Oxfam: Regeringen satser på en illusion. Private investeringer kan ikke løfte den grønne omstilling globalt

For at mobilisere finansiering i grønne projekter i det globale syd vil lande i det globale nord investere små beløb af offentlige midler for at tiltrække meget større finansiering fra den private sektor.

Forventningen bag private investeringer i den grønne omstilling er, at hver dollar det offentlige investerer, skal mobilisere fem til syv dollar i private investeringer.

Realiteten ser dog helt anderledes ud.

Grøn investering i Syd halter

En analyse viser, at for hver dollar det offentlige investerer, tiltrækker dette kun 85 cent i privat finansiering til den grønne omstilling. Dette tal falder til 69 cent, når vi ser på investeringer i projekter i lavindkomstlande.

Lav og lavmiddelindkomst lande udgør 42 procent af klodens befolkning, men modtog kun syv procent af investeringerne i den grønne omstilling i 2022.

COP30 giver en enestående mulighed for at finde løsningerne på finansieringskrisen til den grønne omstilling.

Mads Busck
Klimarådgiver, Oxfam Danmark

Der er altså behov for en langt større finansiering i det globale syd, hvis målet om de 1.300 milliarder dollar årligt skal opnås på sigt, og pengene skal ikke kun komme fra det private, der ikke formår at investere de penge, som det offentlige forventer.

Udover manglende privat klimafinansiering til lav- og middelindkomst lande er det også problematisk, når finansieringen rent faktisk finder sted.

Størstedelen af privat finansiering (83 procent) bliver givet som lån til lav- og middelindkomst landene, hvilket bidrager yderligere til den allerede kritiske gældskrise, som mange af landene befinder sig i.

93 procent af de mest klimasårbare lande i verden befinder sig lige nu i en gældskrise eller er i risiko for gældskrise. Disse landes status som klimasårbare har konsekvenser for deres muligheder for tage lån, og de bliver opkrævet højere renter end højindkomstlande, da de bliver betragtet som højrisikoinvesteringer.

Klima- og gældkrisen, som landene står i, bliver dermed til en ond spiral, som de ikke kan slippe ud af.

Danmark skal lægge penge på bordet

Problemet med, at den private sektor bliver opfordret til at bære landes klimafinansiering, ser vi også i Danmark, hvor regeringen under COP29 var villige til at underskrive en garanti på 700 millioner kroner til finansiering af klimatiltag.

Garantien har til formål at minimere risikoen for private firmaer, når de investerer i klimaprojekter i Asien og Stillehavsområdet. Beløbet på klimagarantien lyder imponerende, men det er netop kun en garanti i tilfælde af, at alt går galt, og de private investorer dermed ikke får en god forretning ud af deres investeringer.

Skal vi nå målet, skal lande som Danmark have rigtige penge op af lommen.

Det er også det eneste rimelige – idet det er verdens rigeste ti procent, der bor overvejende i USA og i EU-lande, som står for 50 procent af verdens CO2-udledning, mens de fattigste 50 procent står for sølle otte procent.

Klimastøtte kan bekæmpe ulighed

Det er klart, at disse midler kan være svære for regeringen at finde i det offentlige budget. Pengene er der dog – man skal bare vide, hvor de skal findes.

Der skal ses på innovativ klimafinansiering, som både kan gavne klimaet og bekæmpe ulighed i verden.

Det forpligter at kalde sig et grønt foregangsland.

Mads Busck
Klimarådgiver, Oxfam Danmark

Arbejdet på dette område er allerede i gang med Global Solidarity Levies Task Force, der blev etableret under COP29, og som Danmark har meldt sig ind i.

Task Forcen foreslår blandt andet afgifter på sø- og luftfragt, luftfart, fossile brændstoffer og en minimumsskat på de ultrariges formuer, som uudnyttet potentiale til klimafinansiering. Det centrale er her, at de er de største forurenere, der skal betale klimafinansiering.

Ser vi alene på en afgift på udvinding af fossile brændstoffer, ville en afgift på fem dollar per ton CO2 generere 3.500 milliarder dollar fra 2024 til 2030. I kombination med andre innovative skatter, er der rig mulighed for det offentlige at skaffe de nødvendige midler.

COP30 giver en enestående mulighed for at finde løsningerne på finansieringskrisen til den grønne omstilling. Danmark bør som en del af regeringens nye ambitioner om ligeværdige partnerskaber med det globale syd sætte sig forrest i kampen for dette op til COP30.

Disse ambitioner kan Danmark særligt følge til dørs, når vi indtager EU-formandsposten i efteråret og dermed kommer til at lede EU's forhandlingsdelegation under COP30. Det forpligter at kalde sig et grønt foregangsland – og tiden er inde, at Danmark lever op til det navn.