Frank Rechendorff MøllerAugustinus Fonden giver 90 millioner til forskning i kulturarv
18 forskningsprojekter på danske museer og universiteter får tilsammen 90 millioner kroner over tre år til forskning i kulturarv.
Det skriver Augustinus Fonden i en pressemeddelelse.
Fonden har besluttet at forhøje den årlige ramme for uddelinger fra 20 til 30 millioner kroner i 2021. Den samlede bevillingsramme for alle tre år forhøjes dermed til samlet 90 millioner kroner.
"Med initiativet iværksættes vigtige humanistiske forskningsprojekter, så vi med resultaterne og formidlingen på sigt opnår en dybere forståelse af vores arv, historie og identitet," lyder det fra Frank Rechendorff Møller, administrerende direktør i Augustinus Fonden.
Et af forskningsprojekterne kommer fra Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, der er gået sammen med Nationalmuseet, Moesgaard Museum, Nordjyske Museer og Danske Amatørarkæologer, som vil forske i potentialet for samarbejde mellem museer og amatørarkæologer omkring danefæ.
Et anden forskningsprojekt er fra Institut for Nordiske Sprog og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, der sammen med Grønlands Universitet, Nationalmuseet i Grønland og Nationalmuseet i Danmark vil indsamle, forske i og formidle ny viden om grønlandske sprogdialekter.
”De 18 udvalgte forskningsprojekter udgør alle forskning på absolut højeste niveau, og så byder de også på en række spændende samarbejder, som kommer til at engagere og brede viden ud i forskningsmiljøerne på en lang række kulturinstitutioner og institutter ved de danske universiteter,” udtaler Frank Rechendorff Møller.
Se de støttede projekter i 2021 her.
Næste års ansøgningsopslag offentliggøres 1. februar 2022.
- Alt står stille i DR. Det er alarmerende for både brugerne og mediehuset
- Knud Romer: Glædelig 1. maj til de rige røvhuller. Før eller siden bliver det værst for jer selv
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Problemerne i kulturlivet forsvandt ikke med #MeToo. De har bare skiftet ham

















