Forskere efter ny undersøgelse: Museumsreformen har gjort kontrol vigtigere end kvalitet

Halvdelen er utilfredse

En betydelig andel, 49 procent, af museumsledere i spørgeundersøgelsen oplever, at museumsreformen nedprioriterer forskningen, fordi de nu kan nøjes med at udgive én forskningsartikel hver tredje år.

Når succeskriterier i stigende grad skal gøres op i tal, bliver forskning, som ofte er langsigtet, kompleks og vanskelig at kvantificere, et svagt kort.

Samtidig er reformens konsekvenser langt fra ensartede for museerne. Museer med arkæologisk ansvar oplever færre krav til forskning og dermed mindre pres.

Blandt andet fordi de ikke længere skal publicere i samme omfang som tidligere: En museumsleder oplyste eksempelvis, at man ikke havde ansat en ph.d. som teamleder for arkæologi, da kravet om 18 BFI-point ikke længere gælder.

BFI er den bibliometriske forskningsindikator, som indtil for nogle år siden havde betydning for tilskudsfordelingen mellem universiteterne.

Når succeskriterier i stigende grad skal gøres op i tal, bliver forskning, som ofte er langsigtet, kompleks og vanskelig at kvantificere, et svagt kort.  

Ane Hejlskov Larsen, Hans Dam Christensen og Mia Falch Yates
Dansk Center for Museumsforskning

For nogle museer, især museerne i de laveste tilskudskategorier, betyder reformen flere krav, mere dokumentation og større administrativ byrde, men frem for alt en fremtidig jagt på indtjening og øget publikumstal for ikke at miste statsstøtten.

Som en museumsleder anonymt skriver, er det indlysende, at mindre museer ikke skal prioritere forskningen, fordi de skal bruge kræfterne på at komme over 10.000 gæster.

En anden museumsleder oplyser, at vedkommende har ansat en administrativ medarbejder til at følge op på den omfattende dokumentation fra besøgstal over metoder for optælling.

Det kan tilføjes, at betalende og ikke-betalende gæster skal tælles, ikke blot i udstillinger, men også i faglige arrangementer på og uden for museet. En indløst billet kan desuden kun indgå i ét museums besøgstal.

Der er fortsat forskningsmidler at hente for museer, der satser strategisk og er indplaceret i de højeste grundtilskudskategorier.

Flere museumsledere tilkendegiver, at de gerne vil fortsætte med eller ligefrem udvikle forskningen, mens andre ikke finder det strategisk klogt at satse på den og må vælge den fra for at fokusere på aktiviteter, der kan legitimeres økonomisk.

Det går ud over de små

Reformen rammer især de små museer. De har i forvejen begrænset tid og kapacitet til forskning og presses nu yderligere til at prioritere aktiviteter, der kan udløse tilskud.

Som en museumsleder skriver: "Der er blandt medarbejderne blevet øget opmærksomhed på publikumsrelevans."

Museernes svar viser tydeligt, at fokus på børn og unge fylder mere end nogensinde.

Det er ikke nyt, at museerne arbejder målrettet med publikumsudvikling, men reformen ser ud til at forstærke denne tendens. Antal besøgende er også blevet et centralt succeskriterium, og museerne udvikler nye strategier for at nå flere gæster og tjene penge.

I sig selv er det positivt, at museerne prioriterer formidling, men det bliver på bekostning af andre opgaver som følge af den komplicerede målstyring, der fragmenterer museernes opgaver.

Museumsreformen risikerer med andre ord at gøre kontrol vigtigere end kvalitet og dokumentation vigtigere end faglighed.

Ane Hejlskov Larsen, Hans Dam Christensen og Mia Falch Yates
Dansk Center for Museumsforskning

Kontrol over kvalitet

Endelig markerer reformen et grundlæggende skifte i tilsynet med museerne. Den tidligere holistiske og dialogiske kvalitetsvurdering, som Slots- og Kulturstyrelsen hidtil har udført, er ved at blive afløst af et nyt tilsyn baseret på, om museerne lever op til fastsatte minimumskrav.

I stedet for en samlet kvalitativ vurdering skal tilsynet nu baseres på de data om besøgstal, indtægter og forskningspublikationer, som museerne indberetter til Slots- og Kulturstyrelsen, der fortsat varetager tilsynet med museerne.

På baggrund af et gennemsnit af museernes indberetninger for de seneste tre afsluttede kalenderår vurderes, om de lever op til kravene og dermed kan bevare statsanerkendelsen.

Det er kvalitetskontrol gennem mistanke, ikke gennem faglig dialog, hvor museernes mangfoldige virke og relevante samfundsopgaver, om klima, sundhed og beredskab, kan drøftes.

Resultatet er i stedet øget bureaukratisering, hvor museerne bruger stadig mere tid på at omsætte deres arbejde til tal frem for at udvikle nyt indhold. Det siger sig selv, at styrelsen på samme måde skal prioritere ressourcer på kontrol af disse mange tal og oplysninger. Går det mon ud over den faglige rådgivning?

Museumsreformen risikerer med andre ord at gøre kontrol vigtigere end kvalitet og dokumentation vigtigere end faglighed.

Spørgsmålet er ikke, om museerne skal være ansvarlige og transparente; det skal de naturligvis.

Spørgsmålet er, om vi som samfund er villige til at acceptere, at udvikling, nytænkning og forskning langsomt forsvinder ud af museernes kerneopgaver, fordi disse dimensioner enten er sværere at tælle eller politisk vurderes som betydelig mindre vigtige end besøgstal og indtægter.

Dansk Center for Museumsforskning vil følge udviklingen tæt, men vi synes allerede nu, at reformen har revner, som kunne kræve en politisk genovervejelse.