Bliv abonnent
Annonce
Om  
Peter Tygesen

Journalist modtager årets Timbuktu-pris

31. maj 2017 kl. 08.29

Timbuktu Fondens store pris uddeles én gang årligt og med prisen følger 100.000 kroner. Årets modtager er journalist Peter Tygesen, der modtager prisen for sin mangeårige kritiske udviklingsjournalistik.

Det skriver Folkekirkens Nødhjælp

Peter Tygesen vil med dette års Timbuktupris sætte fokus på udviklingen i landbruget i Afrika, som danske investorer i stigende omfang er begyndt at investere i. Planen er at producere en TV-dokumentarserie med nogle af de danske landmænd, der investerer i landbruget i Afrika. 

”Jeg er nysgerrig efter at undersøge, hvad der sker ved de nye investeringer. Hjælper danskerne Afrika ved at dyrke afrikanernes mad? Skaber de jobs? Hvem får ret til jord og vand? Hvis afrikanske landes ledere tror, at de kun kan vælge mellem et landbrug med fattige småbønder eller at lade multinationale selskaber gå på jordrov i ledtog med de lokale eliter, kan den danske model med moderniseret markedsorienteret familiebrug så pege på en realistisk tredje vej for Afrika?," udtaler Peter Tygesen ifølge Folkekirkens Nødhjælp. 

Peter Tygesen har gennem næsten 40 år været med til at sætte fokus på det afrikanske kontinents udvikling. Peter Tygesen skrev blandt andet i 2001 bogen ”Congo - formoder jeg”.

Senest i 2014 satte Peter Tygesen fokus på Afrika med filmprojektet "Democrats", hvor Peter Tygesen var både researcher og stod bag idéen til projektet, der har vundet flere internationale priser.

Timbuktu Fondens pris bliver i år uddelt for ottende gang. Dette års jury består af Niels Elbæk fra Nairobiklubben, Suzanne Moll fra Dansk Journalistforbund og Kirsten Lund Larsen som repræsentant for Timbuktu Fondens bestyrelse.

Tv-dokumentaristen Tom Heinemann var første modtager af prisen i 2009. Berlingske Tidendes "gravegruppe" er også iblandt tidligere prismodtagere.

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026