Mindeord: Fhv. EU-direktør Erik Hauerslev (101)

Et langt liv har langsomt fået en ende.

Erik Hauerslev var født og opvokset på Christianshavn og uddannet typograf med rødder dybt i arbejderbevægelsen. DSU og Esbjerg Arbejderhøjskole og AOF blev den traditionelle start på en spraglet socialdemokratisk karriere, hvor direktørposten for bryggeriet Stjernen og Den Danske Filmfond nok er de mest spektakulære.

Med ikrafttrædelsen af filmloven 'Til fremme af filmkunsten i Danmark' (1965) blev Erik Hauerslev direktør, spydspids og prygelknabe for opbygningen af Filmskolen og de mange støtteordninger, der senere skulle være med til at placere dansk film på verdenskortet.

Som ung jurist og som Hauerslevs nærmeste medarbejder kom jeg tæt på manden, som de unge filmentusiaster angreb for manglende sans for filmkunsten.

I otte år havde vi et nært samarbejde, hvor jeg lærte af Hauerslevs enestående evne til at se klart og vurdere en given sag og samtidig formulere en løsningsmodel. Vi var ikke altid enige, men gensidig respekt og loyalitet gav et godt arbejdsmiljø.

Erik var også et politisk menneske. Nære venskaber med ministrene Jens Otto Krag, Ivar Nørgaard, Erling Jensen og en række tillidsposter, blandt andet som formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, vidner om, at han var og følte sig som en del af 'bevægelsen'. Da Danmark kom med i EF, tiltrådte Erik Hauerslev som direktør for Generaldirektoratet for Sociale Anliggender i Bruxelles. Jeg fulgte med som kommissionsmedarbejder og så, hvor værdsat han var af de mange europæiske kollegaer, ikke mindst for sin skarpe logik, men også for en afslappet lederstil.

I snart 50 år har jeg kendt et afbalanceret, besindigt menneske, som var vokset op i en tid, hvor de røde faner vajede lystigt, og solidaritet var mere end et modeord. En epoke er slut – og en god ven er gået bort.