindmøller og andre teknologier.

Europa, som i egen optik længe har været en pioner i grøn omstilling, er i en naturlig position til at slutte sig til koalitionen og indgå partnerskab med Kina om fælles lederskab mod en grønnere fremtid. 

Yang Jiang
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Udviklingen af grønne industrier i Kina har skabt problemer med overkapacitet og forurening i dele af værdikæderne. Der har også været kritik fra EU's side over voldsom priskonkurrence og fortrængning af internationale konkurrenter. Disse problemer skal løses mellem Kina og EU.

Alligevel har mange udviklingslande budt Kinas engagement i at fortsætte udviklingen af grønne industrier og investeringer i fabrikker og vedvarende kraftværker i deres lande velkommen.

De billige produkter og mulig finansiering fra Kina kan forhåbentlig fremme mere investering og tillid til grøn omstilling i udviklingslande.

Med kinesiske produkter og finansiering har Kenya for eksempel bygget det største nettilsluttede solkraftværk i Øst- og Centralafrika, og Marokko er blevet førende inden for batteriproduktion og eksport.

Partnerskaber som forhindring eller springbræt mod multilateralisme

Kinas grønne koalition har taget form gennem bilaterale aftaler og sammenslutninger af udviklingsøkonomier, for eksempel Association of Southeast Asian Nations (ASEAN), den Afrikanske Union og BRICS, sammenslutningen af verdens største vækstøkonomier.

Kinas store internationale infrastruktur- og økonomiske samarbejdsprojekt Belt and Road Initiative spiller også en rolle i den grønne koalition.

Kina fastholder stadig FN som den ultimative og vigtigste institution for spørgsmål vedrørende hele menneskeheden, herunder klimaforandringer, og har for nylig lanceret Global Governance Initiative for at signalere sit engagement i multilateralisme. 

Men når USA trækker sig ud og endda arbejder aktivt for at ødelægge global klimahandling, og nogle lande tøver med at påtage sig klimaforpligtelser på grund af økonomiske eller sikkerhedspolitiske prioriteter, tilbyder grønne partnerskaber et alternativ eller i det mindste et supplement til de globale aftaler.

Ligesom bilaterale og regionale handelsaftaler historisk har vist sig både at kunne være snublesten og springbræt på vejen mod global frihandel, kan de grønne partnerskaber på den ene side aflede opmærksomheden fra klimaaftaler i FN, der er baseret på princippet om "alle ombord".

På den anden side kan de måske bidrage til fremskridt ved at sætte gode eksempler og mobilisere ressourcer.

I de nuværende globale geopolitiske og økonomiske usikkerheder er en grøn koalition af villige en mulighed for et klimalederskab, som både er tilpasset virkeligheden og presser på for forandringer, der bremser klimakrisen.

Europa, som i egen optik længe har været en pioner i grøn omstilling, er i en naturlig position til at slutte sig til koalitionen og indgå partnerskab med Kina om fælles lederskab mod en grønnere fremtid.