Bliv abonnent
Annonce
Om  
Peter Christensen
Lars Løkke Rasmussen
Anders Fogh Rasmussen

Han vidste, hvordan skinken skulle skæres: Peter 'PC' Christensen var en sjælden politisk håndværker

Peter Christensen var uddannet elektriker og et bevis på, at man godt kunne blive til noget i moderne toppolitik, uden at have en akademisk uddannelse.
Peter Christensen var uddannet elektriker og et bevis på, at man godt kunne blive til noget i moderne toppolitik, uden at have en akademisk uddannelse.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Peter Christensen (V) var uddannet håndværker, og udviklede sig også til en sjældent dygtig politisk håndværker. Men han blev flere gange offer for politik, når det er allermest brutalt.

Derfor forlod han politik i en ung alder, og inden det kom på mode at gøre netop det. Han ville skabe sig et andet liv. Men i en alder af bare 49 år mødte han igen en brutal side af tilværelsen.

Torsdag døde han efter at have kæmpet mod kræften for tredje gang i sit liv. Denne gang tabte den sønderjyske fighter.

Får lov at leve videre

Peter Christensen blev født i 1975 i den lille landsby Hjerting i Sønderjylland, og voksede op i et landmandshjem.

Allerede som ung viste han interesse for politik, men det var en livstruende kræftsygdom, han fik konstateret som 17-årig, der ændrede hans liv.

Denne oplevelse gjorde ham bevidst om værdien af at leve aktivt og engageret, og han meldte sig ind i Venstres Ungdom med det mål at gøre en politisk forskel, hvis han skulle få lov at leve videre.

Han besejrede sygdommen, og Peter Christensen gjorde hurtigt karriere blandt de unge liberale løver.

Læs også

”Jeg mødte ham som helt ung og var imponeret over den unge elektriker, der havde noget nær det sikreste politiske boldøje, jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med,” skrev tidligere Venstre-formand og mangeårig ven Lars Løkke Rasmussen i et mindeord på Facebook torsdag aften, efter at have modtaget nyheden om Peter Christensens død.

I 1999 afløste Peter Christensen Venstres nuværende formand, Troels Lund Poulsen, på posten som formand for Venstres Ungdom.

Peter Christensen blev i 1999 valgt til formand for Venstres Ungdom.
Peter Christensen blev i 1999 valgt til formand for Venstres Ungdom. Foto: Erik Luntang/Nordfoto-Nordfoto/Ritzau Scanpix

Efter Anders Fogh Rasmussens og Venstres jordskredssejr i 2001 blev Peter Christensen som 26-årig medlem af Folketinget. Som den eneste af de 56 medlemmer af Venstres nyvalgte folketingsgruppe ønskede han at blive skatteordfører. Og det blev han så.

Stod ikke i Foghs drejebog

I 2003 blev den politiske kometkarriere imidlertid bremset, da han sammen med Søren Pind, Torsten Schack Pedersen, Lars Christian Lilleholt, Lars Krarup, Leif Mikkelsen og en række andre unge Venstre-folk udarbejdede de 10 såkaldte liberale teser. I et behjertet forsøg på at genoplive den liberalistiske åre i Danmarks liberale parti.

Det bragte Peter Christensen, Søren Pind og co. på kollisionskurs med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og ikke mindst daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Teserne passede dårligt ind i Foghs og Hjorts bestræbelser på at gøre Venstre til et folkeparti, hvor den liberale ideologi blev nedtonet.

”Det at vi lavede nogle bud på, hvad der skulle være politiske rettesnore, det stod ikke i Anders Foghs drejebog. Han havde absolut ikke brug for, at der blev opsat ideologiske pejlemærker,” fortalte Peter Christensen i 2023 i podcasten Ministertid med Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

”Det var ikke sådan, at jeg gik og ventede på, at telefonen skulle ringe, når der var regeringsrokader under Fogh.”

Peter Christensen røg så langt ud i den politiske kulde, at han til gengæld fik god tid til at bygge sommerhus på Bornholm. Og med vanlig humoristisk sans navngav det ”Foghs minde”.

