Enhedslisten varmer op til ny sæson: Det bliver et skæbneår for regeringen på to områder

Enhedslisten opridser partiets prioriteringer for det kommende efterår efter dagens sommergruppemøde. Det er især klima og ydelser, der optager Enhedslisten i det nye folketingsår, som politisk leder Mai Villadsen kalder for et skæbneår for regeringen.

Mads OutzenEmma Qvirin Holst

Klimaet og ydelserne bliver to afgørende slagsmål i efteråret.

Sådan lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen i kølvandet på partiets sommergruppemøde.

”Man kan fristes til at sige et skæbneår for regeringen på to områder set med Enhedslistens øjne,” siger hun.

Det ene område er klima, hvor Enhedslisten kritiserer regeringen for at være nølende. Mai Villadsen henviser til den nye rapport fra FN’s klimapanel, der udkom mandag, der kortlagde konsekvenserne af klimaforandringerne.

”Tiden er løbet fra Dan Jørgensen (klimaminister, red.) og nøl,” siger Mai Villadsen og tilføjer:

”Mette Frederiksen må forstå alvoren og sætte sig for bordenden i forhandlingerne om at nå vores klimamål.”

Regeringen skal overholde forståelsespapiret

Men klimaet er ikke det eneste, som er på tapetet i efteråret.

”Kampen om ydelserne frygter jeg bliver et af de store slagsmål,” siger Mai Villadsen med henvisning til den ventede ydelsesreform i kølvandet på Ydelseskommissionens arbejde.

Hun mener, at regeringen lægger op til at slippe billigst muligt igennem forhandlingerne, og det advarer hun mod. Regeringen skal huske sit løfte fra forståelsespapiret om at levere løsninger til de fattigste familier i Danmark, lyder det:

”Regeringen skal levere resultaterne for de fattigste i Danmark. Det var en af grundene til, at de fik nøglerne til Statsministeriet,” siger Mai Villadsen.

Foruden de to emner nævner Mai Villadsen også den igangværende strejke blandt sygeplejerskerne. Her opfordrer hun regeringen til at tage hul på forhandlinger, der skal sikre nye lønninger til blandt andet sygeplejerskerne.

”Kære Mette Frederiksen, strudsestrategien virker ikke. Du skal på banen nu og indkalde til forhandlinger om tjenestemandsreformen. Det kan ikke passe, at vi ikke har lige løn i 2021.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mai Villadsen

MF (EL), fhv. politisk ordfører

Peder Hvelplund

MF (EL), gruppeformand
fritidspædagog (Hjørring Seminarium. 1993)









0:000:00