JP/Politikens Hus køber Dagbladet Børsen

MEDIER: For 800 millioner kroner har JP/Politikens Hus købt Dagbladet Børsen. Avisen fortsætter sin redaktionelle uafhængighed, lyder det.

Foto: Scanpix
Kasper Kaasgaard

JP/Politikens Hus får nu endnu en avis i stalden.

Mediehuset er blevet enige med svenske Bonnier AB om et køb af Dagbladet Børsen.

”Børsen er en journalistisk perle og et perfekt match for JP/Politikens Hus. Børsens trykte og digitale udgivelser står stærkt, og de passer enestående godt med vores ambition om at sikre, at Danmark har en stærk, uafhængig udgivervirksomhed, der har den nødvendige konkurrencekraft over for især de internationale aktører,” siger Stig Kirk Ørskov, adm. direktør i JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

Købsprisen er 800 millioner kroner, men inden handlen kan gennemføres, skal den godkendes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Af pressemeddelelsen fremgår det, at den proces ventes at tage omkring et halvt år.

Salget får ifølge Stig Kirk Ørskov ikke betydning for Børsens redaktionelle linje. Det glæder avisens chefredaktør, Anders Krab-Johansen, der således bliver siddende i chefstolen.

”Med JP/Politikens Hus får vi en ejer, der lige som Bonnier insisterer på høj journalistisk kvalitet og en stærk økonomi som forudsætningerne for publicistisk succes. Jeg glæder mig over, at der er fuld opbakning til at fortsætte den strategi og de planer, vi har lagt – og som har styrket Børsen de senere år,” siger han i pressemeddelelsen.

JP/Politikens Hus omfatter nu Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet og altså Børsen. Dertil kommer en række lokalaviser. Før købet arbejdede der omkring 2.400 mennesker i JP/Politikens Hus.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00