Debat

Lederne: Afvænning fra Putins gas er også uddannelsespolitik

At gennemføre store og hurtige grønne transformationer kræver nye lederkompetencer. Og dermed kalder den nuværende krise også på uddannelsespolitisk handling, skriver Christina Laugesen og Anders Nolting Magelund.

Med udsigt til at kunne ramme Putin og udsigt til økonomisk besparende klimatiltag, har business casen for grøn omstilling aldrig været større, skriver Christina Laugesen og Anders Nolting Magelund.
Med udsigt til at kunne ramme Putin og udsigt til økonomisk besparende klimatiltag, har business casen for grøn omstilling aldrig været større, skriver Christina Laugesen og Anders Nolting Magelund.Foto: Eduard Korniyenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Anders Nolting Magelund
Christina Laugesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er bred enighed om, at der med den tragiske situation i Ukraine er brug for en total omstilling væk fra gas i både private hjem og i danske virksomheder, således at energiafhængigheden til Rusland kan brydes. 

Det er med en hurtig dekarbonisering af dansk erhvervsliv, at man vil kunne ramme Putins regime bedst.

Grøn energi er "frihedsenergi", som Tysklands nye finansminister Christian Lindner udtalte det for nylig.

Alt dette falder sammen med eftervirkningerne fra coronakrisen, der har skabt betydelig mangel på materialer og råvarer. Desværre viser Ledernes undersøgelser, at disse omstændigheder har fået en del ledere til at ty til indkøb af mere klimaskadelige råstoffer og materialer. 

Omvendt har det også fået nogle ledere til at gå over til mere cirkulær produktion, der indebærer mere genanvendelse, og dermed flere besparelser.

Med udsigt til at kunne ramme Putin og udsigt til økonomisk besparende klimatiltag, har business casen for grøn omstilling aldrig været større.

Viljen fra lederne er der

Vi ser, at viljen til den grønne omstilling blandt ledere er til stede. To ud af tre danske ledere ser faktisk grøn omstilling som en nødvendighed for fremtidig overlevelse. Og det er godt, når man ser på de nyligt udkomne tal for de globale CO2-udledninger for 2021. De har nemlig aldrig været højere.

Viden om klima og grønne lederkompetencer skal indgå i efteruddannelse af underviserne.

Christina Laugesen og Anders Nolting Magelund

Og udover viljen til grøn omstilling, er viljen til at gøre sig fri af Putins gas også til stede. Der meldes allerede om at flere virksomheder arbejder hårdt på at gøre sig fri af den russiske gas.

Ledere tager opgaven på sig med at gå over til vedvarende energi og arbejde på øget energieffektivisering af produktion og bygninger. Hele 40 procent af den importerede russiske gas går til opvarmning af bygninger i Danmark.

Og det kræver netop ledelse at sætte en større energieffektivisering i gang. Det kræver ledelse at inddrage alle medarbejdere i omstillingen og vurdere om der er brug for at opkvalificere eller hente nye medarbejdere ind. Det kræver ledelse at igangsætte cirkulære initiativer der dekarboniserer værdikæder og brug af de materialer der er produceret andre steder i verden ofte baseret på Putins gas, kul og olie.

Men skal vi accelerere dekarboniseringen, bliver det helt afgørende at de politiske barrierer efterses, som opleves som en daglig forhindring for at det grønne valg bliver det naturlige valg for danske ledere. Det kan dreje sig om alt fra besværlige afgifter på solceller, ændring af godkendelsesprocedurer for at afkorte etableringstiden og andet der kan bremse indsatserne.

Og dertil ikke mindst CO2-afgiften, der skal på plads hurtigst muligt, da den forventes at ville have en umiddelbart dekarboniserende effekt lige så snart den indføres.

Nye kompetencer på banen

Men mest af alt er der brug for at danske ledere tænker nyt og stort, når det kommer til den grønne omstilling, der nu har fået forøget relevans på grund af ulykkelige sikkerhedspolitiske omstændigheder. At gennemføre store og hurtige grønne transformationer kræver nye lederkompetencer. Og dermed kalder den nuværende krise også på uddannelsespolitisk handling.

Hver anden danske ledere mangler nemlig viden om en lang række grønne kompetencer som eksempelvis cirkulær økonomi, energiledelse, klimaledelse af globale værdikæder, og ikke mindst basal viden om de muligheder der er for at dekarbonisere forretningen.

Lederne håber, at der i de kommende trepartsforhandlinger om voksen- og efteruddannelse (VEU) vil være fokus på lederes behov for grønne kompetencer. Det har aldrig været vigtigere.

Det vil indebære et efteruddannelsessystem der er uhyre fleksibelt og omstillingsparat til netop at tilbyde de kompetencer der er brug for i den grønne omstillings volatile og usikre verden.

Ikke kun i AMU-systemet, men også på de videregående niveauer, så vi også får langt flere fleksible og målrettede tilbud på akademi-, diplom- og masterniveau. Her vil en større kobling og synergi mellem grunduddannelserne og efteruddannelsestilbuddene være oplagt.

Uafhængighed fra Putin

Derudover skal vi sikre, at uddannelsesinstitutionerne og underviserne har den rette indsigt. Viden om klima og grønne lederkompetencer skal derfor også indgå i efteruddannelse af underviserne.

Sikkerhedspolitik er også et spørgsmål om uddannelsespolitik.

Christina Laugesen og Anders Nolting Magelund

Og ikke mindst at det grønne element indtænkes i alle lederuddannelser, som en naturlig del af det at være leder i dag. Fordi vi har brug for at få alle ledere med på den grønne rejser og vi har brug for at koble grønne lederkompetencer til klassiske ledelsesdiscipliner som forandringsledelse og forretningsudvikling.

Sikres dette, er der større sandsynlighed for et erhvervsliv der opnår uafhængighed fra Putin, opnår ressourcebesparelser, og tager hånd om vor tids største langvarige krise: klimakrisen.

Det er rigtigt at sikkerhedspolitik nu også er energipolitik og klimapolitik – men det er i sidste ende også et spørgsmål om uddannelsespolitik.

Fakta

Debattørerne henviser til følgende af Ledernes egne undersøgelser som dokumentation for de tal, der bruges i indlægget:

"Grøn omstilling er en nødvendighed" (august 2021).
"Ledere savner grønne kompetencer" (december 2021).
"Materialemangel og klima" (januar 2022).
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Nolting Magelund

Klimapolitisk chefkonsulent, Lederne, forfatter
MSc, philosophy og business administration (CBS 2014)

Christina Laugesen

Områdechef for ungdomsuddannelser, Danmarks Evalueringsinstitut
cand.scient.soc. (Aalborg Uni.)

0:000:00