
Den ene af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens særlige rådgivere agter nu at gå ind i politik.
Morten E.G. Brautsch, har nemlig meldt sit kandidatur til næste folketingsvalg, hvor han vil stille op for Moderaterne.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse ifølge Berlingske.
"Jeg har altid været et politisk menneske, lige siden jeg blev elevrådsformand i folkeskolen i Kolding," udtaler han og fortsætter:
"Siden har jeg arbejdet både frivilligt og professionelt med politik i forskellige roller, men jeg har altid haft en drøm om at blive folkevalgt."
Partiet oplyser i pressemeddelelsen, at han stiller op i Vestjyllands Storkreds.
Morten E.G. Brautsch er uddannet jurist og har en fortid som kontorchef i Justitsministeriet og generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
I en periode var han desuden fungerende partisekretær i Moderaterne, efter den tidligere partisekretær Kirsten Munch Andersen tilbage i september 2024 stoppede i kølvandet på sager om 'tyrannisk kultur', sexisme og dårlig ledelse i partiets politiske sekretariat.
I dag deler han opgaverne som særlig rådgiver for udenrigsministeren med Karen Clement, der blandt andet har været ledende pressesekretær i Statsministeriet.
Morten E.G. Brautsch har tidligere været særlig rådgiver for den afdøde Venstre-politiker Peter Christensen, dengang han var forsvarsminister.
- Alt står stille i DR. Det er alarmerende for både brugerne og mediehuset
- Knud Romer: Glædelig 1. maj til de rige røvhuller. Før eller siden bliver det værst for jer selv
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Problemerne i kulturlivet forsvandt ikke med #MeToo. De har bare skiftet ham





















