Han er endt som minister for bristede drømme. Men bag de mange skuffelser gemmer sig en politisk mulighed

Da Lars Aagaard for to år siden blev udnævnt som ny klimaminister i SVM-regeringen, var han hurtig til at give sig selv en ny titel og mission.

Dansk klimapolitik hidtil havde været kendetegnet ved at opsætte store mål. Nu var vi kommet til udførslen. Aagaard skulle være implementeringsminister.

Men i det seneste år har den mangeårige energilobbyist først og fremmest fundet sig selv i rollen som nedriver.

Godt nok når Danmark sit klimamål for 2025 og for 2030 – i hvert fald hvis man skal tro ministeriets egne fremskrivninger, der er hjulpet godt på vej af nye tal for lavbundsjorde og skov. Regeringen kan også bryste sig af grøn trepart, der dog primært er en miljø- og arealaftale.

Statsstøttedøren er åbnet på vid gab, og med den følger et opgør med dansk klimapolitik, som vi kender den.

Men i de seneste måneder har de dårlige grønne nyheder i den grad fået overtaget.

For nylig lukkede Lars Aagaard sit andet store havvindsudbud på en måned. Få dage efter lagde han en myriade af mål for vedvarende energi i graven. Alle sammen prestigeprojekter, han har arvet fra sin forgænger Dan Jørgensen (S), der siden er blevet EU’s danske energikommissær.

Danmark når ikke sine mål for havvind i 2030. Danmarks mål om at firdoble den vedvarende energi på land inden 2030 skrinlægges, meddelte ministeren i et interview med Finans.

Begge de to store energiø-projekter, som Aagaard også arvede fra Jørgensen, er blevet udskudt på ubestemt tid grundet dårlig økonomi og manglende interesse fra udlandet.

Den tid, hvor Danmark stod klar til at blive de nye ’vindsheikher’, der ville blive styrtende rige på havvindmøller, ser ud til at være slut, allerede inden den begyndte. Nu er det politisk vilje og statsstøtte, der afgør om vindmøllerne overhovedet kommer op.

Jackpot eller flop

Et andet mål, Lars Aagaard endegyldigt sagde farvel til i interviewet med Finans, var målet om at opbygge en elektrolysekapacitet på mellem fire og seks gigawatt inden 2030. Dette skulle have været et vigtigt led i det grønne brinteventyr, som regeringen i sidste uge blev nødt til at sende 15 milliarder statsstøttekroner efter at sætte i gang.

Men det er ”helt urealistisk,” som Aagaard formulerede det.

Danske energiselskaber ser brint som deres chance for at tjene en masse penge på den strøm, som i en fremtidig havvindmøllepark vil kunne høstes i overflod – og derfor være utrolig billig. Med brint, der skal bruges som energikilde til tung industri, blandt andet cement og stålproduktion, vil man kunne forfine billig strøm til dyr brint, som blandt andet stål- og cementproduktionen kan bruge.

Men brint er i et teknologisk kapløb med andre teknologier.

I de senere år har det vist sig muligt at elektrificere langt tungere industrielle processer end de fleste ellers ventede.

Strøm vil altid være billigere end brint og derfor er denne teknologiske udvikling en god nyhed for alle – undtagen for dem, der har investeret en masse penge i brint.

Banker og kapitalfonde investerer ikke ud fra, hvor lav en pris et produkt har, men ud fra den forventede profit, produktet giver.

Brett Christophers
Økonomisk geograf, Uppsala Universitet

Ingen ved om staten kommer til at kaste 15 milliarder kroner efter en teknologi, der falder fuldstændig sammen. Det har Aagaard også blankt erkendt. Brint er et sats.

”Man kan ramme jackpot, men det kan også gå modsat. Og jeg kan jo ikke stille nogen garanti i dag om, hvordan det ender,” som han sagde til Altinget ved pressemødet i sidste uge.

Nu har Aagaard fået et flertal af Folketingets velsignelse til at kaste skattekroner efter satset. Både Enhedslisten, SF, Alternativet, Radikale Venstre og Konservative går med på regeringens industripolitiske sats. 

Statsstøttedøren er åbnet på vid gab, og med den følger et opgør med dansk klimapolitik, som vi kender den.

Staten rykker ind

Ideen om grøn vækst har i mange år været central for dansk klimapolitik. Ifølge denne idé er markedet en drivkraft for den grønne omstilling. Vedvarende energi er ikke bare bæredygtigt, det er også bedre energi i økonomisk forstand.

Det er den præmis, Aagaard i de seneste måneder har taget et opgør med. Staten er på vej ind i den grønne omstilling i et helt andet gear end den var for et år siden, fordi historien hidtil har vist, at det fossile paradigme ikke er sådan at tage et opgør med.

Det har krigen i Ukraine udstillet – i 2025 importerer EU stadig enorme mængder fossil gas fra Rusland. Og det, vi ikke får fra Rusland, sejler vi ind fra særligt USA til skyhøje priser. Danmark og resten af Europa kører stadig på fossil energi.

Og godt nok har Danmark en høj andel af vedvarende energi i sin strømproduktion. Men Danmark er ikke et land, der kører på strøm i en sådan grad, at det giver mening at udrulle sol og vind ud i stor skala.

Det samme kan man sige om Tyskland, der skulle være vores første store stop på vejen mod grøn energirigdom. Og hvad gør man så, når markedet ikke efterspørger den grønne strøm?