Nyt kabel til Norge er indviet
En ny 140 kilometer lang el-forbindelse mellem Danmark og Norge blev torsdag indviet af klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) sammen med den norske kronprins Haakon og kronprins Frederik. Den vil i fremtiden give mulighed for at øge udvekslingen af el med 70 procent imellem de to lande. Samtidig vil den ifølge Rasmus Helveg Petersen give bedre mulighed for udnyttelse af vind- og vandkraft.
”Med den nye forbindelse kan vi i endnu højere grad udnytte vindkraften, og sælge den videre, når den efterspørges i Norge, og vi kan udnytte den norske vandkraft i perioder med mindre vind. Den nye forbindelse giver også bedre vilkår for konkurrencen på elmarkedet. Så sent som i går så vi i en ny opgørelse fra Energistyrelsen, at danske virksomheders elpriser er lavere end både de tyske og de engelske. Det skyldes i høj grad vores kabler til Norge, Sverige og Nordtyskland. På dette område er vi sammen med de nordiske lande langt foran de ambitioner, der er om EU's energiunion,” siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen i en pressemeddelelse.
Ud over bedre udnyttelse af vind- og vandkraft er el-forbindelserne til udlandet med til at give Danmark en høj forsyningssikkerhed, der ifølge seneste opgørelser ligger nummer to i Europa med en forsyningssikkerhed på 99,996 procent.
- Vraget klimaprofil vil gøre op med Venstres image: "Vi er ikke et landbrugsparti"
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Vigtig klimastatus sat på pause af regeringsforhandlingerne: "Det må betyde, at der er politisk indblanding”
- Vagthund kritiserer statslig superfond: Gør ikke nok for at fremme dansk erhvervsliv og grøn omstilling
- I kampen om et bedre elnet vinder klimaet over miljøet, mener socialdemokrat: "Det er en afvejning, jeg godt vil stå inde for"















