Forsker: Forhandlingerne i Baku afslører tre centrale konflikter, der hindrer fremskridt

Men de økonomiske og politiske interesser, der står på spil, er komplekse, og verdenssamfundet står splittet mellem ord og handling.

Hvorfor handler vi ikke hurtigere, når beviserne på klimakrisen er så overvældende? Og er der trods alt håb for fremskridt ved COP29?

Kløft mellem behov og midler

COP29 i Baku er blevet døbt finansierings-COP'en, fordi verdenssamfundet skal fastsætte et nyt og mere ambitiøst mål for klimafinansiering.

Omvendt peger udviklingslande på, at mange vestlige donorlande, især USA, stadig ikke lever op til deres ansvar.

Jakob Dreyer
Postdoc, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Det nye mål skal erstatte målet om 100 milliarder dollars årligt fra 2020 til 2024, et mål, der blev vedtaget i København ved COP15 i 2009.

Dengang var det et gennembrud, at udviklede lande forpligtede sig til at mobilisere midler til udviklingslande for at reducere udledninger og tilpasse sig klimaforandringer.

Men det oprindelige mål blev ikke fuldt indfriet i tide. I 2020 nåede finansieringen kun 83,3 milliarder dollars, og selvom målet blev nået i 2022, har den forsinkede opfyldelse skabt mistillid mellem donorlande og udviklingslande.

Udover at skabe tillid skal parterne også finde penge. Mange penge.

Ifølge en rapport fra den uafhængige højniveauekspertgruppe om klimafinansiering, ledet af Nicholas Stern, vil udviklingslande uden for Kina alene have behov for 2,4 billioner dollars årligt i klimafinansiering inden 2030. Andre estimater, baseret på udviklingslandenes egne beregninger, er endnu højere.

Pengene skal dække reduktion af drivhusgasudledninger, klimatilpasning og dækning af tab og skader. Det er denne store kløft mellem behov og midler, der gør finansiering til det centrale tema i Baku.

Konflikter om klimafinansiering

Forhandlingerne i Baku afslører tre centrale konflikter, der hindrer fremskridt. Først er der spørgsmålet om, hvem der skal betale.

Lande som Sydkorea, Singapore, Qatar og Kina, der har store økonomier og betydelige udledninger, er ikke forpligtet til at bidrage under de nuværende regler.

Det skaber frustration hos donorlandene. Omvendt peger udviklingslande på, at mange vestlige donorlande, især USA, stadig ikke lever op til deres ansvar.

Dernæst er der spørgsmålet om, hvor meget der skal finansieres. Stern-gruppen anslår, at der globalt skal mobiliseres omkring 5,2 billioner dollars om året inden 2030 for at sikre den grønne omstilling.

Andre eksperter sætter tallet endnu højere. Og det skal øges fra et tal på godt en billion dollars i 2021/2022. Med andre ord skal finansieringen mangedobles.

Her halter finansiering generelt efter særligt til tilpasningsinitiativer og dækning af tab og skader i udviklingslande. For at imødekomme de voksende behov vil det kræve en mangedobling af det gamle mål på 100 milliarder dollars og udviklingslande kræver et mål i størrelsesordenen en billion dollars i 2030.

Endelig er der konflikten om, hvad der tæller som klimafinansiering. Mens mange udviklingslande insisterer på, at finansiering skal være ny og additionel, argumenterer andre for at inkludere udviklingsbistand og lån. Endnu mere centralt er forsøgene på at udvide finansieringsbasen.

Det kan ske gennem større strukturelle initiativer som global beskatning af CO2 og involvering af multinationale banker. Disse uenigheder forstærker konflikten mellem nord og syd. Disse uenigheder forstærker konflikten mellem nord og syd og er afgørende for resultatet i Baku.

Innovative tilgange

Trods de mange udfordringer og langsomme fremskridt er der visse tegn på fremskridt i Baku, som kan danne grundlaget for en større aftale ved COP30 i Brasilien næste år.

Her kan de små fremskridt, der er opnået i Baku, blive fundamentet for en aftale, der samtænker øget finansiering og reduktioner.

Jakob Dreyer
Postdoc, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

En række initiativer peger på en bredere donorbase.

For eksempel har De Forenede Arabiske Emirater en plan om at mobilisere 50 milliarder dollars gennem offentlige og private midler.

Samtidig har multilaterale udviklingsbanker, herunder Verdensbanken, lovet at øge deres klimafinansiering markant over de næste år.

Den Asiatiske Udviklingsbank (ADB) og partnere har øget deres engagement i klimahandling gennem det Innovative Finans Facilitet for klima i Asien og Stillehavet (IF-CAP).

IF-CAP sigter mod at mobilisere 2,5 milliarder dollars i garantier for at frigøre 11,25 milliarder dollars til klimafinansiering i regionen som led i ADB's mål om at levere 100 milliarder dollars til klimaindsatser inden 2030. Alle eksempler på innovativ finansiering, der øger momentum.

Vi er fortsat bagud i Baku. Men forhandlingerne er værd at følge, da de udgør små skridt i den rigtige retning, før verdenssamfundet mødes til den meget vigtige COP30 i Brasilien næste år.

Der kommer ikke en drømmeaftale ud af Baku. Men COP29 kan danne grundlaget for små fremskridt, der giver håb for den vigtige COP30 til næste år, hvor målet er mere ambitiøse reduktioner.

Det går bestemt ikke hurtigt med klima-diplomatiet men det går fremad. Trods alt.