Ekspert: Udligning lokker hverken Lolland eller Gentofte til udvikling

Af Lise Lyck
Ekstern lektor, Institut for afsætningsøkonomi, Copenhagen Business School 

Vi lever heldigvis i et demokrati.

Flertallet i den danske befolkning ønsker at leve i et samfund med fremgang, hvor med Grundtvigs ord "få har for meget og færre for lidt", og hvor det er muligt at leve rimeligt overalt i Danmark.

Da indkomster og livsbetingelser er forskellige, er der behov for intervention, og det sker via omfordeling ved hjælp af skatter, regulering og investeringer.

Det er et ufravigeligt krav, at interventionen skal være fair og forståelig, og det er lige det, der ikke mere er tilfældet med den kommunale udligning.

Hvis der ikke skal være krig mellem kommunerne indbyrdes og staten og mellem land og by og mellem rige og fattige kommuner, er der behov for systemændringer, så systemet kan blive troværdigt og legitimt.

Hovedstadsudligningen, som er noget, som Danmark alene har, bør afskaffes til fordel for en samlet landsudligning.

Lise Lyck
Ekstern lektor, Institut for afsætningsøkonomi, Copenhagen Business School 

Fører til absurde resultater 
Der er er krav, erkendelser og principper, der skal indgå politisk og retfærdigt.

Det, der anvendes til regulering, skal være korrekt. I udligningssystemet må nødvendigvis indgå CPR-oplysninger.

Derfor går det slet ikke, at staten ikke er ansvarlig for oplysningernes kvalitet, men at indberetning af data er betinget af kommunernes praksis.

Der er mange penge forbundet med forkert regulering, og mange konflikter skyldes den mere eller mindre lemfærdige omgang med CPR-oplysninger.

Det fører til absurde resultater som for eksempel udligningen til Gentofte, Frederiksberg og Lolland i forbindelse med fraflytning.

Reform har øget afstand til borgerne
Det må erkendes, at kommunerne er nødvendige af både demokratiske, økonomisk efficiensmæssige og samfundsudviklingsmæssige årsager.

Vi har i Danmark efter kommunalreformens indførelse for ti år siden fået den største gennemsnitlige kommunestørrelse målt efter befolkning i Europa.

Det indebærer få politikere, stor magt til administrationen og stor afstand til borgerne, hvilket hæmmer den demokratiske udvikling og bidrager til politisk afmagt hos borgerne.

Vi ved fra økonomisk teori, at decentral opbygning kan skabe bedre balance og behovsopfyldelse mellem lokale borgerpræferencer og offentlig produktion og regulering, hvilket styrker efficiens og velfærd.

Vi ved og har vidst siden Wagners lov fra slutningen af 1800-tallet, at længere levetid, højere indkomster og øget teknologi medfører, at borgerne stiller øgede krav til den offentlige sektor, især til de offentlige produktioner tæt på borgerne.

Det indebærer, at fordelingen mellem stat og kommuner af de offentlige midler må ændres, så kommunernes andel vokser, og statens mindskes. Det samme gælder for regionerne.

Ressourcer udfordrer opfyldelse af krav
Udsultningen af kommunerne og udgiftsloftet har betydet, at der på nogle områder er kommet et landsdækkende krav om en ordentlig behandling af befolkningsgrupper – krav, som en række kommuner ikke kan opfylde på grund af mangel på ressourcer.

Det gælder gamle borgere, der gennem hele livet har bidraget til samfundet, og som ikke er sikret en acceptabel rengøringsstandard og bolig, når de blandt andet ikke selv kan klare det mere.

Det gælder også minimumstandarder i forbindelse med vuggestuer og børnehaver, hvor fremtidssikringen af det danske velfærdssamfund kræver udnyttelse af den viden, som vi har om behandlingen af børn i deres tidlige leveår.