Lektor: Mette Frederiksen dræber samtalen mellem politikere og forfattere

KRONIK: Statsministeren har reageret arrogant på, at forfatter Jonas Eika kritiserer regeringen for at videreføre statsracisme. Det viser endegyldigt, at samtalen mellem politikere og forfattere ikke eksisterer, skriver lektor.

Af Lauritz Korfix Schultz
Lektor på Niels Brock og journalist

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), ønsker ikke at gå i dialog med den prisvindende forfatter, Jonas Eika, der vandt Nordisk Råds litteraturpris i forrige måned med en dertilhørende pengepræmie på 350.000 danske kroner.

Jonas Eikas budskab om, at regeringen viderefører en statsracistisk politik, er statsministeren ikke overraskende uenig i. Det beskæmmende er hendes reaktion på talen, der blandt andet var direkte henvendt til hende.

Statsministeren lukkede samtalen ned, som Jonas Eika indbød til. Det viser, hvordan hun ikke forsvarer den demokratiske samtale, selvom hun ikke deler Jonas Eikas diagnose af den juridiske og kulturelle racisme, som ifølge ham finder sted.

Det interessante er således ikke, om Jonas Eika har ret i kritikken, men Mette Frederiksens afvisning. Med hendes reaktion blev det sidste søm endegyldigt banket i kisten, så samtalen mellem politikere og kunstnere nu endegyldigt kan blive begravet.

Misforstår invitation til debat med vilje
Den socialdemokratiske statsministers afvisning udmøntede sig helt konkret i ordene om, at hun "ikke kommer til at gå ind i en polemik med en prisvinder ved en i øvrigt festlig og rigtig god aften i går (hvor prisuddelingen fandt sted, red.)."

Sætningen bliver fra statsministerens side et forsøg på at nedtone Jonas Eikas kritik og er et ønske om, at forfattere ikke skal komme og ødelægge hyggelige og festlige aftener. Men den biedermeier-tilgang stopper ikke her.

Ordet polemik har konnotationer til en ligegyldig, skinger samtale, hvor man råber ad hinanden, og som den danske ordbog blandt andet karakteriserer som et "udtryk for stridslyst", snarere end det er "ønske om at nå til gensidig forståelse."

Dermed misforstår hun med vilje Jonas Eikas invitation til en demokratisk samtale og nedgør hans forsøg på at starte en debat, der kunne stille spørgsmålet, om regeringen rent faktisk viderefører en statsracistisk politik.

Magthavere er i kritikresistent koma
Det er ikke en statskvinde værdig. Det er derimod med til at ekskludere Jonas Eika og andre forfattere, der måtte turde stikke snuden frem og kritisere magthavere i offentlige samtaler.

Havde Danmark haft en statsminister med format, som troede på værdien af den demokratiske samtale, hvis styrke ligger i uenigheden, havde hun bedt Jonas Eika om at uddybe kritikken af hendes politik – og hun ville have svaret, hvordan hun ser på, at regeringen ikke viderefører statsracistisk politik.

Ikke overraskende er det ikke tilfældet for Mette Frederiksen. Det viser, at magthavere i deres kritikresistente koma bliver stadigt mere stålfaste, når de endelig har magten.

Men Mette Frederiksen er ikke alene om at lukke ned og gøre nar. Andre politikeres svar til Jonas Eika er således meget sigende for den mangel på samtale, der i disse år er mellem forfattere og danske politikere.

Modbydelig række af politikere skaber mistillid
Det bliver desværre på bedste vis understreget af socialdemokraten Rasmus Stoklunds udsagn om, at Jonas Eika er en "forfatterklovn".

Dermed indskriver også Rasmus Stoklund sig i en modbydelig række af politikere, der med deres ord har været med til at skabe mistillid. Det gælder alt lige fra Mogens Glistrups "skrankepaver" til Pia Kjærsgaards "klimatosser".

Sproget skaber virkeligheden, og sproget er magt. Meget mere magt, end en pengepræmie på 350.000 kroner kan udrette.

At samtalen mellem forfattere og politikere svækkes, kan man på forskningsmæssigt niveau læse om i litteraturforskeren Lasse Horne Kjældgaards fremragende bog 'Meningen med velfærdsstaten'.

En grundlæggende pointe er, at forfattere i efterkrigstiden frem til 1970'erne havde mindst ligeså meget magt som politikere og embedsmænd.

En magtbalance, som ifølge professoren har ændret sig markant i den politiske samtale, vi har i dag.

Det er de politiske gensvar på Jonas Eikas tale i Stockholm et mønstereksempel på. Reaktionerne beviser således Lasse Horne Kjældgaards kerneargument om, at velfærdsstaten er blevet et mål i sig selv.

