Om  
Michael Juul Sørensen

Dødsfald: Forhenværende radiovært og ”nationens vækkeur” Michael Juul Sørensen (74)

Tidligere radiovært og konservativ kommunalpolitiker Michael Juul Sørensen, er død 74 år gammel. Han bisættes 17. februar.

Den tidligere radiovært Michael Juul Sørensen er gået bort.
Den tidligere radiovært Michael Juul Sørensen er gået bort.Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Lærke Møller Hansen

Den populære morgenvært Michael Juul Sørensen er ikke blandt os længere.

Det bekræfter Leif Bering, hans samlever gennem næsten 50 år, på Michael Juul Sørensens Facebook-profil.

”Det er med tungt hjerte at jeg må meddele, at Michael ikke er her mere. Michael døde den 3. februar 2023 på palliativ afdeling Bispebjerg Hospital efter nogen tids sygdom,” skriver han i opslaget.

Michael Juul Sørensen blev 74 år gammel.

Et hit på radioen

Han var en velkendt stemme i de danske øregange op igennem 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne. Det startede med programmet ’Hej P3’, hvor han fik krogen i de unge lyttere.

I 1980’erne blev han omtalt som ”nationens vækkeur” i forbindelse med sin rolle som morgenvært på P3. Ligeledes var han på den tid en lytter-vellidt morgenvært på den regionale Københavns Radio, hvor han udgjorde en markant - og vittig - duo sammen med den senere tv-vært Jes Dorph-Petersen.

Efter afstikkeren til Københavns Radio returnerede den garvede radiovært til P3 i 1987, hvor han stod med ansvaret for at udvikle en række programmer, der tæller: ’Hotel Evergreen’, ’Giro 413’ og ’Natradio’.

I 1997 rykkede han fra DR over på Radio 2 i protest over tiltaget ’Danmarkskanalen’ sammen med blandt andre Georg Julin og Jørn Hjorting. Her lavede han weekendprogrammet ’Michaels’ frem til 2001. Den musiske smørstemme Michael Juul Sørensen var en selvbevidst - men også altid opmærksom kollega.

Ved siden af sin journalistiske karriere kastede Michael Juul Sørensen sig også ud i kommunalpolitik. Fra 1996 til 2006 sad han i Frederiksbergs kommunalbestyrelse for Konservative. Derudover havde han bestyrelsesposter i blandt andre Den Kommunale Højskole, Repræsentantskabet for R 98 og  Frøbelseminariet.

Michael Juul Sørensen bisættes fra Frederiksberg Kirke fredag 17. februar klokken 13.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Juul Sørensen

Fhv. radiovært og kommunalbestyrelsesmedlem (K), Frederiksberg

0:000:00