Forsker og rådgiver: Dansk kulturarv står i en ny virkelighed, for vandet kommer

Et skridt i den rigtige retning

Danmark er et lavtliggende land omkranset af vand. 75 ud af 98 kommuner ligger ud til kysten. De løsninger, vi skal udvikle for at kunne håndtere et vådere, varmere og vildere klima, kræver, at vi som samfund på ny tager stilling til, hvad vi vil bevare, hvor, for hvem, i hvilket tidsperspektiv og til hvilken pris. 

I den nye klimavirkelighed er der intet der tyder på, at det bliver mindre besværligt at beskytte kulturarvsværdier knyttet til bygninger, byer og landskaber.  

Svava Riesto og Rikke Stenbro
Professor, Københavns Universitet, og bevaringsrådgiver, Substrata

Tidligere i år lancerede en ekspertgruppe nedsat af kulturministeren anbefalinger til den nye nationale arkitekturpolitik, hvor en af anbefalingerne er at “kvalificere og nuancere, hvad der anses for at være værd at bevare og videreudvikle”.

Nærmere bestemt skal kommunerne fremover arbejde ud fra princippet ‘bevar eller forklar’ i byggesager. Det indebærer, at eksisterende bygninger som udgangspunkt bevares, medmindre der er tungtvejende grunde til det modsatte.

Målet er reducere byggebranchens enorme brug af ressourcer og mindske CO2-udledningerne og den negative klimapåvirkning.

Arkitekturpolitikken er et skridt i den rigtige retning, men den sikrer ikke, at vi kommer i mål med den radikale nytænkning af bevaring og planlægning, som klimaforandringerne og det stigende havvand kræver.

Ikke et svar på de store udfordringer

På bevaringsområdet er det fortsat silotænkning og nedbemandinger i forvaltningerne, der tegner den realpolitiske virkelighed.

Slots- og Kulturstyrelsen har allerede været igennem flere større sparerunder, og for nylig er et ekspertudvalg nedsat af kulturministeren kommet med ni anbefalinger til at revidere bygningsfredningsloven.

Udvalget har set på, hvordan man kan lette administrationen for at gøre det lempeligere for ejere af de fredede bygninger at lave ændringer. Det handler om at spare penge og besvær.

Det kan i princippet lyde positivt, men det er ikke et svar på de store udfordringer.

For i den nye klimavirkelighed er der intet der tyder på, at det bliver mindre besværligt at beskytte kulturarvsværdier knyttet til bygninger, byer og landskaber.

Mange af de steder, hvor vandet kommer, slår hverken fredninger eller bevaringsudpegninger lavet med afsæt i bygningsfredningsloven eller planloven til.

Tænk blot på de mange fredede og bevaringsværdige huse og pladser i Ribe bycentrum. I fremtiden vil Ribe blive ekstra udsat for stormfloder og stigende vandstand, men Ribe er endnu ikke er blevet udpeget som et område, der bør beskyttes mod oversvømmelser, ligesom byen heller ikke er tildelt kystbeskyttelsesmidler fra staten.

Her og andre steder er der brug for at koordinere forvaltningen af udpegede kulturarvsværdier med andre lovgivninger og tage hensyn til det i den nationale risikokortlægning.

Viden skal puljes sammen

Der er brug for, at de forskellige lovregler spiller bedre sammen, og det skal være langt mere transparent, hvordan bevaringsværdier – økonomiske, økologiske, kulturhistoriske, arkitektoniske – bliver vægtet i forhold til hinanden.

Det bliver krævende og besværligt, men det er nødvendigt.

Svava Riesto og Rikke Stenbro
Professor, Københavns Universitet, og bevaringsrådgiver, Substrata

Viden skal puljes sammen på tværs af fagfelter mellem de forskellige kommuner og mellem forskning og praksis, og indsatserne skal være afstemt med hinanden i et helhedsperspektiv.

Det er afgørende, hvis løsningerne skal kunne gå på tværs af kommunale grænser og matrikelskel og samtidig nyde opbakning fra ejere, interessenter og forvaltninger.

Det bliver krævende og besværligt, men det er nødvendigt.

Når vi ikke kan bygge diger rundt om hele landet, må vi som samfund prioritere, hvad der er vigtigt at bevare, og hvad der er mindre vigtigt. Ideer, om hvad der er værdifuldt at tage vare på, har altid været til diskussion og i forandring.

Tre særligt vigtige indsatser

Men lige nu er vi på vej ind i et nyt kulturarvs-klima-paradigme, som kræver, at vi tænker radikalt anderledes.

Her er derfor tre trinvise indsatser, som det efter vores mening vil være særlig vigtige for kulturarvsforvaltere, lovgivere og alle os andre at forholde os til i de kommende år:

• Bevar eller forklar. Vi skal grundlæggende betragte alle elementer i det bebyggede miljø som værdifulde, ikke alene bygninger eller steder, der i dag er markeret som bevarings- eller fredningsværdige. Nedrivning eller fjernelse skal kun ske, når der er helt særlige grunde til det.
• Kom tab i forkøbet. Vi skal herefter turde tage stilling til, hvad det er, vi som samfund vil acceptere at miste, og hvilken grad af forandring vi vil tillade hvor. Det kræver strategisk langsigtet tænkning på tværs af forvaltninger, sektorer og aktører. Vi må være forberedt på at give afkald på nogle bygninger og steder med status af høj bevarings- eller fredningsværdi, fordi det ikke vil være muligt at tilføre store ressourcer alle steder.
• Skab en bred debat. Diskussioner om bevaring og afvikling er meget følsomme og kræver et ordentligt vidensgrundlag, som både myndigheder, civilsamfund og borgere kan tage stilling til. Analyser og vurderinger kræver bidrag fra fagfolk inden for blandt andet planlægning, kulturarv, hydrologi, konstruktion og natur. Men i et demokratisk samfund som Danmark må der også være en bred samfundsmæssig debat, som inkluderer beboere og andre lokale aktører for at undgå, at det bliver en dogmatisk top-down tilgang, også selv om den er ment i bedste mening.

Sikkert er det, at den nye klimavirkelighed gør det umuligt at fortsætte med en business-as-usual-tilgang til både bevaring og byudvikling.

Den forestående revision af bygningsfredningsloven og de nye anbefalinger, der er givet i arkitekturpolitikken, er en oplagt anledning til nytænkning.

At trække på internationale erfaringer og udveksle og samarbejde på tværs af kommunerne er et godt sted at starte og kan være med til at kvalificere de valg, vi som samfund er nødt til at træffe fremover.

For i sidste ende skal vores bevaringsindsatser kunne holde vand – også forstået helt bogstaveligt.