Grønlandsk filminstruktør: Det er på tide, at Danmark tager ansvar for sin koloniale fortid

Når Grønland bliver selvstændigt – ikke hvis

Det er en misforståelse og en fejlslutning at anskue spørgsmålet om Grønlands selvstændighed som et “om.” Det er et spørgsmål om “når.” Danmark har ikke blot en moralsk men også en historisk forpligtelse til at anerkende og understøtte Grønlands vej mod fuld suverænitet – også økonomisk.

Det er ikke blot retfærdigt men helt nødvendigt i arbejdet med at afslutte de koloniale dynamikker, der stadig præger relationen mellem de to nationer.

Det er almindelig praksis, at tidligere kolonimagter yder økonomisk støtte til de kolonier, de har underlagt sig. Ikke som en gave, men som en form for erstatning for de skader, de har påført ved at indføre fremmede systemer og strukturer, der ikke eksisterede før.

Når tidligere kolonimagter har indført systemer, der har brudt med oprindelige økonomiske og sociale strukturer og skabt afhængighed af kolonimagten, følger en forpligtelse til at sikre en bæredygtig og retfærdig overgang til uafhængighed.

Danmark har historisk været alt for tilbageholdende med at anerkende og bearbejde sin koloniale fortid.

Aka Hansen
Forfatter, filminstruktør, debattør og aktivist

Et eksempel på den praksis er Marshall-øerne og andre tidligere kolonier under USA’s administration i Stillehavet. Her indførte man i selvstændighedsprocessen en Compact of Free Association med USA, der sikrede økonomisk støtte og adgang til amerikanske markeder og institutioner. Dette blev nødvendigt som en form for kompensation for de økonomiske og miljømæssige ødelæggelser, som USA påførte under kolonial administration.

Andre eksempler på tidligere kolonimagter, der tager ansvar for den afhængighed, de har skabt og understøtter en overgang til selvstændighed, er Frankrigs lignende forpligtelser over for tidligere kolonier som Senegal og Elfenbenskysten.

Også Filippinerne modtog efter selvstændigheden fra USA i 1946 fortsat betydelig økonomisk bistand fra amerikanerne, blandt andet via investeringer i landets infrastruktur.

Grønlands situation er altså ikke unik, og Danmarks bloktilskud bør ses som en naturlig del af selvstændighedsprocessen – ikke som et argument imod, men som en del af vejen mod uafhængighed.

Selvstændighed – ikke løsrivelse

Sproget, vi bruger, er ikke blot et spørgsmål om ord, men også om magt og perspektiv. Når Grønlands fremtid omtales som en “løsrivelse,” bliver historien forvansket. Udtrykket er både misvisende og uretfærdigt, fordi det antyder, at Grønland aktivt har indgået en aftale om afhængighed, som vi nu ønsker at bryde.

Det er ikke tilfældet. Grønlands afhængighed af Danmark er resultatet af kolonial underlægning – ikke et frivilligt valg.

Det er på tide, at Danmark tager ansvar for sin rolle i historien.

Aka Hansen
Forfatter, filminstruktør, debattør og aktivist

Ordet “løsrivelse” har desuden en negativ klang, der vækker associationer til oprør, konflikt og brud. Det er derfor afgørende at bruge det rette ord: Selvstændighed. Selvstændighed signalerer en naturlig og legitim proces, hvor et folk genvinder sin suverænitet og kontrol over egen fremtid.

At bruge det rigtige ord er ikke en detalje. Det er et udtryk for respekt for Grønlands historie og den grønlandske befolknings ret til selvbestemmelse. Ord former vores forståelse og fortællinger, og det er vigtigt at anerkende, at Grønlands krav om selvstændighed er rodfæstet i en dyb historisk uretfærdighed og en længsel efter frihed, ikke i et ønske om konflikt eller oprør.

Det er på tide, at Danmark tager ansvar

Før jul beskyldte Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, Danmark for at have begået folkedrab mod den grønlandske befolkning  i forbindelse med spiralsagen. Det understreger de alvorlige konsekvenser af kolonitidens politik og den dybe smerte, som stadig præger relationen mellem Danmark og Grønland.

