LA: Når målet er en aftale

Af Villum Christensen (LA),
Energi- og klimaordfører

Den netop underskrevne klimaaftale er historisk. Ingen tvivl om det. Selv når man, som jeg, deltog i COP21 med en vis skepsis og bekymring for, om det overhovedet er de rigtige problemer, der adresseres, kan man ikke undgå at blive revet en smule med.

Der er noget helt særligt over det, når verdenssamfundet på denne måde formår at stå sammen. De franske værter viste til perfektion, hvordan det diplomatiske spil kan og skal spilles, når store resultater skal opnås. Og et stort resultat blev nået – for målet var som bekendt dét at lande en aftale.

Læg så hertil, at aftalen uomtvisteligt vil komme dele af dansk erhvervsliv til gavn (DI forventer en eksportfordobling i 2030), og at hele det retoriske spil i Paris – om ikke andet så momentvis – fik rettet fokus mod vigtigheden af, at nye teknologier skal fremmes, for at noget som helst kan ændres. Meget positivt. 

Er aftalen epokegørende?
Når dette er sagt, er vi dog alligevel efterladt med en del bekymringsspørgsmål, som lidt er druknet i euforien over, at det lykkedes at få en aftale.

For er indholdet af klimaaftalen virkelig så epokegørende, som det udlægges til?

Når der ikke skal måles op på udledninger i det overordnede mål, men alene temperaturstigninger, så sløres sigtet velsagtens af de mange andre faktorer, som kan influere på temperaturen.

Villum Christensen (LA)
Energiordfører

Når der ikke skal måles op på udledninger i det overordnede mål, men alene temperaturstigninger, så sløres sigtet velsagtens af de mange andre faktorer, som kan influere på temperaturen.

Kommer det til at gøre nogen forskel, at verdens lande fra om fem (når de fleste af de underskrivende politikere har forladt deres nuværende magtpositioner) skal til at iværksætte de dyre foranstaltninger for at forhindre disse temperaturstigninger?

Det upopulære spørgsmål
Selv om beslutningen her har været kompliceret og aftalen trukket ud i 20 år, så er implementeringer jo altid langt, langt vanskeligere. Vil de mange milliarder, der i fremtiden skal allokeres til formålet blive brugt rigtigt, velvidende at langt de fleste stater er lukkede diktaturer?

Og kan vi regne med rapporteringerne? (Kina "kom for nylig til" at overdrive sine CO2-reduktioner med 17 procent).

Indrømmet, det er ikke de mest populære spørgsmål at stille. Og måske er det endnu for tidligt. Men ikke desto mindre er de nødvendige at adressere, - hvis altså vi ikke blot skal nøjes med at glædes over, at målet om en aftale blev nået i Paris.