På Bornholms Museum har den gamle etnografiske samling altid været et trækplaster. Museets gæster forundres og fascineres af, at der på et lokalt museum langt fra København findes et helt rum med genstande fra Congo, Kina, Japan, Korea, Indien, Grønland, Polynesien og Indonesien.

Samlingens historie er sammensat og broget. Der er både genstande, der helt entydigt er produktet af hvide koloniherrers plyndring i Afrika, men der er også genstande, der vidner om nysgerrighed, videbegær og sameksistens. Museet ville være fattigere, hvis ikke disse genstande indgik i udstillingerne.

Vi er opmærksomme på de problematiske aspekter af genstandenes historie

Jakob Seerup
Museumsinspektør, Bornholms Museum

Men bør afrikanske genstande, der er hjembragt af danske koloniembedsmænd, ikke returneres til deres oprindelsesland, kan man spørge?

Hertil lyder vores svar fra Bornholms Museum, at vi godt er opmærksomme på de problematiske aspekter af genstandenes historie. Men vi er også bevidst om, at genstandene ikke desto mindre er en del af Bornholms og bornholmernes historie. Og derfor skiller vi os nødigt af med dem.

Bornholmernes vindue til den store verden
For genstandene er i dag på museet i Rønne, fordi bornholmere rejste ud i verden og - på godt og ondt - blev en del af det europæiske kolonieventyr. Nogle, som for eksempel Knud Jespersen fra Rønne, rejste til Congo, hvor de blev embedsmænd i den belgiske kong Leopolds grusomme styre. Andre, som Knuds fætter Jørgen, blev præster på Grønland.

Og atter andre, som J.F. Oiesen, også fra Rønne, emigrerede til USA, hvorfra han rejste videre til Kina og Korea, hvor han blev embedsmand i det kinesiske maritime toldvæsen – som egentlig var britisk.

Og fælles for dem alle var, at de sendte genstande hjem til Bornholm, hvor museets gæster var utroligt interesserede i at se genstande fra fjerne lande, som de ellers ingen chance havde for at møde ved selvsyn. De levede i en tid uden internet og kabel-tv. På en måde var museets montrer bornholmernes vindue ud til den store verden.

Globalisering er ikke et nyt fænomen 
I dag er der stor opmærksomhed om europæiske forbrydelser og overgreb i eksempelvis kolonierne i Afrika. Den opmærksomhed er god, og det er vigtigt, at vi ikke glemmer den del af vores historie.

Men netop derfor er det for os at se vigtigt, at samlingerne er hos os på museet, hvor de formidles og bidrager til, at også kommende generationer af gæster på Bornholms Museum kan lære om den del af deres historie.

Men bør genstande ikke bevares og udstilles i de lande, de kommer fra? Nej, ikke for enhver pris. Der kan være enkelte genstande, som det vil give mening at låne tilbage til deres oprindelseslande i forbindelse med særlige udstillinger.

Men i disse år bliver det stadig tydeligere, at globaliseringen ikke er noget nyt fænomen. Mennesker har altid rejst ud og har måttet forholde sig til fremmede kulturer. Og det gør vi stadigvæk. Det er en del af vores fælles, almenmenneskelige historie.

Vi ville give vores gæster et helt forkert billede af fortiden, hvis vi udelukkende viste den lokale fiskeri- eller landbrugshistorie. Museets gæster ville forledes til at tro, at folk i gamle dage var nogle indskrænkede hjemmefødinge, som var ligeglade med verden omkring sig.

Mennesker har altid rejst ud og har måttet forholde sig til fremmede kulturer. Og det gør vi stadigvæk

Jakob Seerup
Museumsinspektør, Bornholms Museum

Til gengæld skal vi gøre alt hvad vi kan, for at styrke internationalt museumssamarbejde og forskning i hinandens samlinger.

Fælles kulturarv
Vi lever i en tid, hvor vidensdeling og videnskabeligt samarbejde er lettere end nogensinde før. Vi på de danske museer skal ikke være os selv nok. Og vi bør dele ikke blot vores etnografiske genstande, men også formidle samlinger af danske genstande i udlandet.

Hvis Bornholms Museum rammes af en katastrofe i morgen, mister verden 95 procent af samtlige guldgubber fra jernalderen. Måske nogle af vores guldgubber burde udstilles i et kinesisk eller afrikansk museum?

I en tid, hvor vi er så internationalt orienteret, som vi er i dag, er det en sært gammeldags nationalistisk tænkemåde, at svenske genstande absolut skal være i Sverige og kinesiske i Kina – en slags "genstandsapartheid".

Vores kulturelle og arkæologiske kulturarv er fælles arv, som hele menneskeheden bør kunne forske i og lade sig fascinere af.