Lektor: Vi kan gå ind i klimakollapset med åbne øjne, men klimaforskere har en blind vinkel

Klimaforskernes begrænsninger er moraliseren

Der er en generel tendens til, at manglende samfundsteoretisk indsigt fører til en reduktion af samfundsforhold til et spørgsmål om moral.

Allerede Marx viste i 'Kapitalen', hvordan de borgerlige økonomers manglende teoretiske grundlag for at forklare social ulighed får dem til at forfalde til moralistiske pseudoforklaringer: De flittige bliver rige, de dovne fattige.

Den moraliseren, man finder hos klimaforskerne, er desværre med til at styrke den dagsorden.

Andreas Beck Holm
Lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

På samme måde viser klimaforskernes teoretiske begrænsninger sig som regel i moraliseren.

Eksempelvis udtaler Eigil Kaas til DR 31. oktober, at oversvømmelserne i Valencia skyldes klimaforandringer og dermed "er vores skyld. Din og min."

Og senest har han sammen med Sebastian Mernild foreslået personlige CO2-kvoter.

Man forstår naturligvis og må sympatisere med Kaas’ og Mernilds hensigt, men deres tematisering af klimakrisen som personlig og moralsk er ikke blot forfejlet, men også kontraproduktiv.

For klimakrisen handler ikke om personligt ansvar, men om samfundsmæssige makrostrukturer og om Vestens nyere historie.

Først og fremmest udspringer den af, at vores samfund er baseret på en kapitalistisk markedsøkonomi, det vil sige en økonomi, der er afhængig af konstant vækst på en klode med endelige ressourcer.

Det er hverken "din eller min skyld" – tværtimod. Som blandt andet den danske filosof Søren Mau skriver om i 'Stum Tvang', har den fossilt baserede produktion og det globaliserede verdensmarked med massivt CO2-forurenende varetransport været en hovedhjørnesten i kapitalens udnyttelse af arbejderne.

Det er med andre ord ikke blot naturen, men også almindelige lønmodtagere, som kapitalen udpiner.

Det er i de vestlige lande ikke så synligt, fordi vi har høj velstand og et stort forbrug. Men hvorfor er det nu, vi har det?

Samfundet og ikke samvittighed

Før Anden Verdenskrig var kapitalismen som samfundsform under konstante angreb fra fagbevægelser og venstrefløjspartier.

Efter krigen udkrystalliseredes efterhånden det, den franske filosof Etienne Balibar har kaldt "det nationalsocialstatslige kompromis": Fagbevægelserne accepterede kapitalismen og den borgerlige stat, mod at arbejderne til gengæld fik øget velfærd.

Det var også i kapitalens interesse, for den kan kun ekspandere, hvis den kan afsætte sine produkter. Og eftersom kapitalismen er et grundlæggende dysfunktionelt økonomisk system, kræver det et stadigt stigende forbrug, hvis den skal holde sig kørende.

Allerede i 1998 gjorde virksomhedsetikerne Buchholz og Rosenthal derfor også opmærksom på, hvordan verdens befolkning siden 1950 havde haft et større forbrug end samtlige tidligere generationer i menneskehedens historie tilsammen.

Derfor er det grundlæggende misforstået at gøre klimakrisen til en personlig moralsk problemstilling: Vi forbruger ikke, fordi vi er forkælede luksusdyr, men fordi hele samfundsøkonomien, ja hele vores samfundsform, afhænger af det.

Det er ikke individet, der er afhængigt af forbrug – det er kapitalen, der er afhængig af befolkningens forbrug. Skal man lave om på det, er det ikke individets samvittighed, men samfundet, der må forandres.

Handlinger nytter kun, hvis de er politiske

Man kunne tænke sig det modargument, at tiden ikke er til teoretiske diskussioner, men til handling, og at vi derfor må gøre noget som enkeltpersoner her og nu.

Så kan vi altid diskutere kapitalismen senere. Modargumentet holder bare ikke. 

Klimakrisen handler ikke om individets moral, men om kapitalisme og politik. 

Andreas Beck Holm
Lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Handlinger nytter nemlig kun, hvis de ikke er individuelt-moralske, men kollektive, det vil sige politiske.

Og grunden til, at eksempelvis en kollektiv forbrugsstrejke ville virke, er, at den ville kaste kapitalismen ud i en dyb krise, som for øvrigt også ville have meget alvorlige konsekvenser for befolkningen.

Så konklusionen bliver den samme.

Klimakrisen handler ikke om individets moral, men om kapitalisme og politik.

Samtidig må man stille spørgsmålet: Hvis vi skal gå kraftigt ned i levestandard, hvordan skal vi så kompenseres for det?

Altså: Hvis det nationalsocialstatslige kompromis skal genåbnes, hvorfor skal vi så som befolkning fortsat acceptere kapitalismen? Skal vi i stedet for velstand kompenseres med dramatisk kortere arbejdstid? Det er der jo mildest talt heller ikke lagt op til.

Vi er ikke tvunget til at vælge

En rapport fra ngo'en Carbon Majors viste i 2017, at 71 procent af samtlige udledninger af drivhusgasser siden 1988 kunne henføres til blot 100 virksomheder, hvoraf hovedparten er store olieproducenter.

Og den amerikanske historiker Naomi Oreskes har vist, hvordan den amerikanske olielobby gennem systematisk misinformation aktivt har blokeret for en politisk indsats mod klimakrisen.

Af samme grund passer det også olieindustrien fremragende, når krisen gøres til et spørgsmål om personlig moral. Faktisk var det PR-virksomheden Ogilvy & Mather, der på vegne af oliemastodonten BP lancerede idéen om "personligt CO2-aftryk", som Kaas og Mernild også abonnerer på.

Senest har statsministeren i et interview til TV 2 12. november sat spørgsmålstegn ved, om danskerne er parat til at "opgive" velfærd for at redde klimaet.

Sådan er det hver gang, kapitalismen kommer i krise: De samme lønmodtagere, som den lever af at udbytte, forventes at betale regningen for den.

Den moraliseren, man finder hos klimaforskerne, er desværre med til at styrke den dagsorden og dermed også med til at usynliggøre, hvad krisen egentlig handler om.

For Mette Frederiksens alternativ er nemlig falsk: Vi er ikke tvunget til at vælge mellem social lighed og bæredygtighed.

Valget står med andre ord ikke mellem velfærd på den ene side og klimaet på den anden. Det står derimod mellem, på den ene side, et kapitalistisk samfundssystem drevet frem af en indre logik, der i stadig højere grad er åbenlyst undergravende for både samfund og natur, og på den anden side vores fælles klode.

Klimakrisen er altså ikke et personligt og moralsk, men et politisk problem. Og hvis vi overhovedet skal gøre os nogen forhåbninger om at redde verden og civilisationen, kræver det derfor, at vi som samfund genåbner diskussionen om kapitalismen.