Dramatikere til Mette Bock: Scenekunstreform vil gøre teaterstykker for store, dyre og sprogligt idéforladte

DEBAT: Kulturministerens udspil til en ny scenekunstreform vil blandt andet jage børn og mindre velhavende kulturforbrugere væk fra publikumssæderne, skriver Jokum Rohde, Danske Dramatikere.

Jokum Rohde
Næstformand for Danske Dramatikere

Kære Mette Bock

Følgende de mange gode samtaler, vi har haft gennem det sidste år, særligt med fokus på den kommende scenekunstreform, hilser jeg den rundhåndede udviklingspulje, afsat til udvikling og nytænkning inden for dansk teater, særdeles velkommen.

Din interesse og forståelse for dansk dramatik taget i betragtning forventer jeg, at en god del af denne udviklingspulje vil tilgodese de nye historier og de nye karakterer, der definerer vores tid.

Kort sagt det, som publikum efterlyser mere end noget andet: relevans, drama og samtidshistorie.

Mere lokalt teater bliver en dyr fornøjelse 
Jeg vil dog også advare mod to politiske tendenser i dit udspil til en scenekunstreform.

Den første er udspillets aktive begrænsning af befolkningens økonomiske adgang til teateroplevelsen ved beskæring af formidlingsordningen.

Vi var selv inde på dette emne, da du og jeg diskuterede i Kulturministerens Krydsild i 2018.

Du synes nok at prioritere befolkningens geografiske adgang til teateroplevelsen, mens jeg er af den opfattelse, at økonomisk tilgængelighed er alfa og omega, når det gælder dansk teaters overlevelsesdygtighed.

Den økonomiske tilgængelighed til dansk teater har to udfordringer, hvor den første og den vigtigste omhandler den usunde tendens, de rigeste teatre iblandt.

Nemlig at producere færre forestillinger til flere penge og højere billetpriser med en risikabel forventning om høj belægning.

Teatret skal være fattigt og for alle
Dette er alt andet lige den centrale dødsmekanisme i vor tids teater.

Den eneste vej ud af denne spiral er at producere flere og mere kunstnerisk varierede forestillinger til færre penge ved ikke at konkurrere med privatteatrenes og filmoplevelsens bulder og brag og hundredvis af kostumer og trickeffekter.

At vende tilbage til Grotowskis ideal om det fattige teater og, frem for alt, teatret skabt og spillet til alle, rig og fattig.

Teater som kunstart har muligheden for at være en af de billigste kunstarter af dem alle, men i vor tid er det blevet den dyreste og den sjældneste.

Dette er og bliver en kunstnerisk prioritering hos teaterledelserne rundt omkring i landet.

At valget mellem den ENE forestilling, der koster det halve års budget, eller de FEM forestillinger for samme budget, men med en anden æstetisk tankegang bag sig, for altid bliver det samme:

De rigeste teatre vælger gang på gang den dyreste og den mest spektakulære.

Børn og unge vil forsvinde fra publikumsrækkerne
Den anden dimension i undermineringen af befolkningens økonomiske vej til teatret følger, som jeg ser det, af dele af din scenekunstreform, hvor børn og unge, som følge af beskæringen af formidlingsordningen, vil komme sjældnere i teatret.

Herved vil kommende generationer miste forbindelsen til kunstformen, der således vil sakke bagud og bagud, indtil ingen længere kan huske, hvilken tavs remise der huser den førhen så relevante kunstart.

Kritikpunktet har været fremført før og af mange. Det bliver den dog hverken mere eller mindre relevant af.

Jeg ser din merstøtte til fire udvalgte danske teatre som en form for kompensation for det førnævnte generations- og publikumstab, der vil følge af førnævnte dobbelte mekanisme af færre produktioner og dyrere billetter.

Alle fire teatre har flot markeret sig, nogle mere kunstnerisk end kommercielt, nogle omvendt, men ALLE har de dog markeret sig ved at gå efter et bredt publikum, og, særligt i Aveny-T's tilfælde, et ungt publikum.

Aktiv investering er ikke demokratisk
Disse ædelmodige kvaliteter ufortalt vil jeg dog understrege, at din scenekunstreforms overskrift, Fra passiv kulturstøtte til aktiv investering, alt andet lige forfølger en meritokratisk strategi frem for en demokratisk.

Investeringens logik har kun lidt med støttens systematik at gøre. Forstået på den måde, at belønning efter evne, som dit udspil dybest set handler om, har den akilleshæl, at vurderingen af netop evnen og dygtigheden vil foregå ud fra politisk-ideologiske parametre.

Eller, i bedste fald, ud fra repertoirets og billetsalgets indfrielse af definerede hensigtserklæringer.

Den passive støtte, den ikke-meritokratiske støtte, der selvfølgelig fremkalder billeder af slendrian og kunstnerisk ligegyldighed, har den demokratiske fordel, at den ikke leder efter et billede af sig selv, men snarere et åbent felt af dybt varierede teateroplevelser.

Teatrenes kamp om midler overskygger forestillingernes kvalitet
Vores teatertid er om noget præget af en blodig konkurrence om at formulere den klareste hensigt bag en teaterforestilling, i proaktivitetens, inklusionens og offentlighedens navn.

Denne kælne konkurrence forbigår altid selve det gådefulde element, nemlig det kunstneriske produkt, der således kommer i anden række i forhold til hensigten bag.

