Filmfond-direktør: Lad ikke fem års investeringer i København gå til spilde

DEBAT: Film brander København, skaber flere arbejdspladser og bedre film, men det kan forsvinde, hvis Københavns Kommune trækker støtten, skriver Thomas Gammeltoft, direktør i Copenhagen Film Fund.

Af Thomas Gammeltoft
Direktør i Copenhagen Film Fund 

For første gang siden år 2000 vender Lars von Trier hjem til dansk grund for at filme sin næste store spillefilm. De seneste 17 år er det udlandet, der har trukket von Trier. Svenske skove og tyske filmstudier har været mere attraktive end hjemlandet – hovedsageligt på grund af mulig finansiering.

Men endelig vender von Trier hjem, og det er kun blevet en realitet, fordi Copenhagen Film Fund har arbejdet målrettet på det og har investeret 8 millioner kroner i projektet.

8 millioner kroner, som vel at mærke kommer fra Københavns Kommune som en del af deres bidrag til Copenhagen Film Fund. Men måske hører det snart op, og det er galimatias, når man nu har startet noget, der økonomisk mere end hviler i sig selv, og som kunstnerisk skaber en mere spændende by at bo i.

Sats på Nordens Hollywood
Vi er nemlig sat i verden for at gøre København til en by, som udenlandske film- og tv-serieproduktioner vil bruge, som turister valfarter til, og ikke mindst som københavnerne med god grund er stolte af. Stolte, fordi København er en levende og vital by med en eminent gastroscene, en by med fantastisk, ny arkitektur i smuk forening med det gamle, en overkommelig infrastruktur og en befolkning, der lever i demokratiets navn.

Det er alt sammen med til at skabe en helt særlig stemning i byen, hvilket bemærkes af turisterne, men også af de store, internationale produktioner og stjerner, når de besøger hovedstaden. Det har I god grund til at være stolte af inde på Københavns Rådhus.

I arbejder mod samme mål som vi. I har gennem nu fire år været hovedbidragsyder til Copenhagen Film Fund, og det har været en ovenud stor succes for de investeringer, som I og andre bidragsydere har puttet i.

Men det er nu, der skal satses. København og hele regionen har potentialet. København kan blive Nordens Hollywood, men vi risikerer lige nu at tabe potentialet på gulvet. Når von Trier og andre store, internationale produktioner vælger København, er det fordi, der er investeret tid og penge i at skabe opmærksomhed, relationer og ordnede forhold. Det tager tid og langsigtet planlægning.

Det er nu, vi skal rykke, Frank Jensen
Copenhagen Film Fund er nu inde i sit femte år, men måske er det slut lige om lidt, til trods for flotte resultater og effekter. Men, kære Frank Jensen, hvem ellers kan diske op med en ROI på seks kroner for hver krone investeret, samtidig med at vi brander og profilerer byen?

Det er ikke hokus pokus, men ren logik for burhøns, for vi kræver, at for hver krone vi investerer i en produktion, skal de lægge minimum 2,5 til 5 gange i rent forbrug her. En forretningsmodel med et garanteret afkast.

Og samtidig udvikler de store produktioner den danske filmbranche og vores danske talenter på et internationalt plan, der gør os endnu dygtigere. Det åbner op for, at endnu flere filmproduktioner vil komme hertil.

Det er en cirkulær bevægelse, som København nyder godt af, men som kræver løbende investering, så vi fortsat kan tiltrække de store projekter fra von Trier eller Broen 4 og senest den nye, internationale serie Embassy Down. Hele produktionen af Embassy Down skal foregå i København, selvom man i storbyer og regioner i Tyskland, Tjekkiet, Sverige og Irland kan få op til 35 procent i produktionsrabatter.

Valget af København betyder mere end 80 millioner kroner i rent forbrug her i byen og nye arbejdspladser for Danmark. København er blevet valgt takket være en politisk forståelse for, at investeringer i store produktioner netop skaber vækst, arbejdspladser og branding på kulturprodukter.

Samtidig bliver både Broen og Embassy Down store udstillingsvinduer for vores by, vores samfund og vores værdier på tv-skærme i hele verden. Det vil rette opmærksomheden mod vores hovedstad, og derfor er potentialet også lige nu på mere, ikke mindre. Det er nu, vi skal rykke, kære Frank Jensen.

Lad os bygge ovenpå med film og tv, der er vores direkte vindue til resten af verden. Vi er klar, men vi kan ikke gøre det uden din og Københavns Kommunes opbakning.

Der er brug for optimale og langsigtede rammebetingelser, hvis København skal konkurrere med svenske skove, tyske filmstudier og det tjekkiske bybillede fremover. Så der er grund til stolthed, men lad os ikke smide barnet ud med badevandet!

Forrige artikel VICE-Redaktør: Derfor gider de unge ikke DR VICE-Redaktør: Derfor gider de unge ikke DR Næste artikel Stine Kendal: Vi får bedre public service gennem samarbejde Stine Kendal: Vi får bedre public service gennem samarbejde