Debat

Birgitte Boesen: Genopbygningen af Notre Dame er et eksempel på en samfundskontrakt i krise

KOMMENTAR: Det, der på overfladen lignede en ny mulighed for at demonstrere sammenhold og fællesskab på tværs af alle modsætninger, viste sig hurtigt at være et nyt eksempel på en samfundskontrakt i krise, skriver Birgitte Boesen.

Det er ofte, når ting bliver sat på spidsen, at principperne for, hvordan vi indretter vores samfund, træder tydeligere frem. Derfor er der også grund til, at vi herhjemme noterer os undertonerne i den franske debat, skriver Birgitte Boesen.
Det er ofte, når ting bliver sat på spidsen, at principperne for, hvordan vi indretter vores samfund, træder tydeligere frem. Derfor er der også grund til, at vi herhjemme noterer os undertonerne i den franske debat, skriver Birgitte Boesen.Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Birgitte Boesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den aften i april, hvor en brand hærgede den parisiske katedral Notre Dame, samledes byens borgere spontant i fællessang rundt omkring i gaderne. På Twitter kan man se gribende billeder og videoer af mennesker forstenede og forenede i magtesløshed.

Som Berlingskes kulturjournalist Nathalie Ostrynski bemærkede i en kommentar, er fællessang en sjælden reaktion. Vi er vant til at se mennesker, der græder, råber eller skælder ud, men sangen vækker dybe følelser, der rækker bagud i tiden.
 
Derfor virkede det også forløsende, da præsident Emmanuel Macron samme aften forsikrede, at katedralen ville blive rekonstrueret. Og at det ville ske inden 2024, hvor Paris er vært ved De Olympiske Lege.

Præsidenten appellerede derfor til alle om at bidrage til en national samling omkring katedralens genopbygning.

Konkurrence om at give mest
Bidragene strømmede ind fra nær og fjern. Men én gruppe kom til at overskygge alle andre. Det, der på overfladen lignede en ny mulighed for at demonstrere sammenhold og fællesskab på tværs af alle modsætninger, viste sig hurtigt at være et nyt eksempel på en samfundskontrakt i krise.

Selvom der herhjemme er stor opbakning til den danske fondsmodel, der bl.a. tillader forretning og filantropi at gå hånd i hånd i de erhvervsdrivende fonde, skal man ikke langt uden for fondenes egen verden for at støde på mistro og kritiske kommentarer.

Birgitte Boesen
Indehaver af büroCPH

Det stod klart allerede i løbet af det første døgn. Bidragene fra de store franske familiedynastier og virksomheder antog nemlig hurtigt karakter af en konkurrence om at give mest: Rigmanden François-Henri Pinault, der står bag en række luksusbrands, donerede 100 millioner euro.

Kort efter offentliggjorde Frankrigs rigeste mand, Bernard Arnault, sin donation på 200 millioner euro. Han fik snart selskab af en næsten lige så velhavende rigmand, Bettencourt Meyers – arving til virksomheden L’Oréal, der bød ind med en tilsvarende sum.

Og man så andre virksomhedsdynastier stå i kø: olieselskabet Total, skiltefirmaet JCDecaux og den finansielle virksomhed BNP Paribas, for blot at nævne nogle.

Allerede dagen efter branden forlød det, at der var indsamlet mere end 600 millioner euro – svarende til godt 4,5 milliarder kroner. Fem dage senere var beløbet vokset til 1 milliard euro eller godt 7,6 milliarder kroner. Og tilstrømningen fortsætter i skrivende stund.

Overvældende resultat
Uden sammenligning oversteg indsamlingen al forventning. Det ligner en succes af dimensioner, der tåler sammenligning med indsamlingerne til jordskælvet i Haïti og tsunamien på Sri Lanka i sin tid.

Også landets indsamlingsorganisationer må være mere end overraskede. I den franske udgave af Huffington Post taler en enkelt graf sit tydelige sprog: I løbet af de første fem dage modtog genopbygningen af Notre Dame knap 1 milliard euro, hvilket er markant mere, end det lykkedes syv velgørende organisationer at indsamle i hele 2018 – tilsammen.

Eksempelvis indsamlede den katolske hjælpeorganisation Secours Catholique omkring 100 millioner euro, mens det kun lykkedes den aktivistiske katolske organisation Fondation Abbé-Pierre at indsamle det halve.

For præsidenten og hans kulturminister kommer resultatet som en stor lettelse. De mange private milliarder letter det økonomiske pres på staten, der som ejer af Notre Dame står med ansvaret, og gør det realistiske for Emmanuel Macron at opfylde sit løfte om hurtigt at gå i gang med genopbygningen.

