Forsker og studerende: Kystbeskyttelse er ikke et projekt, men en permanent forpligtelse

På 70 procent af strækningerne vurderes det, at det er bedre at trække sig tilbage, og ved 25 procent af strækningerne er den billigste løsning ikke at gøre noget.

Mulighederne i en gradvis tilpasning af den eksisterende bygningsmasse forbliver underbelyst.

Det er første gang, at en sådan analyse sammenligner forskellige strategier og peger på, at diger som den primære løsning måske er overvurderet.

Problemet kan håndteres lokalt

Vi har selv undersøgt omkostningerne ved at beskytte 17 danske kystbyer frem mod år 2300.

Resultaterne peger på, at vi kan inddele byerne i tre kategorier:

Problemet i Danmark kan håndteres på lokalt plan.

Roland Löwe, Eva Fernandez Østerlund, Albert Rumle Bernsen og Sivert Møklegård Pihl

• Byer, hvor kystbeskyttelse både nu og på lang sigt kan finansieres gennem brugerbetaling, fordi årlige omkostninger forbliver under cirka 10.000 kroner per ejendom.
• Byer, hvor beskyttelse kan betales af brugerne, men hvor udgifterne gradvist stiger så kraftigt, at de når op mod 80.000 kroner per ejendom per år i 2300.
• Byer, hvor det hverken nu eller i fremtiden er realistisk, at de beskyttede borgere kan finansiere beskyttelsen selv.

Fordeler man i stedet omkostningerne på alle husstande i den enkelte kommune, ligger regningen i alle tilfælde under 10.000 kroner per husstand årligt – selv i år 2300 og selv i et højt scenarie for havvandsstigninger.

Det svarer nogenlunde til, hvad vi i dag betaler for vandforsyning og kloakering.

Det indikerer, at problemet i Danmark kan håndteres på lokalt plan, selvom udgifterne potentielt er for store til, at de kun kan løftes af dem, der direkte berøres af oversvømmelserne.

Risikerer at miste kystnatur

Kommunerne fortsætter med at udvikle nye arealer i risikozoner, og vores beregninger indikerer, at omkostningerne for at beskytte de 17 byer kan vokse med en faktor mellem 1,5 og 10 frem mod 2300.

Det er derfor afgørende, at den direkte forbindelse mellem byudvikling og finansiering af beskyttelsesomkostning bevares eller styrkes, og at ansvaret for byudvikling, kysttilpasning og finansiering fastholdes samlet på lokalt niveau.

Staten bør i stedet sætte de overordnede rammer, der sikrer, at overvømmelsesrisikoen reduceres, at den langsigtede risiko og beskyttelsesomkostning er en del af planlægningen, og at den lokale finansiering ikke konkurrerer med børnehaver.

Staten bør i stedet sætte de overordnede rammer.

Roland Löwe, Eva Fernandez Østerlund, Albert Rumle Bernsen og Sivert Møklegård Pihl

Af samme grund bør midlerne i statens kystpulje ikke anvendes til at finansiere kommunal kystbeskyttelse generelt, men i stedet rettes mod:

Beskyttelse af landskaber og regioner, som vi politisk har besluttet at bevare, samt støtte til arealomlægning i den grønne trepart, så vi sikrer, at kystnær natur og vådområder kan tilpasses stigende vandstande.

Uden en ny tilgang risikerer vi at miste store dele af vores kystnatur, hvor blandt andet de danske strandenge bliver klemt ind mellem stigende havvandsspejl og menneskeskabte barrierer, således at omkring 50 procent står til at forsvinde mod slutningen af århundredet.

Vores anbefalinger

Kystbeskyttelse er ikke et projekt, men derimod en permanent forpligtelse, hvor nuværende løsninger påvirker, hvilke løsninger man kan vælge senere.

På baggrund af ovenstående foreslår vi, at:

• Ansvaret for både byudvikling, beskyttelse og finansiering holdes samlet lokalt, men der skal udvikles nye finansieringsmekanismer.
• Der gennemføres en reel sammenligning af beskyttelse, tilpasning af bygningsmassen og tilbagetrækning i planlægningen af tilpasning mod stigende havniveau – herunder en vurdering af om den valgte løsning besværliggør yderligere tilpasning på et senere tidspunkt.
• Staten fastsætter rammer, der sikrer, at oversvømmelsesrisikoen reduceres, og at det langsigtede perspektiv inddrages i planlægningen.
• Kystpuljen målrettes beskyttelse af politisk prioriterede landskaber og regioner samt grøn arealomlægning.