Bliv abonnent
Annonce

Familiechef stopper inden undersøgelse af omstridt psykolog

9. juli 2021 kl. 10.15

Tårnby Kommune har begyndt en gennemgang af alle de sager, psykolog Michael Adam Guul har været inde over. Det sker, efter der er rejst tvivl om kvaliteten af psykologens arbejde for Tårnby og andre kommuner.

Kommunen har samtidigt meddelt, at kommunens familiechef stopper med øjeblikkelig virkning. 

Omstridt psykolog
Ekstern psykolog og konsulent for blandt andet Tårnby Kommune Michael Adam Guul er anklaget for at tvangsfjerne og -anbringe børn på et forfejlet grundlag. Ekstra Bladet har indsamlet 27 af Michael Adam Guuls forældrekompetenceundersøgelser (FKU), som specialister kalder "mangelfulde, uprofessionelle og uoverskuelige."

Michael Adam Guul havde i 2018 alene foretaget 27 FKU'er, hvilket eksperter til Ekstra Bladet kalder et "absurd tal," idet de ikke mener, det er muligt at lave meget mere end fire FKU'er om året med etikken i behold. Selv fortæller Michael Adam Guul til Politiken, at én undersøgelse i en børnesag tager et sted mellem 35 og 120 timer at udføre, og han mener, at det er forkert, når eksperterne siger, at man ikke kan lave mere end 20 om året.

Rapporterne er derudover kritiseret for, at retningslinjerne ikke er opfyldt, at teksten er kopieret fra andre rapporter, og Michael Adam Guul kritiseres for konsekvent at benytte en ikke-valid metode, test-scoringer, der ikke findes, samt at true sin sekretær på livet. Psykologen selv og Tårnby Kommune har desuden omtalt ham som læge og psykiater, selv om han ikke besidder disse titler.

Michael Adam Guul mener, at der er tale om en sammensværgelse, idet samtlige eksperter, der har udtalt sig, ifølge ham, er psykologer, han selv tidligere har klaget over til Ankestyrelsen eller Psykolognævnet, eller har omtalt offentligt på Facebook. 

Familiechef stopper
Ankestyrelsen har i forbindelse med anklagerne bedt kommunerne gennemgå sager, hvor Michael Adam Guul har været indeover. Undersøgelsen skal sikre, at der ikke er gennemført foranstaltninger på et fejlagtigt grundlag. Denne undersøgelse har Taarnby Kommune iværksat.

Senere vil der også blive gennemført en uvildig undersøgelse af processerne internt i kommunens familieafdeling. "Der er forud for undersøgelsen indgået en gensidig aftale mellem kommunen og familiechefen om, at hun fratræder sin stilling med umiddelbar virkning," skriver kommunen i pressemeddelelsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026