Økonomer: Salg af CO2-kvoter til at finansiere grøn trepart bryder med central prioritet

Klimaeffekt ved at sælge kvoter

Klimaminister Lars Aagaard (M) har i den forbindelse udtalt, at kvoterne skulle annulleres, for at Danmark kunne opfylde EU’s mål for de danske udledninger uden for kvotesektoren.

Men eftersom vi nu ser ud til at leve op til målet uden kvoteannulleringer, giver det ifølge ham mening at sælge dem i stedet.

Det virker inkonsistent med det hidtidige stærke fokus på lækage i klimapolitikken.

Peter Kjær Kruse-Andersen og Andreas Lund Jørgensen
Hhv. adjunkt, Københavns Universitet, og seniorøkonom, Kraka

Det kan være et legitimt politisk argument, men det har en klimaeffekt, når Danmark sælger fremfor at annullere kvoter.

Det er bekymrende, at nogle politikere tilsyneladende ikke anerkender klimaeffekten.

For eksempel udtalte Signe Munk (SF) i forbindelse med aftalen, at hun ikke køber præmissen om, at finansieringen via salg af CO2-kvoter får betydning for andre landes udledninger, blandt andet med henvisning til, at de også har nationale klimamål at overholde.

Det er efter vores opfattelse forkert. Udgangspunktet i et kvotesystem er, at hvis et land annullerer 4 millioner kvoter, er der fire millioner færre kvoter i systemet, og der udledes derfor fire millioner ton CO2 mindre i løbet af systemets levetid.

Hvis Danmark havde fulgt den oprindelige plan

I EU’s CO2-kvotesystem er det imidlertid mere kompliceret end som så.

Systemet tillader nemlig, at virksomheder gemmer kvoter til senere brug. Denne kvoteopsparing gør det lettere for virksomhederne at planlægge deres udledninger.

Hvis den samlede kvoteopsparing bliver for stor, placeres en andel af de nyudstedte kvoter i den såkaldte markedsstabilitetsreserve (MSR) i stedet for at være tilgængelige på markedet. Jo større kvoteopsparing, desto flere kvoter ender altså i MSR.

Samtidig er der et loft over, hvor mange kvoter MSR må indeholde. Det bevirker, at hvis antallet af kvoter i MSR har nået det loft, så vil yderligere kvoter i stedet blive annulleret.

En speciel regel for den type kvoteannulleringer, som Danmark havde planlagt i forbindelse med de såkaldte fleksibilitetsmekanismer, betyder imidlertid, at de annullerede kvoter fortsat tæller med i opgørelsen af kvoteopsparingen.

Den planlagte annullering af fire millioner kvoter ville altså ikke have ført til, at færre kvoter blev annulleret i reserven.

Hvis Danmark havde fulgt den oprindelige plan med at annullere 1 million kvoter om året i perioden 2026-2029, ville det få virksomheder til at spare flere kvoter op, fordi der ville være færre kvoter i de fremtidige år. Det ville øge antallet af kvoter, der flyttes til MSR, hvor de annulleres.

Samlet set bliver effekten derfor større end fire millioner ton CO2. Annulleringerne giver direkte fire millioner færre kvoter, men de giver også et yderligere antal færre kvoter på grund af kvoteannulleringer i MSR.

En politisk afvejning

Vismændene var de første til at vise dette i 2018. De fandt, at hvis man annullerede otte millioner kvoter over perioden 2021-2030, vil effekten være en CO2-reduktion på EU-plan på 12 millioner ton på lang sigt. Altså mere end en-til-en effekt.

Samlet set bliver effekten derfor større end fire millioner ton CO2.

Peter Kjær Kruse-Andersen og Andreas Lund Jørgensen
Hhv. adjunkt, Københavns Universitet, og seniorøkonom, Kraka

Signe Munk har ret i, at nogle EU-lande har bindende nationale klimamålsætninger, hvormed højere udledninger i kvotesektoren medfører, at disse lande må stramme klimapolitikken i ikke-kvotesektoren for at leve op til deres egne mål.

Der er dog to ting, man skal huske.

Ikke alle EU-lande har nationale klimamål, og strammere klimapolitik i ikke-kvotesektoren flytter også udledninger over landegrænser – også til lande uden for EU.

Samlet set er det vores vurdering, at beslutningen om at sælge fire millioner kvoter forventeligt medfører mindst fire millioner ton CO2-udledning.

Det er i sagens natur en politisk afvejning, om man finder den omkostning problematisk, men det virker inkonsistent med det hidtidige stærke fokus på lækage i klimapolitikken.

Vi opfordrer derfor politikerne til at anerkende den sandsynlige lækageeffekt i stedet for at tale klimaomkostningen ned.