
SF's sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling vil være overborgmester i København.
Det siger hun i et interview med Information.
En melding, der kommer efter, at hun i længere tid har fået kritik for ikke at melde sit kandidatur.
"Jeg stiller mig til rådighed som overborgmester. Og det gør jeg for at give københavnerne et reelt valg om, hvem de ønsker skal lede deres by," siger hun.
Socialdemokratisk kritik
Både statsminister Mette Frederiksen og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har langet ud efter Sisse Marie Welling for "ikke at være ærlig overfor københavnerne".
"Hun rejser sig ikke op og træder ikke frem," sagde Mattias Tesfaye på Socialdemokratiets kongres i september.
Med Sisse Marie Wellings melding er der nu officielt tre kandidater til overborgmesterposten: Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Line Barfod (EL) og Sisse Marie Welling (SF).
Til Information afviser SF-spidskandidaten ikke, at hun kan pege på andre kandidater, såsom Socialdemokratiets Pernille Rosenkrantz-Theil.
Hun vil dog gøre op med det, hun ser som en socialdemokratisk mentalitet om, at partiet er det eneste rigtige til at besidde overborgmesterposten.
Selv har Rosenkrantz-Theil gjort det klart, at hun vil gå i opposition, hvis det ikke lykkes Socialdemokratiet at få overborgmesterposten.
Wellings kandidatur har dog fået støtte fra en uventet kant: Liberal Alliances Alexander Ryle har således sagt til Altinget, at han ikke afviser at pege på SF-eren.
Bedre havnebade
Sisse Marie Welling fortæller til Information, at hun går til valg på tre mærkesager:
København skal være mere grøn med flere træer, havnebade og grønne området. Derudover vil hun styrke den københavnske folkeskole og skaffe flere billige boliger.
Sisse Marie Welling har været medlem af Københavns Borgerrepræsentation siden 2010.
- Energikrise tvinger EU til "midlertidig og målrettet" støtte til sort energi
- Tænketank advarer politikerne før stor klimastatus: "Alt peger mod højere CO2-udledninger"
- Forskere og rådgivere: Klimatilpasning kan blive en klimabelastning
- Alle sociale tilbud bør arbejde med bæredygtighed. Sådan har vi gjort på Kofoeds Skole
- Livet på landet er den nye slagmark


















