Det mislykkede filmtag i København viser os, at tiden for kulturchefers store mindesmærker er forbi

Sagen er, at selv om ideen om et filmtag på toppen af filmhuset er både sjov og charmerende, så rummer den også visse udfordringer, blandt andet på grund af det danske vejr.

Inden Himmelbio lukkede forleden, forlød det fra biografgængere, at man skulle huske uldsokker, hvis ikke man ville fryse om fusserne, når man så film deroppe.

Udsigten fra taget ud over byens tårne og Kongens Have er uimodståelig, ligesom man sidder rigtig godt i tagcafeen.

Men det var altså allerede i oktober hundekoldt at opleve filmhistorie på video udendørs.

Det mest tragiske er dog, at 12 medarbejdere, der faktisk har vist deres evner til at formidle film, har måttet forlade filminstituttet, fordi man med vold og magt skabte et filmtag uden de indlysende kvaliteter, medarbejderne besad.

Man kan diskutere, om afskedigelsen af 12 medarbejdere i et filminstitut med cirka 150 medarbejdere er en massefyring, som det kaldes i dagbladene.

Masser af chefer går rundt og drømmer om et mindesmærke i form af et nybyggeri, men klimakrisen tilsiger ikke, at vi skal gå bygge amok

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator og forfatter

Jeg vil sige det sådan, at fyringerne næppe styrker instituttets evne til at formidle dansk film.

Hvis instituttet, mod forventning, virkelig kan klare sig med 12 medarbejdere færre, må en vis skepsis overfor den hidtidige økonomistyring til gengæld være tilladt.

Der er altså tale om en filmsag, der er gået helt ad helvede til. Spørgsmålet er, hvad vi kan lære af det forblæste tag? Og hvordan vi undgår, at den slags byggesager bliver en dårlig vane i dansk kulturbyggeri?

For det første må vi erkende, at fordi folk har forstand på film, har de ikke nødvendigvis også forstand på byggeledelse.

Måske skulle man indrette en særlig enhed i Slots- og Kulturstyrelsen, der tog over, når offentlige kulturinstitutioner går svanger med mere eller mindre vilde byggeplaner?

For det andet må vi ligeledes gøre klart, at mausoleernes tid er forbi. Masser af chefer går rundt og drømmer om et mindesmærke i form af et nybyggeri, men klimakrisen tilsiger ikke, at vi skal gå bygge amok.

Der er langt mere brug for vedligeholdelse, nænsom renovering og respekt for de allerede eksisterende bygninger.

For det tredje er økonomisk ansvarlighed en præmis for enhver omgang med offentlige penge. Når økonomien løber løbsk, som det skete i filmhuset, må der ikke herske tvivl om pligten til at underrette Kulturministeriet om det.

Så lad os professionalisere byggeledelsen i offentligt kulturbyggeri. Lad der ikke være tvivl om ret og pligt, når det gælder økonomistyring.

Og lad os så få en lex-filmtaget, så filmhuset igen kan fokusere på film - og måske få nogle af de fyrede medarbejdere tilbage igen.