Putin har gjort Mette Frederiksen grøn

Noget af det mest konkrete i det er, at de cirka 400.000 husejere med gas- og oliefyr inden udgangen af 2022 får et brev om, hvorvidt de kan få fjernvarme, eller om de i stedet skal overveje at udskifte fyret med en varmepumpe. Det er regeringens ”ambition”, at fjernvarmeudbygningen skal afsluttes senest i 2028. 

Og sådan fortsætter det med grønne sigtelinjer, der først skal konkretiseres senere.

For eksempel vil regeringen ”høste det fulde havvindspotentiale i Danmark”, have ”hurtigere sagsbehandling og bedre balance i miljøreguleringen” og en ”firedobling af samlet produktion fra solenergi og landvind frem mod 2030.”

Hvordan det konkret skal ske – og ikke mindst – hvordan økonomien ser ud i ambitionerne, holder regeringen endnu for sig selv. Eller venter på andre vil være med.

Kræver hårde prioriteringer

Når finansieringen er så uspecifik handler det både om, at den skal findes i de konkrete forhandlinger, og om at regeringen gerne vil dele skyld og ansvar i den forbindelse med forligspartierne.

Den overordnede økonomiske ramme er nemlig meget anderledes end under corona. Dengang var inflationen nærmest alarmerende lav – under de to procent, der er målet for Nationalbanken og ECB – og renten på danske statsobligationer var på et tidspunkt negative. Man kunne med andre ord låne, og ingen vil kunne mærke det.

Nu befinder vi i et totalforandret regime. Inflationen er stigende, og var det ikke for betydelig arbejdsløshed i Sydeuropa, havde ECB – og dermed Nationalbanken – formentlig for længst fulgt med den amerikanske FED og sat renten op. Uanset hvad, betyder den stigende inflation, at regeringen ikke på samme måde kan føre ekspansiv finanspolitik.

Eller som det hed i Finansministeriets analyse før påske, så ”medfører situationen en vanskelig balancegang i den økonomiske politik, idet mulige tiltag til at understøtte efterspørgsel og aktivitet på kort sigt typisk vil forstærke inflationspresset yderligere.”

Dermed bliver finansieringen af "Danmark kan mere 2" en endnu varmere politisk kartoffel end ellers, fordi der skal prioriteres hårdt.

De ekstra penge, man bruger nu, skal findes på de eksisterende budgetter, og råderummet er opbrugt. Eller som det hedder i regeringens pamflet i forbindelse med opførelsen af nye havvindmølleparker: "Der er en forudsætning, at havvindmølleparkerne ikke belaster statens finanser negativt over projekt­ perioden."

Det vil indsnævre mulighederne for at få ny velfærd i den nære fremtid. Det presser især SF og Enhedslisten. Samtidig vil begge partier også blive presset fra en anden kant – miljøet.

Grøn mod grøn

At Danmark i dag kan rose sig af at være en førende klimanation, hænger sammen med, at den danske miljøbevægelse kom tidligt i gang og har været stærk. Også fordi naturbeskyttelse har (haft) et ben i en borgerlig lejr, hvor der også (engang) har været konservative kræfter i for eksempel Danmarks Naturfredningsforening.

Men det står også klart efter regeringens udspil og pressemøde, at sammenhængen mellem bedre miljø og bedre klima fra nu af bliver svagere. Det er åbenbart alligevel ikke noget, der bare går hånd i hånd.

Etablering af energiøer, vindmøller på land og opførelsen af solcellemarker skal op i gear og effektiviseres, var budskabet fra regeringen. Det betyder hensyn til biodiversitet, landskabelig værdi og klageadgange nu bliver nedprioriteret i den grønne omstillings navn. Hvor langt man vil gå ad den sti, især om man vil angribe naturbeskyttelsen direkte, er ligesom økonomien uvist. I Danmarks Naturfredningsforening lyder det, at man forholder sig afventende, indtil det bliver mere konkret. 

Men følges retorikken op med hård politik kommer det til at skære sig som en kløft ned igennem den grønne bevægelse generelt, og det kan give sig udslag i såvel Enhedslisten som SF. Ved at koble klima og energi til Putins krig, og gøre miljø og natur til et spørgsmål for næste uge, tester Mette Frederiksen de to støttepartier. Det kan både skabe et spændingsfelt til regeringen og mellem de to partier, ligesom det kan blive en åbning for konkurrenterne fra Alternativet og Frie Grønne.