Brandvarm debat
Men lige så hurtigt som millionerne rullede ind, rejste der sig en folkelig protest mod, at landets rigeste familiedynastier så åbenlyst kappes om at overgå hinanden i velgørenhed. Hvor kom alle de penge pludselig fra, spurgte folk på gaden og i medier, hvor debatten endnu ikke har lagt sig.

Hvad er så forklaringen på, at det, der på overfladen ligner en succes, kan få så stærke følelser til
at flamme op? Ikke mindst i lyset af at selv samme anledning få dage før samlede mennesker i sorg og fællessang på gaderne i Paris?

Når stemningen er blevet så brandvarm – hvis man tillader udtrykket – er forklaringen, at bidragene kommer fra den selvsamme gruppe af velhavere, der for nylig fik lettet deres formueskat og nedsat beskatningen af udbytter fra aktiehandel.

Hvilket taler direkte ind i De Gule Vestes protester over højere benzinafgifter, det høje skattetryk for almindelige mennesker, lave lønninger og inflationen. En protest, der som bekendt har tilslutning langt ud over den brogede skare, der lørdag efter lørdag forsamles i de franske byer.

Modstand mod fradrag for velgørenhed
Dertil kommer en genopblussen af modstanden mod en lovændring fra 2003, der giver franske velgørere og virksomheder ret til at trække 60 procent fra i skat, når de giver penge til almennyttige formål – uanset om donationen går til kunst og kultur, socialt udsatte eller som i tilfældet her til Paris’ katedral.

Og selvom førnævnte François-Henri Pinault hurtigt meddelte, at han ikke agter at bruge sit skattefradrag i denne omgang, har det ikke mindsket utilfredsheden.

Når man giver skattefradrag for velgørenhed, betales hovedparten i realiteten af skatteyderne i form af tabte skatteindtægter. Og hvor velgørende er dét lige, spørger eksempelvis den velgørende katolske stiftelse Abbé Pierre, som opfordrer milliardærerne til at donere én procent af deres formue til de fattige.

Statens eller samfundets ansvar
Fra andre kanter kommer spørgsmålet om, hvorvidt det er statens ansvar eller hele samfundets ansvar at løfte opgaven med at genopbygge Notre Dame. Hvem hjælper egentlig hvem, lyder det retorisk fra den økonomiske redaktør på L’Opinion, Raphaël Legendre, der ikke kan se logikken i modstanden mod, at staten gennem sin skattepolitik begunstiger milliardærernes velgørenhed.

Det er da dem, der hjælper staten, og ikke omvendt, mener han og støtter dermed det synspunkt, at da staten ejer Notre Dame, bør staten også selv betale genopbygningen.

Fælles interesse i at vedligeholde samfundskontrakten
Det er ofte, når ting bliver sat på spidsen, at principperne for, hvordan vi indretter vores samfund, træder tydeligere frem. Derfor er der også grund til, at vi herhjemme noterer os undertonerne i den franske debat.

For selvom der herhjemme er stor opbakning til den danske fondsmodel, der bl.a. tillader forretning og filantropi at gå hånd i hånd i de erhvervsdrivende fonde, skal man ikke langt uden for fondenes egen verden for at støde på mistro og kritiske kommentarer.

Ud over en almen skepsis over for rimeligheden i fondsskattereglerne, går bekymringen også på, at områder som forskning og kultur risikerer at blive skævvredet til fordel for de projekter, som er fondsstøttede.

De danske fonde er kommet langt i deres bestræbelser på at vise åbenhed og lytte til andre synspunkter om deres virke. Men det er ikke så længe siden, debatten herhjemme om fondenes samfundsmæssige legitimitet var på sit højeste.

Det førte i 2015 til en ny fondslovgivning med vægt på god fondsledelse og gennemsigtighed. Man kan lidt højstemt sige, at dette udgør grundlaget for fondenes bidrag til samfundskontrakten.

Det er værd at huske på, at sådan en kontrakt med mellemrum skal evalueres, hvis ikke kritikken skal blusse op igen.

Vi har alle en interesse i, at denne samfundskontrakt holdes ved lige – uanset om vi mest identificerer os med civilsamfundet, det offentlige eller virksomhederne.

-----

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Kommentaren er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Birgitte Boesen

Grundlægger og analytiker, büroCph, bestyrelsesmedlem, PlanBørnefonden, Rådet for Grøn Omstilling
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1984)

0:000:00