Villum Fonden og Velux Fonden har uddelt årets Bygningskomponentpris.
I år går prisen til tidligere administrerende direktør for Taasinge Elementer Lauritz Rasmussen, der gennem 30 år har udviklet mulighederne for, hvordan man i dag kan bygge med træ.
Det skriver fondene i en pressemeddelelse.
Og netop Lauritz Rasmussens mangeårige arbejde med anvendelsen af træ i byggeriet har i år sikret ham hædersprisen.
"Lauritz Rasmussen har gjort træ til et stadig mere anvendeligt og vigtigt element i byggeriet. Både i forhold til bæredygtighed og mulighederne for at bruge træ i nye sammenhænge har han igennem industrialisering sat nye standarder, så træ ikke længere er et supplerende element, men et bærende element," siger formand for Bygningskomponentprisens indstillingskomité Bjarne Graabæk Thomsen.
Lauritz Rasmussen er tidligere administrerende direktør i producentvirksomheden Taasinge Elementer. En stilling, han varetog i 25 år. I dag er han seniorrådgiver i virksomheden.
"Ved at optimere produktionen af trækomponenter har vi kunnet skræddersy komplekse og fleksible komponenter til den danske bygningsarkitektur. Det arbejde er jeg stolt over at modtage Bygningskomponentprisen for," siger Lauritz Rasmussen.
Med prisen modtager Lauritz Rasmussen 100.000 kroner.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Energikrise tvinger EU til "midlertidig og målrettet" støtte til sort energi
- Livet på landet er den nye slagmark
- Vagthund kritiserer statslig superfond: Gør ikke nok for at fremme dansk erhvervsliv og grøn omstilling
- Tænketank advarer politikerne før stor klimastatus: "Alt peger mod højere CO2-udledninger"













