Sol går op, og sol går ned

Den fornuftige løsning er at lade den nuværende, urimelige netto-afregningsordning for solceller køre videre i 2013 (med et passende loft over tilskuddet), så husejere og installatører får tid til at indstille sig på ordningens ophør.

Klaus Illum
Forfatter, civilingeniør, ph.d.

Af Klaus Illum
Forfatter, civilingeniør, ph.d.

Den i sidste uge indgåede brede politiske aftale om ‘Strategi for solcelleanlæg og øvrige små vedvarende energi (VE)-anlæg’ ligner en nutidig molbohistorie. Det står i aftalen, at “Støtteomkostninger i forbindelse med den fremadrettede udbygning af vedvarende energi fra solceller og øvrige små VE-anlæg, der leverer til elnettet, finansieres over PSO-ordningen”, medens “Det statslige provenutab for den samlede udbygning med solcelleanlæg og øvrige små VE-anlæg finansieres ved en stigning i forsyningssikkerhedsafgiften”.

Afgifter op eller afgifter ned? 

Men vi el-forbrugere, som alle bidrager til PSO-ordningen og betaler forsyningssikkerhedafgift, kommer ikke til at betale mere, for “Merbelastningen for husholdninger og virksomheder (...) kompenseres fuldt ud ved at reducere PSO og nettariffer m.v.". Genialt: først PSO og afgifter op, så PSO og afgifter ned ved at udskyde den planlagte forøgelse af el-produktionen i vindmøller med 1-2 år.

Kort sagt: Fortsat solcelleudbygning kræver klækkelige tilskud til solcelleejerne fra alle os andre el-forbrugere (i form af større PSO-bidrag og forsyningssikkerhedsafgift) og skatteborgere (det statslige provenutab). Alligevel bliver vores el-regninger og skat ikke større, for tilskuddene finansieres ved at udskyde vindkraftudbygningen. Den formindskelse af CO2-udslippet, der opnås ved solcelleudbygningen, modsvares således frem til 2020 af en forøgelse af udslippet, fordi vindkraftudbygningen udskydes.

Der er brug for tænkepause 

Den fornuftige løsning er at lade den nuværende urimelige netto-afregningsordning for solceller køre videre i 2013 (med et passende loft over tilskuddet), så husejere og installatører får tid til at indstille sig på ordningens ophør. Derpå kan besparelserne ved ordningens ophør finansiere en fremskyndelse af vindkraftudbygningen - i stedet for at udskyde den. På den måde ville såvel det samfundsøkonomiske resultat og CO2-resultatet blive bedre både frem til 2020 og derefter.

Således ville vi også få en tænkepause til at overveje, hvorvidt alle andre skal yde økonomisk støtte til det individuelle engagement i den ‘grønne omstilling’, når der er tale om et engagement, der er motiveret af økonomiske fordele for individuelle investorer. Ikke om teknisk og samfundsøkonomisk formålstjenlige investeringer, der tjener til det fælles bedste.