Forsker: Klimatopmøderne er en politisk illusion

Af Jens Olaf Pepke Pedersen
Seniorforsker, DTU Space

Hvert år samles 20-30.000 mennesker (heraf cirka 1.500 journalister) et sted i verden for at diskutere klima. Disse klimatopmøder afholdes ofte på eksotiske destinationer som Bali, Doha, Cancún eller Lima, men denne gang var mødet henlagt til den historiske by Katowice i Polen.

Klimabelastningen fra de to uger lange møder svarer i øvrigt til den årlige belastning fra en mellemstor dansk provinsby, og uvist af hvilken grund kommer de største delegationer altid fra en række vestafrikanske lande som Elfenbenskysten, Guinea, Burkina Faso, Benin, Togo og Senegal.

Mødernes hovedresultat er gerne et slutdokument, og da sammenkomsterne har et noget rituelt præg, er det også en del af ritualet, at der skal være dramatik om vedtagelsen af slutdokumentet. Det var der egentlig ikke grund til denne gang, hvor hovedopgaven var at blive enige om en lang række tekniske regler for, hvordan landene skal opgøre deres kulstofregnskaber.

Det eneste dramatiske indslag var derfor, at Brasilien ønskede at få kulstofkreditter for deres store regnskove, hvilket vakte modstand, fordi det ville åbne op for, at kulstofkreditterne kunne tælles med to gange og således underminere hele systemet.

Løsningen blev derfor at udskyde problemet til næste år, men forstyrrelsen var dog nok til at forhandlingerne gik ind i overtiden, hvilket også er en del af ritualet. Da slutdokumentet derfor med et døgns forsinkelse endelig kunne vedtages, skete det med en blanding af gaben og klapsalver.

Mødernes hovedresultat er gerne et slutdokument, og da sammenkomsterne har et noget rituelt præg, er det også en del af ritualet, at der skal være dramatik om vedtagelsen af slutdokumentet.

Jens Olaf Pepke Pedersen
Seniorforsker, DTU Space

Dommedagstaler
Den manglende entusiasme er kendetegnende for mødets beskedne resultat, og offentligheden hæfter sig derfor formodentlig mere ved de mange taler, som mødet også danner rammen om. Denne gang var stjernen den kun 15-årige svenske Greta Thunberg, der ganske vist talte for en halvtom sal, men alligevel brændte så meget igennem på tv-skærmene, at en svensk kirke udråbte hende til at være Jesu efterfølger.

FN's generalsekretær, Antonio Guterres, sagde i sin tale, at klimaændringer er menneskehedens største problem, og formanden for FN's generalforsamling, Maria Espinosa, erklærede endda, at menneskeheden var i fare for helt at forsvinde.

De passionerede dommedagstaler, der italesætter klimaændringer som en eksistentiel krise, står derfor også i skærende kontrast til de beskedne resultater. Det kan der være flere forklaringer på.

Den mere kyniske forklaring er, at politikerne nøgternt set godt ved, at klimaændringer først bliver et problem på lang sigt, men at de bruger klimasagen til en platform, de kan profilere sig på. Og så længe klimaændringerne står højt på den internationale dagsorden, slipper de for at drøfte de mere alvorlige problemer, som planetens stigende befolkning og det globale tab af fri natur og biodiversitet.

En anden forklaring er, at konsensus og diskussioner i et åbent forum og omgivet af vrede aktivister i isbjørnekostumer ikke er en effektiv måde at forhandle internationale aftaler på. Det kan være underholdende at overvære, men det afspejler ikke de politiske realiteter, og derfor ville klimaforhandlingerne være bedre tjent med at foregå mellem de dominerende lande, der så kunne afveje deres interesser direkte med hinanden.

-------

Jens Olaf Pepke Pedersen er ph.d., seniorforsker på Institut for Rumforskning og -teknologi på DTU, hvor han forsker i klimaændringer og arbejder med anvendelse af satellitdata især i Arktis. Han har beskæftiget sig med forskellige aspekter af klimaet i 25 år og arbejdet på Aarhus og Københavns Universiteter, CERN samt på flere amerikanske universiteter. I 2017 vandt han klimaforskning-prisen for årets danske forskningsresultat efter en afstemning på videnskab.dk