Forsvarede loyalt Løkke

På trods af striden om teserne blev Peter Christensen i 2005 udnævnt til Venstres finansordfører. Det vakte opsigt, at han som finansordfører ikke tøvede med at kritisere den økonomiske politik i den regering, han selv var en del af.

Han lagde aldrig skjul på, at han inderst inde var hardcore liberal.

"Hvis man venter på, at staten skal gøre en lykkelig, kommer man til at vente forgæves. Folk uden en borgerlig observans kan godt se glade ud, men jo længere ude på venstrefløjen, man ligger, desto mere forbitret og ond synes man, verden er. Jeg er glad for ikke at bære det åg," sagde han til Information i 2009.

Peter Christensen var op gennem 00’erne en af Lars Løkke Rasmussens nærmeste allierede, som loyalt forsvarede Løkke i den ene bilagssag efter den anden. Det blev belønnet og husket. 

Da Lars Løkke Rasmussen i 2009 overtog som Venstres leder efter Fogh, tog Peter Christensens politiske karriere således for alvor fart.

Lige så dårligt forholdet var til Anders Fogh, lige så godt var det på det tidspunkt til Lars Løkke.

Gjorde det komplicerede ukompliceret

I marts 2011 blev han udnævnt til skatteminister. Det varede dog kun få måneder frem til Løkkes valgnederlag til Helle Thorning (S) i oktober samme år.

Efter valget i 2011 blev Peter Christensen Venstres såkaldte chefforhandler, der trådte til, når aftalerne med SFR-regeringen skulle forhandles i hus - eller afviste finansminister Bjarne Corydon (S) og co’s aftaleudkast. Hans evne til at få tingene til at ske på trods af svære politiske modsætninger gjorde PC til en nøgleperson i partiet.

En mand, der gjorde det komplicerede ukompliceret, som en god ven og tidligere kollega skrev på Facebook torsdag aften.

Kunne tackle igennem

Peter Christensens tørre humor og selvironi, kombineret med hans skarpe politiske næse, gjorde ham til en betroet samarbejdspartner, som mange politiske medspillere og modspillere kunne stole på. Han var ikke en mand, der jagtede ære eller offentlig opmærksomhed, men han var der, når det gjaldt, og hans ord og håndslag havde vægt.

Han var dog også en magtspiller, der kunne tackle igennem. Både i forhandlingslokalet over for politiske modstandere og i gruppelokalet over for partifællerne.

”Han var fremragende i politiske forhandlingsrum, og han havde en helt central andel i de økonomiske reformer, der har gjort den danske økonomi så stærk, som den er. Han gjorde på alle måder en forskel i dansk politik, og det skylder vi ham i Venstre en stor tak for,” skrev Venstres nuværende formand Troels Lund Poulsen torsdag aften på Facebook.

Peter Christensen var uddannet elektriker og et bevis på, at man godt kunne blive til noget i moderne toppolitik, uden at have en akademisk uddannelse.

Komme til at virke barsk

Op til valget i 2015 blev Peter Christensen spået til at være en af favoritterne til finansministerposten, hvis Venstre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen kunne generobre regeringsmagten.

De genvandt magten og dannede en smal Venstre-mindretalsregering. Men partiet havde mistet 13 mandater og måtte vinke farvel til adskillige folketingsmedlemmer - et af dem var Peter Christensen, der kun blev tredje suppleant i Sydjylland.

For man er ikke nødvendigvis en billetsælger med bred vælgerappel, blot fordi man er en dreven politisk håndværker.

”Når man er korthåret, halvskaldet og altid snakker om økonomisk politik, kan man godt komme til at virke barsk,” sagde han i 2015 med sit karakteristiske skælmske smil til Altinget.

Finansministerkontoret blev derfor på ny indtaget af Venstre-nestoren Claus Hjort Frederiksen.

Uventet plads på ministerholdet

Til gengæld holdt en anden liberal sønderjyde, Carl Holst, kun 93 dage på posten som forsvarsminister. Det gav i september 2015 uventet plads på ministerholdet til Peter Christensen, der ellers havde stillet de politiske træsko på hylden.

