Lektor: Mette Frederiksen dræber samtalen mellem politikere og forfattere

Af Lauritz Korfix Schultz
Lektor på Niels Brock og journalist

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), ønsker ikke at gå i dialog med den prisvindende forfatter, Jonas Eika, der vandt Nordisk Råds litteraturpris i forrige måned med en dertilhørende pengepræmie på 350.000 danske kroner.

Jonas Eikas budskab om, at regeringen viderefører en statsracistisk politik, er statsministeren ikke overraskende uenig i. Det beskæmmende er hendes reaktion på talen, der blandt andet var direkte henvendt til hende.

Statsministeren lukkede samtalen ned, som Jonas Eika indbød til. Det viser, hvordan hun ikke forsvarer den demokratiske samtale, selvom hun ikke deler Jonas Eikas diagnose af den juridiske og kulturelle racisme, som ifølge ham finder sted.

Det interessante er således ikke, om Jonas Eika har ret i kritikken, men Mette Frederiksens afvisning. Med hendes reaktion blev det sidste søm endegyldigt banket i kisten, så samtalen mellem politikere og kunstnere nu endegyldigt kan blive begravet.

Misforstår invitation til debat med vilje
Den socialdemokratiske statsministers afvisning udmøntede sig helt konkret i ordene om, at hun "ikke kommer til at gå ind i en polemik med en prisvinder ved en i øvrigt festlig og rigtig god aften i går (hvor prisuddelingen fandt sted, red.)."

Mette Frederiksen er ikke alene om at lukke ned og gøre nar. Andre politikeres svar til Jonas Eika er således meget sigende for den mangel på samtale, der i disse år er mellem forfattere og danske politikere.

Lauritz Korfix Schultz
Lektor på Niels Brock og journalist

Sætningen bliver fra statsministerens side et forsøg på at nedtone Jonas Eikas kritik og er et ønske om, at forfattere ikke skal komme og ødelægge hyggelige og festlige aftener. Men den biedermeier-tilgang stopper ikke her.

Ordet polemik har konnotationer til en ligegyldig, skinger samtale, hvor man råber ad hinanden, og som den danske ordbog blandt andet karakteriserer som et "udtryk for stridslyst", snarere end det er "ønske om at nå til gensidig forståelse."

Dermed misforstår hun med vilje Jonas Eikas invitation til en demokratisk samtale og nedgør hans forsøg på at starte en debat, der kunne stille spørgsmålet, om regeringen rent faktisk viderefører en statsracistisk politik.

Magthavere er i kritikresistent koma
Det er ikke en statskvinde værdig. Det er derimod med til at ekskludere Jonas Eika og andre forfattere, der måtte turde stikke snuden frem og kritisere magthavere i offentlige samtaler.

Havde Danmark haft en statsminister med format, som troede på værdien af den demokratiske samtale, hvis styrke ligger i uenigheden, havde hun bedt Jonas Eika om at uddybe kritikken af hendes politik – og hun ville have svaret, hvordan hun ser på, at regeringen ikke viderefører statsracistisk politik.

Ikke overraskende er det ikke tilfældet for Mette Frederiksen. Det viser, at magthavere i deres kritikresistente koma bliver stadigt mere stålfaste, når de endelig har magten.

Men Mette Frederiksen er ikke alene om at lukke ned og gøre nar. Andre politikeres svar til Jonas Eika er således meget sigende for den mangel på samtale, der i disse år er mellem forfattere og danske politikere.

Modbydelig række af politikere skaber mistillid
Det bliver desværre på bedste vis understreget af socialdemokraten Rasmus Stoklunds udsagn om, at Jonas Eika er en "forfatterklovn".

Dermed indskriver også Rasmus Stoklund sig i en modbydelig række af politikere, der med deres ord har været med til at skabe mistillid. Det gælder alt lige fra Mogens Glistrups "skrankepaver" til Pia Kjærsgaards "klimatosser".

Sproget skaber virkeligheden, og sproget er magt. Meget mere magt, end en pengepræmie på 350.000 kroner kan udrette.

At samtalen mellem forfattere og politikere svækkes, kan man på forskningsmæssigt niveau læse om i litteraturforskeren Lasse Horne Kjældgaards fremragende bog 'Meningen med velfærdsstaten'.

En grundlæggende pointe er, at forfattere i efterkrigstiden frem til 1970'erne havde mindst ligeså meget magt som politikere og embedsmænd.

En magtbalance, som ifølge professoren har ændret sig markant i den politiske samtale, vi har i dag.

Det er de politiske gensvar på Jonas Eikas tale i Stockholm et mønstereksempel på. Reaktionerne beviser således Lasse Horne Kjældgaards kerneargument om, at velfærdsstaten er blevet et mål i sig selv.

Man ønsker ikke at debattere, hvad den kan være et middel til, som Lasse Horne Kjældgaard peger på karakteriserede debatten mellem forfattere og kunstnere i 1960'erne.