Danmark har historisk været alt for tilbageholdende med at anerkende og bearbejde sin koloniale fortid. Da Grønland i 2014 nedsatte en forsoningskommission for at adressere kolonialismens eftervirkninger, valgte den danske stat ikke at deltage aktivt i processen.

Den manglende vilje til at engagere sig i forsoning og tage et opgør med fortiden har været en væsentlig hindring for at opnå gensidig respekt og forståelse mellem de to lande. Det er det, vi ser konsekvenserne af i dag, når Danmark går i panik over, at Donald Trump bejler til Grønland.

Det er på tide, at Danmark tager ansvar for sin rolle i historien og indgår i en ærlig dialog med Grønland. Reel forsoning kræver en anerkendelse af de overgreb, der blev begået, og en aktiv indsats for at hele de sår, som kolonialismen har efterladt. Jeg kan godt være bange for, at det måske er for sent.

Det er naivt at tro, at Danmarks engagement i Grønland primært har været drevet af et ønske om at hjælpe det grønlandske folk. Historisk set har Danmarks interesse i Grønland været præget af økonomiske og strategiske hensyn – fra udnyttelsen af råstoffer til geopolitiske interesser i Arktis. Den koloniale fortælling om “hjælp” har været et påskud for at retfærdiggøre økonomisk udnyttelse og kulturelt overgreb.

Når Grønlands fremtid omtales som en “løsrivelse,” bliver historien forvansket.

Aka Hansen
Forfatter, filminstruktør, debattør og aktivist

Spiralskandalen, forskelsbehandlingen og den fortsatte økonomiske afhængighed af bloktilskud er blot nogle af de greb, der afslører en struktur, som har fastholdt Grønland i en afhængighedssituation. Dette er ikke hjælp; det er en forlængelse af den koloniale undertrykkelse, som vi kæmper for at frigøre os fra.

Valget tilhører alene det grønlandske folk

Selvstyreloven, der blev indført i 2009, markerede en milepæl i Grønlands vej mod selvstændighed.

Den fastslår tydeligt, at spørgsmålet om selvstændighed er et valg, der alene tilhører det grønlandske folk, og anerkender Grønlands ret til at beslutte sin egen fremtid uden indblanding eller kontrol fra Danmark. Det er et grundlæggende princip, der også er nedfældet i FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder.

Den grønlandske befolkning stemte med stort flertal for selvstyreloven, hvilket viser en stærk folkelig opbakning til ønsket om større kontrol over egne anliggender. Med loven blev det muligt at overtage administrationen af en række områder – herunder retssystemet, råstofområdet og miljøforvaltningen –, samtidig med at Grønland fik anerkendt retten til at erklære sig selvstændigt.

Denne anerkendelse er ikke blot en symbolsk men en juridisk garanti for, at Danmark ikke kan forhindre Grønlands overgang til suverænitet, når det grønlandske folk træffer den beslutning.

Når danske debattører fremhæver Grønlands økonomiske afhængighed af Danmark, manglende kapacitet eller andre barrierer som argumenter imod selvstændighed, strider det direkte imod ånden i selvstyreloven og princippet om grønlandsk suverænitet.

Loven giver Grønlands befolkning det sidste ord.

Aka Hansen
Forfatter, filminstruktør, debattør og aktivist

Andre steder i verden ser man tilsvarende juridiske mekanismer, der har understøttet tidligere kolonier eller territoriers ret til selvstændighed.

Eksempelvis har Skotland under Storbritannien en tilsvarende ramme, hvor befolkningen gennem folkeafstemninger kan træffe beslutninger om deres fremtid i unionen. I Østtimor blev selvbestemmelse først anerkendt efter en folkeafstemning under FN's tilsyn, hvilket banede vejen for landets uafhængighed fra Indonesien.

Selvstyreloven fra 2009 står som et juridisk bevis på, at Grønlands selvstændighed er et spørgsmål om tid og beslutning – ikke om forhandling. Danmark har ingen ret til at diktere betingelserne eller tidslinjen for Grønlands frigørelse. Loven giver Grønlands befolkning det sidste ord, og denne ret må respekteres som en del af det historiske opgør med kolonialismen.