Han blev derfor forsvarsminister og sad for bordenden, da et bredt politisk flertal 9. juni 2016 besluttede, at det amerikanske F-35 kampfly skulle afløse Flyvevåbnets aldrende F-16 fly.

Danmarkshistoriens største våbenindkøb til omkring 15 milliarder kroner.

I november 2016 tog Lars Løkke Rasmussen Liberal Alliance og Konservative ind i varmen og dannede VLAK-regeringen.

Det betød, at der var brug for færre Venstre-ministre. Og da Claus Hjort Frederiksen ikke var parat til at gå på pension, måtte Peter Christensen vige for Hjort og overlade ham forsvarsministerposten.

Her sluttede Peter Christensens politiske karriere endegyldigt. Det samme gjorde hans loyalitet over for Lars Løkke Rasmussen.

”I politik må man aldrig blive rigtig overrasket. Alt kan ske. Og da især når man arbejdede for Lars Løkke,” sagde Peter Christensen i Ministertid i 2023.

Peter Christensen (t.v.) og Lars Løkke Rasmussen (t.h.) kørte i mange år politisk parløb. Her ved finanslovsdebatten i folketingssalen i september 2006.
Peter Christensen (t.v.) og Lars Løkke Rasmussen (t.h.) kørte i mange år politisk parløb. Her ved finanslovsdebatten i folketingssalen i september 2006. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Lars Løkke Rasmussen er også ærlig om, at venskabet blev sat på prøve.

”Det skabte skår i et livslangt venskab. Politik er en hård disciplin. Jeg er lettet over, at vi nåede at klinke skårene,” skrev Lars Løkke Rasmussen i sit mindeord.

Syleskarpe analyser

Peter Christensen fortsatte som blandt andet økonomidirektør i Refshaleøens Ejendomsselskab og som direktør i Aktive Ejere.

Samtidig var han en passioneret jæger og iagttager af dansk og international politik. Gerne suppleret med syleskarpe og til tider sarkastiske analyser.

Han blev flere gange spurgt, om ikke han savnede den politiske manege.

“Det korte svar er nej. Det er ikke sådan, at jeg har taget mig selv i at stå og tænke, bare jeg kunne blive politiker igen. Men der kan godt være forhandlingsforløb, hvor jeg tænker, at det kunne jeg godt tænke mig at være med i. Og nogle gange tænker jeg også, at det kunne jeg gøre bedre,” sagde han muntert i programmet Ministertid.

Ikke så genial

I 2022 kunne han dog ikke dy sig for at blande sig i den offentlige debat og tage bladet kortvarigt fra munden. Det skete, da han følte sig kaldet til at forklare, hvad der egentlig skete, da daværende departementschef Lars Findsen måtte forlade Forsvarsministeriet i 2016 og fik sig selv manøvreret ind på posten som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

I Peter Christensens optik var Findsen nemlig ikke så genial, som han selv gav udtryk for i den bog, han udgav efter at have siddet fængslet i 71 dage i FE-sagen.

”Jeg var ikke tilfreds med indsatsen og mængden af timer, der blev lagt i en så ansvarsfuld stilling, da det satte sig i kvaliteten,” udtalte Peter Christensen til Ekstra Bladet.

Talent og boldøje

For fire år siden kom kræften fra ungdomsårene tilbage. Han bekæmpede den og vandt igen. Det var dog en kortfristet glæde. Kræften kom tilbage igen, igen. Peter Christensen var dog afklaret. Denne gang var der ingen vej tilbage. Og han brugte den sidste tid på at spise frokoster med gamle venner og bekendte samt rydde op og gøre alt klar.

Torsdag morgen døde Peter Christensen i en alder af kun 49 år.

”Jeg kommer til at savne ham. Og jeg ærgrer mig over, at danskerne, som de er flest, aldrig så hans politiske vinger folde sig fuldt ud,” skrev Lars Løkke Rasmussen.

Peter Christensen efterlader sig hustruen og tv-værten Josefine Kofoed, deres fælles søn og to døtre fra et tidligere ægteskab.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026