Jeg advarer derfor mod en klar tendens i scenekunstudspillet:

Nemlig at den servile kunst og det teater, der forfølger en allerede politisk udstukket ønskediskurs, belønnes for loyalitet, frem for den klassiske diskrete kunst- og teaterstøtte, der overlader det til en samtid og en eftertid at bedømme – og belønne – hvad der er godt og ikke videre godt.

Initiativ i filmbranchen mangler hos teatrene
Forleden var jeg samlet med 200 andre film-/tv-/teaterforfattere til startskuddet på Manusfokus i Cinemateket, Filminstituttets nye tiltag for at trække forfattere til filmmiljøet.

Kort sagt styrke filmen som forfatterbåren kunstart.

Dette har Filminstituttet, efter mine beregninger, afsat cirka seks millioner kroner over en toårig prøveperiode til.

Dette initiativ flugter fuldstændigt med, hvad undertegnede og Danske Dramatikere foreslog, da du indledte samtalerne med vores branche – samtaler, der nu har ledt til nuværende scenekunstudspil.

Og jeg gentager derfor: Vi må og skal styrke det skrevne nutidsteater gennem manuskriptudvikling, ganske som bogforlagene og film- og tv-mediet gør med stor succes.

Ord er fattige
Teatersæsonen 2018/2019 har budt på en stribe kunstnerisk og kommercielle skuffelser i de største teatres repertoirekatalog, og de fleste af dem gentager en enkelt fejl:

Der er ikke blevet satset tilstrækkeligt på manuskriptet. Der er blevet investeret i lyd og billede. Ikke i ordet.

Denne manglende interesse for karakter, sprog og dramatisk form er nu en stejl glidebane ned i dyb publikumskrise for den liga af teatre, der om nogen har pengene – og forpligtelsen – til at investere i den solide dramatiske form.

Denne investering i udvikling af dramaet ser vi i den danske tv-serie-dramatik. Vi ser den alt for sjældent i de store teatres valg af forestillinger til de store scener, og dette fravalg har næsten altid samme resultat:

Et teatermedie, der prøver at ligne alle andre medier end sig selv, som genudsender alt for kendte film og romaner med så svag replik- og karaktertyngde som muligt.

For halvtomme sale.

Et håb for fremtidens teater
Jeg forventer, igen, at den rundhåndede udviklingspulje til de kommende års danske teater, ikke forbigår denne dybe strukturelle krise i teatrenes valg af forestillinger.

Men at den i stedet netop hjælper teatrene – og teaterforfatterne – til at gøre sæsonen 2018/2019 til den sidste sæson, hvor de store statsstøttede teatre fuldkomment glemte den nye historie og den professionelle dramatiske indsats frem for, hvad der nok på papiret lignede oplagte publikumsvindere – men endte med at blive det modsatte.

Hvorfor man gang på gang må undre sig over, hvordan nogen dog kunne forestille sig, at de største historier fra roman og film kunne oversættes til scenen uden teaterforfatteren i en central rolle, og bagefter, hvorfor så få af de store teatre havde passet deres arbejde og udviklet den nye dramatiske fortælling – musical, ridderspil, kammerspil, ægteskabsdrama, whatever – til at spille side om side med klassikerne på de store scener.

Jeg håber, at du tager disse overvejelser med i din indretning af udviklingspuljen i din scenekunstreform, og jeg takker dig for din indsats og interesse for vores unikke kunstart.

Forrige artikel Musiker: Politikere skal stille grønne krav til festivaler Musiker: Politikere skal stille grønne krav til festivaler Næste artikel Christian Have: Analyse skal bane vejen for vidensenhed på kulturområdet Christian Have: Analyse skal bane vejen for vidensenhed på kulturområdet
  • Anmeld

    Mette Bock · Kulturminister

    Det ser lysere ud, Jokum!

    Kære Jokum - tak for din grundige kommentar og for gode samtaler i årets løb. Jeg er, som du ved, optaget af udviklingsmulighederne for ny, dansk dramatik. Derfor undrer det mig, at du kan se så dystert på det netop fremlagte udspil omkring scenekunsten.
    Der er, som du også nævner, afsat en pulje på 33 millioner kroner til udvikling. Det er faktisk en efterkommelse af et ønske, som både du og andre har fremsat.
    Dernæst synes jeg, at din kritik af, at formidlingsordningen på i dag 75 mio kr om året reduceres med, hvad der svarer til 10-15 kr per billet - langsomt indfaset over tre år - er udtryk for et sært mismod i forhold til, hvad der får mennesker i alle aldre til st opsøge teatret. Billetter støttes forsat med mellem 50-65 kr per billet! Det er scenekunsten, og udviklingen heraf, der er og bliver det, der samler et publikum. Og om priserne skal stige marginalt er noget, teatrene selv kan beslutte.
    Vi flytter med denne reform samlet set 12 millioner kroner ud af en årlig støtte på 1,2 milliarder!
    Kan dette ikke lade sig gøre, kan intet lade sig gøre.
    Det ser, i min optik, langt lysere ud for dansk scenekunst end det billede du tegner.
    Vi har, i den positive udvikling mange teatre er inde i, brug for danske dramatikere - ikke mindst i en tid, hvor flere går i teatret og dermed også får modet til at opsøge andet og mere end de brede forestillinger.
    Der er meget godt at bygge videre på. Med udviklingspuljen og et konkret, økonomisk løft af de fire teatre er der skabt bedre muligheder for mennesker, der elsker teatret - og mennesker, der bare ikke har opdaget det endnu.