Debat

Lokalpolitik er også værdipolitik

DEBAT: De værdipolitiske kampe skal også føres på lokalt plan. Det er i kommunerne, demokratiet skal trives og Danmark udvikles, skriver Marlene Borst Hansen, MF og kommunalordfører for Radikale.
Foto: Folketinget
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lokalpolitikerne har et kæmpe ansvar for, at værdipolitiske kampe føres, og at der findes kompromisser, så alle borgere føler sig hørt. Det er lokalt, at Danmark udvikles og omstilles til den globale virkelighed. Og det er lokalt, at demokratiet trives, at meningsudveklinger sker med udgangspunkt i at nå et kompromis.

Marlene Borst Hansen
MF og kommunalordfører for Radikale Venstre
Fakta
BLAND DIG I DEBATTEN! - Send en mail til [email protected]

Af Marlene Borst Hansen
Medlem af Folketinget og kommunalordfører for Radikale

Statsministeren har netop leveret sin nytårstale, og som vanligt kritiserer oppositionen den for ikke at være ambitiøs og konkret nok. Men jeg synes, at talen, både i år og sidste år, viste danskerne, at vi har fået en ny regering. En regering, som vil noget andet, end man har gjort de sidste 10 år.

Umiddelbart synes der måske ikke den helt store forskel på finanspolitikken og ej heller på bloktilskuddenes størrelse eller de stramme krav om, at kommunerne skal overholde de indgåede aftaler. Men der ER stor politisk forskel på, hvilke værdier den tidligere og den nuværende regering baserer sig på.

Statsministeren nævnte ordet ”solidaritet” to gange og ”fællesskab” ikke mindre end 11 gange i løbet af de 17 minutter, talen varede. For selvom der er økonomisk krise, og vi må vende hver en femøre, så er der stadig en værdipolitisk kamp at kæmpe - frihed, fællesskab og frisind koster ikke ekstra.

Værdipolitik kæmpes lokalt
Jeg har i seks år været kommunalpolitiker i Kolding. Jeg har været med til drastiske nedskæringer i kommunens økonomi, så jeg kender godt til frustrationen over at skulle spare mange millioner på det kommunale budget og den stramme styring fra Christiansborg. Men jeg kender også mulighederne for - på trods – at kunne udvikle vores kernevelfærdsydelser og til at bruge udfordringsretten, som for det meste gav os frihed til det, vi gerne ville.

Jeg har været med til at udvikle en sammenhængende design-strategi for hele kommunen. Jeg har været med til konstant at udvikle de lokale folkeskoler og ofte udfordre lærerne på utraditionelle måder at undervise på, lære af nabokommunen om at tænke ældrepleje på helt nye måder og samarbejde med andre kommuner om en langt mere aktiv socialpolitik.

Så ja, Danmark og landets kommuner har store økonomiske udfordringer, og vi må alle bidrage, også i form af, at kendte velfærdsydelser nogle gange ændres. Der er stadig rum for at udvikle at gøre tingene anderledes. Kæmpe for nogle værdier, som vi tror på, gør Danmark til et bedre land.

Disse værdipolitiske kampe er alt for vigtige til kun at føres på Christiansborg og i en nytårstale. Lokalpolitikerne har et kæmpe ansvar for, at værdipolitiske kampe føres, og at der findes kompromisser, så alle borgere føler sig hørt. Det er lokalt, at Danmark udvikles og omstilles til den globale virkelighed. Og det er lokalt, at demokratiet trives, og at meningsudvekslinger sker med udgangspunkt i at nå et kompromis.

Derfor, kære kommunalpolitikere. Lad ikke frustrationen over den stramme økonomi fylde det hele. Kæmp for det Danmark, I ønsker, brug udfordringsretten til at udvikle og modernisere jeres kommune og husk jeres politiske platform til at føre værdipolitik. Godt nytår!
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marlene Borst Hansen

Medlem, Pressenævnet, fhv. stedfortrædende MF (R), fhv. formand, Fora,
lærer (Haderslev Statsseminarium 2001)

0:000:00