Repatriering er meget mere end blot tilbagelevering af kunst- og kulturarvsgenstande til deres oprindelige tilhørssted og ejere. "Repatriation culture" handler om revitalisering af områder, kulturer og folkeslag som historisk set har virket som ressourceområder for vestlige kolonimagter og som stadig lider under en neokolonial udførsel af ressourcer, blandt andet gennem migration af arbejdskraft til vesten.

Repatriering af kunst- og kulturarvsgenstande er en vigtig del af denne revitaliseringsproces, ligesom at vores danske kulturarv spiller en væsentlig rolle, når det handler om at formidle en fælles dansk historie og identitet.

Benin-bronzerne
At vi i Danmark kan opleve vores kulturarv i vores eget land, er et privilegie langt fra alle nyder godt af. For eksempel har British Museum stadig til gode at repatriere genstande, som igennem det seneste århundrede er ønsket tilbageleveret af en lang række ophavslande.

En af de mest kendte stridigheder om ejerskab og tilbagelevering - og som også knytter bånd til Danmark - omhandler flere tusinde stjålne genstande fra kongedømmet i Benin i det nuværende Nigeria: I 1897 stormede britiske tropper kongedømmets palads og tog de mange skatte i krigsbytte, herunder "The Benin Bronzes" – en genstandsgruppe på godt tusind bronzerelieffer.

Hovedparten er stadig at finde på British Museum i London, men fire af de eftertragtede relieffer indgik i årene efter invasionen også i det danske Nationalmuseums samling, hvor de stadig er i dag.

Repatriering er et politisk spørgsmål
I forhold til repatriering, er British Museum begrænset af The British Museum Act, 1963 - en lov som forhindrer tilbagelevering af genstande fra museets samling. Men museet understreger også selv, at deres fokus ligger på udlån frem for tilbagelevering, da museets mission er "(...) at samle verdens kulturer under ét tag".

At vi i Danmark kan opleve vores kulturarv i vores eget land, er et privilegie, langt fra alle nyder godt af

Kristine Bønløkke Spejlborg
Konservator

Det danske Nationalmuseum har heller ikke mulighed for selv at træffe afgørelser omkring repatriering. Den beslutning er politisk og ligger derfor hos den siddende Kulturminister. Men hvad er så museerne ansvar? Det kommer jeg tilbage til.

"Decolonization" er blevet et buzzword, som flittigt bruges af europæiske museums- og uddannelsesinstitutioner til at understrege et ønske om en mere reflekteret arbejdsgang og et image, som passer dertil.

I den sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på ikke at kolonisere selve dekoloniseringen. Jeg lærte noget nyt forleden, da jeg læste artiklen Decolonization, A Guidebook For Settlers Living On Stolen Land.

Her understreger artiklens forfatter, Tanya Rodriguez, vigtigheden af at adskille det udviklingsarbejde, som folk på hver sin side af den koloniale historie og arv skal udføre. Rodriguez bruger derfor begreberne "decolonize" (på dansk: dekolonisere) og "uncolonize" (på dansk: afkolonisere) i forbindelse med bosætterkolonialisme i Canada. Men de kan også overføres til danske forhold. 

Decolonize henviser til en proces, som udelukkende er for oprindelige folk, mens uncolonize er den proces, som alle andre folk kan igangsætte for at gøre plads til den egentlige decolonization.

Museerne bør arbejde aktivt for afkolonisering
Danske museale institutioner kan derfor ikke decolonize, men derimod uncolonize forstået på den måde, at de frivilligt kan distancere sig fra det koloniale narrativ og forsøge at ændre fasttømrede koloniale mønstre. Herunder arbejde for repatriering. 

Det er de danske museers ansvar aktivt at arbejde for at ændre de koloniale strukturer, som stadig holdes i hævd

Kristine Bønløkke Spejlborg
Konservator

Et museum er ikke et neutralt sted og det er de danske museers ansvar aktivt at arbejde for at ændre de koloniale strukturer, som stadig holdes i hævd. Det betyder også, at museerne skal arbejde for åbenhed igennem facilitering af åbne samlinger, så det bliver praktisk muligt at anmode om repatriering, da mange tidligere koloniserede folk stadig ikke ved hvor deres kulturarv befinder sig i dag.

Uden ændringer vil museerne fortsat agere som koloniale institutioner. 

Barriererne for repatriering findes hos os selv
I mit eget lille hjørne af museumsverdenen – i konserveringsvidenskaben – skal vi også gøre op med vores forestillede betydning/centralitet i verden. 

Procedurer for bevaring med stramme retningslinjer for blandt andet klima og håndtering kan bruges som argument imod repatriering, men vi har ikke ret til at nedsætte krav i forbindelse med repatriering af kulturarv, der ikke tilhører os. Men vi har til gengæld mulighed for at tilbyde vores viden og ekspertise i et gensidigt og frivilligt samarbejde om repatriering. 

Som jeg ser det, findes barriererne for repatriering hos os selv, blandt andet fordi vi selv tilknytter processen en skyld, som mange har svært ved at forholde sig til.

Men for mig at se er det et mærkeligt forhold at have til sin egen historie, da vores projekt som historiebevidste mennesker netop er at opretholde en kritisk tilgang til historien og derved forsøge at rette op på både fortidens og nutidens fejl.