Vi er ved at vinde over de fossile brændsler, men vi kaster en plastik-redningskrans til olieselskaberne

Plastikproduktion har længe været det vilde vesten, hvor så godt som alt er tilladt, olien flyder, og hvor man bare kunne brænde eller eksportere lortet, hvis ikke man kan komme af med det på andre måder.

Det har resulteret i, at der er plastik overalt. Og som vi er ved at vinde kampen mod fossile brændsler i energisektoren med den ene hånd, kaster vi olieselskaberne en redningskrans af plastik med den anden. Det mangler vi ikke en traktat til at fortælle os eller ændre på.

Når det samlede plastikforbrug i Danmark svarer til 50 kilo per dansker, så ligger der en vigtig opgave foran os.

Caroline Bessermann

Desværre er det ikke nyt, at Danmark venter på Europa eller verden for at lave afgørende politik. Vi ser det på PFAS-forbud, på regulering mod lån og investeringer til fossilselskaber, på udfasningen af fossilbiler for bare at tage nogle få eksempler.

Regeringen er i gang med at begå samme fejl med plastikforurening. For plastikudfordringen i Danmark er hverken ny for denne eller tidligere regeringer, der gennem årenes løb har modtaget tydelige opråb.

Alligevel har plastik længe været underbelyst i Danmark og er en komplet blind vinkel for den moderne klima- og miljøpolitik.

Som plastikkrisen vokser i størrelse, og fossilindustrien gør sig mere afhængig af den som indtægtskilde, må den politiske uagtsomhed ophøre.

Og når det samlede plastikforbrug i Danmark svarer til 50 kilo per dansker, så ligger der en vigtig opgave foran os.

Vi ved, hvad vi kan gøre på nationalt plan for effektivt at tøjle plastikforureningen: Forebyggelse og reduktion af plastikmængden er allervigtigst, for al vores erfaring med plastik viser, at vi ikke kan genanvende os ud af plastikkrisen.

Derfor skal vi starte med at forbyde unødvendigt engangsemballage, have årlige nationale reduktionsmål for forbruget af jomfruelig plastik og den samlede mængde af plastikaffald, samt have sat en mærkbar plastikafgift.

For den nødvendige plastik skal produktionen ensrettes, så vi får to til tre typer plastik, der er designet til genbrug og genanvendelse.

Det kræver strammere retningslinjer for tilladt plastik, et udvidet producentansvar for hele plastikkens livscyklus og et forbud mod skadelige kemikalier og mixproduktion i plastik.

For at plastikken rent faktisk bliver genbrugt og genanvendt, kræver det en høj afgift på forbrænding af plastik og incitamenter for optag af genbrugt og genanvendt plastik.

Og for at plastikafhængigheden ikke fortsætter, skal der afsættes de nødvendige midler til at afsøge, udvikle og udbrede alternativer til plastik.

Igennem de sidste seks runder af fejlslagne plastikforhandlinger er oliegiganternes, petrokemikalieselskabernes og plastikproducenternes afledelsesmanøvre og sabotageteknikker blevet afdækket.

Ud over at gøre alt for at forsinke en global aftale, har fossil-, kemikalie- og plastikindustriens fælde bestået af et hyperfokus på plastiksortering og genanvendelse, som de godt selv har vidst ikke var plausibel.

Det skal ministeren udnytte til at vedtage en national plastikstrategi.

Caroline Bessermann

Hvis strategierne lyder bekendte, er det fordi, de er taget direkte fra fossilindustriens drejebog for andre globale forhandlinger såsom klima- og biodiversitets-COP'erne.

Men det stærke lobbyarbejde fjerner ikke den kendsgerning, at plastik er et overvejende produktionsproblem, hvor plastikproducenter kan undslippe ansvar, og uden de store afgifter kan underbyde andre materialeleverandører og oversvømme markedet med billig, oliebaseret plastik, der bliver i vores miljø og kroppe.

Det er den virkelighed, grupper af forskere, utrættelige civilsamfundsorganisationer og en koalition af mere end 100 ambitiøse lande, som hæren af industrilobbyister er oppe imod.

Alligevel formåede olieselskaberne og oliestaterne at disrupte plastikforhandlingerne i Genève.

Men nu er Magnus Heunicke igen på behørig afstand af forhandlingerne, som minister i en regering i et land, hvor der er ufattelig høj og stædig støtte til klimahandling og grøn regulering blandt befolkningen.

Det skal ministeren udnytte til at vedtage en national plastikstrategi med de virkemidler, vi ved, nedbringer mængden og forureningen af plastik.

Det vil være det stærkeste kort at vende tilbage til den næste runde af globale forhandlinger med.