Man ønsker ikke at debattere, hvad den kan være et middel til, som Lasse Horne Kjældgaard peger på karakteriserede debatten mellem forfattere og kunstnere i 1960'erne.

Vil give forfattere mundkurv på
I Pia Kjærsgaards kommentar om, at Jonas Eika blot skal være tilfreds med præmien, og at han skal skamme sig, ligger der implicit den holdning, at forfattere skal rette ind, så længe de modtager støtte og ydelser fra den danske stat, eller hvem der ellers ad filantropisk vej måtte være deres mæcen.

Der ligger med andre ord et ønske om at give forfattere mundkurv på, så længe de modtager støtte.

Den tænkning kender vi i anden form i totalitære stater, hvor journalister og forfattere bliver politikeres marionetdukker – stater, som Pia Kjærsgaard ofte selv tordner mod.

Dansk Folkeparti hylder kun kunstnere, når de kan spænde den pågældende kreative sjæl foran partiets værdipolitiske vogn.

I Pia Kjærsgaards kritik af Jonas Eika ligger der således det skjulte ønske, at forfatteren skal skrive om ufarlige emner og tage til takke med den økonomiske støtte, som han nu får, fordi han desperat har brug for den hjælp – en pengepræmie på et så stort beløb, som Nordisk Råds litteraturpris er.

Pengepræmier er politiske hold kæft-bolsjer
Blandt andet af disse grunde er et af de mest rige samfund i verden i fuld gang med at tilsidesætte kunstens betydning. Man anerkender ganske enkelt ikke forfatterens stemme som værende legitim i samfundsdebatten.

Ad de veje bliver pengepræmier et forsøg på at være politiske hold kæft-bolsjer. Forhåbentlig vil kritikken prelle af på Jonas Eika, men det kræver mod at stå op mod sådanne stærke kræfter.

Det beskæmmende er nemlig, at det faktisk er muligt at få forfattere til at tie stille. Og det er paradoksalt i et land, hvor ytringsfriheden besynges som en af grundkernerne i vores demokrati.

Godt nok har trykkerierne travlt med at spytte bøger ud med danske forfattere, der skriver om tidens store kriser. Det er Theis Ørntoft, Rasmus Nikolajsen og Charlotte Weitze gode eksempler på.

Men det ændrer ikke på, at politiske holdninger fra kunstnere og forfattere er få i den offentlige debat.

Samtalen eksisterer ikke efter Frederiksens reaktion
Det skyldes måske, at politikere i ringe grad ønsker en demokratisk samtale med den pågældende forfatter, ganske som det er Lasse Horne Kjældgaards pointe i 'Meningen med velfærdsstaten', der burde være fast pensum for alle samfundsinteresserede.

Det er vel snart sagt kun Carsten Jensen, der ud over en aktiv forfatterkarriere vedbliver også at fungere som aktiv debattør.

Eksemplerne er således legio på forfattere, der i momenter har råbt højt, men på ekskluderende vis er blevet lukket ned af Facebooks skrigekor og politikere, der kun har haft hovedrysten tilovers for forfatteres opbakning til humanismens fortsatte eksistens.

Jeg kan godt forstå forfatteres tavshed i dag – for politikerne er i høj grad med deres arrogante svar med til at gøre forfattere til fanebærere for en ifølge politikerne naiv verdensopfattelse.

Det fjerner fokus fuldstændig fra det, der til at begynde med og fortsat er det vigtigste: at Danmark fører statsracistisk politik. Ikke, hvordan Jonas Eika vil bruge pengene, eller at Mette Frederiksen ikke ønskede at klappe ad talen, som i alt for høj grad har haft mediernes opmærksomhed.

Med Mette Frederiksens reaktion på Jonas Eikas tale er det sørgeligt, at vi endegyldigt er nået til det punkt, hvor samtalen er ikke-eksisterende mellem politikere og forfattere.

 

Forrige artikel Aarhus Teater: Omprioriteringsbidraget nedbryder kulturområdet Aarhus Teater: Omprioriteringsbidraget nedbryder kulturområdet Næste artikel Christian Have: Vi overser kulturvirksomhederne bag kulissen Christian Have: Vi overser kulturvirksomhederne bag kulissen
  • Anmeld

    Astrid Ager · https://www.hurtiglaannemt.dk/

    Informativ side


    fredericks reaktion er uden betydning for dette emne.

Her er de nye medlemmer af Statens Kunstfond

Her er de nye medlemmer af Statens Kunstfond

KUNSTFOND: Fra årsskiftet siger Statens Kunstfond farvel til 24 medlemmer, der i fire år har arbejdet i Kunstfondens legatudvalg. Se listen over nye medlemmer her.